Anmeldelse: Min ven, krokodillen
Børn får en abefest, når gakket storby-krokodille byder op til fællessang og dans.
Ingen juletid uden børnefilm iklædt nuttede, animerede dyr. Og selv hvis ikke "Paddington 2"-højder nås, kan mindre gøre det. Som "Cliffort - den store røde hund" fra sidste jul, der ikke opfandt den dybe hundeskål, men vandt på sin overnuttede charme. I samme boldgade er "Min ven, krokodillen", der også har lånt en ting eller to fra de førnævnte film. Med den lettere bizarre krølle på halen, nu et ikke helt typisk kæledyr er i titelrollen.
Da Primm-familien flytter til New York City har deres yngste søn, Josh, svært med at falde til i den nye skole. Der sker lidt af et plot twist, da han på loftet i familiens nye hjem møder Lyle; en syngende krokodille, som elsker boblebade, kaviar og musik. Som krokodiller jo gør. De bliver hurtigt bedste venner, men deres umage venskab udfordres, da Lyle trues af den gnavne nabo, Hr. Grumps. Og hvad kan gå galt når en stor, syngende krokodille rigtigt folder sig? Ganske rigtigt, en hel del.
En syngende reptil sluppet løs på Manhattan kan hurtigt lyde som en grotesk krydsning af Fritz Langs fløjtende morder-klassiker "M" og monsterfilmene om "Godzilla". Visse sekvenser balancerer på kanten af gyserelementer, når familien dramatisk jages skrigende rundt i deres Brooklyn-lejlighed eller mystiske lyde tumler rundt på loftet i bedste "Eksorcisten"-stil. Alt dette afvæbnes dog på absurd vis, når krokodillen Lyle bryder ud i Elton Johns "Crocodile Rock" og stepdans. For når Lyle ikke kan tale, kan han jo bare udtrykke sig gennem sang. Eller, hvad, vent?
Logiske slutninger kan der ledes længe efter i Will Speck og Josh Gordons skrupskøre børnefilm. Og det skal man selvfølgeligt heller ikke. For "Min ven, krokodillen" er akkurat så sindssygt fjollet på den børnevenlige måde, som den lyder. Selvom den allersidste X-faktor mangler, for at være så velorkestreret som de allerbedste sære kæledyr-film med universelle temaer i børnehøjde, kan det være svært at løsrive sig, når først universet har bidt sig fast. Mikset mellem animeret reptil og pastelfarvet New York City er farverig som en ABBA-musikvideo, og så smittede som "Dancing Queen". Og når Lyle først byder op til dans og sang, vil børn uden tvivl have en abefest.
Børnene kommer i første række i "Min ven, krokodillen". Det ér deres film. Men hvad så med forældrene? De vil få sig en gakket og sukkersødt distancering fra hverdagen uden dybere lag, men det vil være nok for mange søvnunderskudsforældre ramt af julestress og global krise. Værd at bemærke er, at den syngende animationskrokodille i versionen på dansk har en kending fra det filmiske dyrerige ombord: selveste Ant-Boy, Oscar Dietz. Blandt de i øvrigt glimrende danske stemmer er især Dietz værd at bemærke. Imponerende nok, synger danskeren op til Shawn Mendes’ niveau, der har lagt stemme til den originale version. Sammenlagt er her tale om en utraditionel julefilm, der stadig kan et eller andet. For nok tilføres ikke meget bid til klejnerne, men en masse sødme og undrende blikke rundt om julebordet, når de overlæsset med abrikossyltetøj og pyntes til med skiver af vandmelon. Skal samme logik eller mangel på samme følges.
"Min ven, krokodillen" er tilpas fjollet til at få brændt krudt af hos børnene i juledagene. Fantasifuld, morsom og sært underholdende. Se den med de børn, som er for unge til at tage i biffen for "En forunderlig verden".
Tag familien med i biografen. Bestil billetter hos FORMAT Biograf her.