Anmeldelse: Monos
I en psykedelisk sammensmeltning af "Fluernes herre" og "Dommedag nu" opstår colombianske "Monos".
Da Francis Ford Coppolas legendariske krigsfilm, "Dommedag nu", havde verdenspremiere i Cannes tilbage i 1979, udtalte instruktøren berømt: "Min film handler ikke om Vietnamkrigen. Den er Vietnamkrigen". Her refererede han især til filmens vanskelige produktionsomstændigheder, men også til, hvor virkeligt det føles, når kaptajn Willard bevæger sig ud i junglen og oplever krigen på egen krop. Med colombianske "Monos" virker det til, at instruktør Alejandro Landes har taget citatet til hjertet. "Monos" er ikke bare skildringen af krig, men en fysisk inddragelse – på godt og ondt.
"Monos" udspiller sig under mystiske omstændigheder på en bjergtop i Colombia. Omringet af jungle holder gruppen Monos her til. Otte unge mennesker, der kun lystrer navne som Bigfoot, Rambo, Wolf og Boom Boom, mens de lever efter ritualer og modtager ordrer fra Organisationen. Indimellem får de besøg af en officer, der gennemgår benhård træning og skydeøvelser med dem. I brudstykker snakkes der i radioen om en igangværende krig, og i et kælderrum holdes Doktoren som gidsel. Men da hun prøver at flygte og søge hjælp i junglen, må Monos ændre overlevelsesstrategi og udfordre hierarkiets struktur.
Alejandro Landes' sære krigsfilm kan bedst beskrives som et psykedelisk kærlighedsbarn mellem William Goldings litterære klassiker "Fluernes herre" og Coppolas "Dommedag nu" – tilsat en knivspids af japanske "Battle Royale". En fortælling om barbariske børn, der under en krigs brutale omstændigheder må tilpasse sig omgivelserne for egen overlevelse.
"Monos" benytter guerillakrigsførelse, som også afspejler sig i filmens primitive filmsprog. Nok er den æstetisk smuk med flotte tableauer, der tegner horisonten i baggrunden fra bjergets top, men det er den fysiske filmoplevelse, som fører an. Ude i denne her jungle eksisterer regler og etik ikke, mens logiske beslutninger synes fraværende. "Monos" taler til kroppens impulser og ikke fornuft. Det betyder også, at alt, hvad der hedder plot og karakterudvikling, er nær ikke-eksisterende. Kun svagt antydet i bedste arthouse-stil.
Grebet giver også en del frustration. Først og fremmest fordi "Monos" minder om den type mystiske, kunstneriske film, som er set tusindvis af gange før. Film, der er så bevidst utilgængelige med deres universer, at jungleturen her hurtigt kan blive uinteressant. Elementer af krigskritik og politiske problemstillinger, såsom brug af børnesoldater, er så svagt antydet, at der intet fundamentalt er at gribe ud efter. Hvis ikke filmens fysiske intensitet skaber forbindelse, er publikum hensat til bjergtoppens isolation uden noget at søge mod.
"Monos" er dog et interessant nok bekendtskab til at tage turen ind i junglemørkets dyb. Nok føles filmen meget genkendelig med sin velkendte formel, der bevidst forvirrer og ikke efterlader noget ved døren. Men den vidner med Alejandro Landes' guerilla-stil også om en kompetent filmmager, som bliver spændende at følge. Og så giver det unge hold skuespillere, som primært udgøres af debutanter, en magtdemonstration i den ædle kunst, det er at spille fysisk skuespil. Helt nede på blødende knæ i junglens beskidte mudder.