Anmeldelse: Min sommer i Provence
Sommerferienostalgi smelter i solrig sydfransk charmeoffensiv.
Fransk film uden for Frankrig har siden stumfilmsperioden primært været mest kendt for det kunstneriske, nytænkende og provokerende. En anerkendelse, der passer omtrent lige så godt i den franske filmiske selvbevidsthed som brie på baguettes. Knapt så internationalt bredt kendt er de folkelige film. Måske med undtagelse af filmatiseringerne af forfatter og dramatikeren Marcel Pagnols bøger, teaterstykker og de film, han selv instruerede, fra ‘30’erne til 50’erne. Bedst kendt er den nu afdøde franskmand for sine skildringer af livet og sin egen barndom i det sydfranske Provence, der regnes for klassikere og fra tid til anden opføres i nyere opsætninger på tværs af alle medier. Især sin sidste film fra 1952, "Manon og kilden", blev med stor succes genindspillet i to dele med "Kilden i Provence" og "Manon og kilden" i 1986.
"Min sommer i Provence" er tredje del af Pagnols barndomserindringer, "De søde hemmeligheder", som understreger, at den franske charme er tidløs. 10-årige Marcel Pagnol er i starten af 1900-tallet taget med sin familie til sommerboligen i Provence. Den friske knægt glæder sig til at udforske den vilde natur og gå på jagt med sin bedste ven, bondedrengen Lili. Da vennerne møder den smukke aristokratiske pige, Isabelle, udvikler det sig til en sommerforelskelse. Men sommeren byder på hemmeligheder og løgne for både børnene og de voksne, og der viser sig både fristelser og slanger i det sydfranske paradis.
På papiret er "Min sommer i Provence" fortællingen om en naiv drengs møde med det mere kompleks voksenliv, der hurtigt viser sig at være knapt så ligetil at forstå. At formidle dét, set i børnehøjde og uden at snuble over egne ben er en kunst i sig selv, selv i kunstfilm. Instruktør Christophe Barratier, der tilbage i 2005 brillerede med en anden coming-of-age-film i "Koret", forstår dog at sammenfatte Pagnols tematiske univers mellem skjulte motiver, dannelsesfortælling og enfoldighed så legende let, at de teatralske toner aldrig bliver alt for skingre.
Tilbageskuende personlige fortællinger fra børns perspektiv har siden talefilmens spæde år været en fransk specialitet. Fra Jean Vigos mesterlige kortfilm "Nul i opførelse" fra 1933, Truffauts nybølgefilm "Ung flugt" (1959) til Louis Malles "Vi ses igen" fra 1987, de kan alle noget helt særligt. Uden at tale ned til børn, og stadig ramme et fikspunkt mellem nostalgi og charmerende skildring af livet før puberteten for alvor træder i kraft. "Min sommer i Provence" sammenfatter en snert af poetisk realisme, smukke landskabsbilleder, skolegårdens råhed og de voksnes ikke altid så forståelige verden. Drømmende hensat i sommerferie-palettens maleriske gullig grå rekonstruktion af mindernes fortrængte grundfarver.
For Barratier går målrettet efter et solstrejf i en udtørret vandpyt, når Marcel og Lili legende springer fra én sort plet til den næste i nostalgiens Provence. Luftspejlingerne i den barndommelige atmosfære vil ramme det publikum, der i deres livs efterår ser tilbage til sommeren dengang for forglemmeligt længe siden. Bestræbelserne efter at være på sporet efter den tabte tid, der spreder sig som ringe i overfladen af den almengyldige menneskelige fortælling, bølger også over i en ofte enormt teatralsk tankestrøm. Marcel Pagnol var dramatiker for høje og lave sociale klassetrin, samtidig med at han aldrig så sig for god til ikke at ironisere lunt over bonden på landet, såvel som den højrøvede kulturelite. "Min sommer i Provence" finder aldrig helt balance i den disciplin, som Pagnol mestrede til perfektion. Selvom charmen og satiren fortælles med de tænder, som regionen omkring Marseille i følge ordsproget er berømte for: Tænder som smiler og bider.
"Min sommer i Provence" er en rørende selvbiografisk fortælling om en dreng første skridt mod voksenlivet, som det er en sommerlun barndomserindring fra en svunden tid i Provence. Filmatiseringen af Marcel Pagnols "De søde hemmeligheder" er et bittersødt tilbageblik, der vil tale til alle aldre, men allermest til et ældre nostalgisk publikum.