Anmeldelse: Mod solnedgangen

Instruktør Naomi Kawase har lavet en darling af en film, der er som en solstråle, som bryder gennem en mørk sky og langsomt oplyser dig indefra.

Nogle gange oplever man at sidde til en film, som man ikke har nogen forventninger til, og så mærke, hvordan den langsomt, men sikkert opslutter en. Hvordan man indvendigt kommer til at sige til sig selv: Denne film vil forandre mig. "Mod solnedgangen" er sådan en lille perle af en film.

I filmen har vi den unge Misako (Ayame Misaki), hvis job er at lave lydbeskrivelser til film for blinde og synshæmmede. Hun er hæmmet af sin fortids mørke, men er samtidig visuel, følsom og håbefuld og ønsker at give de følelser videre, især i sit arbejde. Så har vi Nakamori (Masatoshi Nagase). Tidligere en anerkendt fotograf, der nu lider af en degenerativ øjensygdom, som langsomt, men sikkert vil gøre, at synet mistes. Plaget af sin ulykke kan den ældre mand ikke længere fotografere eller leve som det menneske, han ser sig selv som. Disse to mennesker krydser hinandens vej, og hvad der sker, skal man se filmen for helt at forstå.  

Øjne, ansigter, solstråler. De tre ting kombineret udgør kameraets fokus gennem hele filmen og giver os et arsenal af følelser: menneskelige, intense, tragiske, følsomme og kærlige. Alt dette kommer til udtryk, og det er imponerende, hvordan instruktøren har fået en idé til en film, som på papiret virker ganske normal, og så formår at udbygge handlingen skridt for skridt, så den ikke bare favner bredt på følelsesregistret, men også viser det at kunne acceptere livets forandringer. "Mod solnedgangen" rummer både mørke og lys. På mange forskellige måder.

Rammende er det, at selvom temaet omhandler et forfærdeligt handicap som dét at miste synet, sidder man ikke som det første og priser sig lykkelig for at kunne se. Det er ikke dét, der er meningen ved Naomi Kawases film. "Mod solnedgangen" handler om livsglæde blandet med forståelsen for, at livet kan ændre sig på et splitsekund. Hverdagens liv kombineres med den trykkende angst for forandringer og samtidig også lysten til at komme videre. Men hvad kræver det af en selv for at komme videre? Skal man glemme eller acceptere? Alt dette ruller over os i bølger, mens vi nyder den vidunderligt smukke underlægningsmusik af den fransk-libanesiske jazzmusiker Ibrahim Maalouf – samtidig med at filmens fotograf Arata Dodo nærmest tvinger skuespillernes emotionelle ansigter frem foran vores øjne. Vi får drømmende skønhed fra de utrolige lysbilleder, som præger ikke bare hele filmen, men også handlingen, og så får vi de rå og realistiske menneskelige konsekvenser up-front. Vores blik fastholdes og kræver at vi mærker, virkelig mærker, hvad karaktererne gennemgår.

Instruktøren Naomi Kawase har lavet en darling af en film. Visse irriterende småfejl er der dog, såsom alt for hurtige og forvirrende sceneskift med en ufyldestgørende dialog. Dette gør, at man et kort øjeblik midt i en scene rykkes ud af handlingens momentum. Dette ville normalt ikke være noget, man lagde mærke til, men "Mod solnedgangen" er så intenst fortalt, og det håndholdte kamera mestres så godt, at man er inde i skuespillernes kroppe og følelsesliv. De to hovedrolleindehavere er begge blændende og absolut fortryllende i deres samspil. Sjældent har jeg set en mand portrættere en karakters rejse gennem en historie mere følelsesladet end med den præstation, som Masatoshi Nagase giver. Han er en sand karakterskuespiller.

"Mod solnedgangen" er en sand perle af en film på alle måder. Den er som en solstråle, der bryder gennem en mørk sky og langsomt oplyser dig indefra. Men ikke uden også at give dig tårer på kinden.