Anmeldelse: Miss Bala

"Miss Bala" er den type actionfilm, du finder på streamingtjenesten som sidste udvej, når du absolut skal slå halvanden time ihjel.

"Wonder Woman", "Atomic Blonde", "Red Sparrow", "Ocean's 8" og ikke mindst mesterlige "Mad Max: Fury Road". De seneste par år har seje kvinder sparket røv på biograflærredet. Hvad end de har brugt teknisk snilde, kropslig elegance eller ren råstyrke, så har én ting stået klart: Hollywood er sprængfyldt med stærke damer, der kan slå enhver mand – eller kvinde – til plukfisk. I "Miss Bala" introduceres en ny kvindelig actionhelt, den amerikansk-puertoricanske makeup artist Gloria, der må handle drastisk, da hun bliver vidne til et opgør mellem et mexicansk narkokartel og amerikansk politi. Desværre for Gloria er der ikke meget at bevidne, eftersom "Miss Bala" er så kedsommelig, som actionfilm overhovedet kan tillade sig at være.

"Miss Bala" er en genindspilning af en mexicansk film fra 2011 med samme navn. I denne nye, amerikaniserede udgave rejser makeup artisten Gloria fra sin bopæl i Los Angeles, da hun skal besøge bedsteveninden Suzu. Med hjælp fra Gloria skal veninden deltage i en skønhedsdronning-konkurrence, men det bliver brat forhindret under en festlig bytur. Under voldsomt skyderi af narkogangstere bliver Suzu kidnappet, og det er nu op til Gloria at redde hende uden om byens korrupte politi. Gloria bliver tilbudt at udføre en farlig opgave for narkokartellet, som får fatale konsekvenser for hendes redningsmission. Før hun ved af det, må hun arbejde sammen med både forbrydere og amerikansk politi, mens kartellets leder, Lino, tester loyalitet og kærlighed.

Med "Twilight"-instruktøren Catherine Hardwicke bag kameraet og hovedrolleindehaver Gina Rodriguez (bedst kendt fra Netflix' hitserie "Jane the Virgin") kunne publikum dermed håbe på god gedigen femi-action. Desværre har "Miss Bala" ikke tilnærmelsesvis nok gennemslagskraft i hverken historie eller karakterer til at gøre noget bemærkelsesværdigt indtryk.

Catherine Hardwicke, der primært har brugt sine femten år i branchen på teenage- og kærlighedsfilm, har ingen sans for at instruere actionscener. Genrens elementære suspense virker til at være efterladt i LAX-lufthavnen, hvor Gloria startede sin rejse, og midt i kampens hede forekommer karaktergalleriet af anonyme narkobanditter og politimænd uvedkommende.

Mens "Miss Bala" grundlæggende svigter i sin udførelse af action og spænding, så løftes filmen dog et lille hak af Gina Rodriguez. Selvom hun kun kan drømme om Charlize Therons fandenivoldskhed og Wonder Womans superstyrke, så kan mindre også gøre det. Den amerikanske tv-stjerne klarer fint overgangen til det store lærred, og Gina Rodriguez udløser hurtigt en naturlig sympati i rollen som kvinden, der må kæmpe sig igennem et personligt helvede. "Miss Bala" kan bare ikke se sig fri for at kløjes i banaliteter og utroværdig karakterudvikling undervejs. Glorias oprejsning fra uskyldigt offer til handlekraftig kvinde er forhastet og kluntet fortalt, hvor især klimaks er grinagtigt udført. Her bliver den unge kvinde pludselig forvandlet til iskold dræbermaskine, og havde Marvels Avengers ikke allerede et tætpakket hold, kunne de snildt havde stået klar med en kontrakt.

"Miss Bala" udfylder på glimrende vis de tre F'er, som nok skal gøre den til fast inventar på alverdens streamingtjenester. Forglemmelig, fantasiløs og (u)fed. Det kunne have lovet godt med en repræsentativ latinamerikansk kvinde, der kunne slå på tæven og sige fra overfor skumle, nederdrægtige mænd – i dette tilfælde selvfede narkogangstere og uduelige politimænd – men så langt går "Miss Bala" ikke distancen. I slutscenen teaser Hardwicke og co. os lunefuldt en fortsættelse med Miss Balas eventyr, men det vil kræve en opringning eller to fra producerne, så der kan tilføres noget krydderi.

Miss Bala