Anmeldelse: Min mor
Italiensk film har altid begået sig i metafilm, altså film om film. Frederico Fellini gjorde det med "8 ½". Sergio Leone, som er en af filmhistoriens første postmodernister, gjorde det i næsten alle sine film og kaldte det cinema cinema - og dette var blot for lige at nævne nogle af de mest markante instruktører. Nu er turen kommet til instruktør Nanni Morretti, der med "Min mor" reflekterer over instruktørgerningen.
Margherita Buy (spillet af hende selv) har både karriere og privatlivet på spil. Hendes mor er dødelig syg som i et klassisk Moretti'sk socialrealistisk drama. Samtidig er hun ved at indspille en film med den krukkede amerikanske stjerneskuespiller Barry Huggins (John Turturro), der som en anden dødelige sygdom er ved at ødelægge filmen op indefra. Hvor den ene kamp på forhånd er tabt, og Margherita er nødt til at acceptere nederlaget ved moderens snarlige død, bides tænderne anderledes sammen, når det handler om filmproduktionen, i kampen mod Barry.
De fine lag i "Min mor" er elegante metarefleksioner, der ikke kun er gennemtænke i forhold til narrativen. Det er de også i forhold til intratekstualiteten - altså ved Nanni Morretti selv som instruktør og som et opgør, han tager, i forhold til egen position i den italienske filmhistorie og sit eget filmiske bagkatalog.
Enhver kunstner har forbehold over for at skære moderbindingen og udvikle og forny sig, hvilket er den underliggende præmis i "Min mor". Om Morretti har ladet sig overbegejstre over italiensk films metafilmtradition er i midlertidig svært at gøre sig klog på. Frigørelsen fra sin egen socialrealistiske tradition er nemlig iøjnefaldende sprudlende, uden at det bliver for kringlet eller påtaget. Men er filmen en slags bodsgang for at gøre op med Morretti selv, eller er det en hyldest til en filmtradition, som har brug for at forny sig?
At balancere mellem det legende og det dystre er ikke uden sine omkostninger. Skænderierne mellem filmens karakterer fremstår indforståede og mest af alt som mentale opgør hos Ninni Morretti selv end mellem den stressede Margherita og overexcentrikeren Barry. Selvom der er meget på spil for Margherita på overfladen, engageres vi mere i metafilmens kreative krumspring som stiløvelse end det menneskelige drama, hvilket der burde være mere plads til.
"Min mor" er en både herlig og rørende lille stiløvelse. Også selvom Ninni Morretti ender med at gå på kompromis med det socialrealistiske drama, som han ellers mestrer, i bestræbelserne på at forny sig selv som filmskaber. Derfor føles "Min mor" som en indforstået overgangsfilm på grænsen mellem det velkendte og nye græsgange. Måske vil næste film fra Morrettis hånd blive mere sig selv end en metafilmisk refleksion over eget ståsted i den italienske filmtradition.