Anmeldelse: Monsieur Chocolat

Jeg nåede næsten at blive forarget. Kunne det virkelig passe, at filmen om Frankrigs første sorte cirkusartist valgte at udstille sin egen hovedperson? Underlægningsmusikken til scenerne med den franske overklasse, som morer sig på bekostning af den sorte klovn, var i hvert fald mere end rigeligt munter til min smag. Men gudskelov tog jeg fejl. Det viste sig heldigvis, at "Monsieur Chocolat" havde meget mere at byde på end ved første indtryk.

På papiret ligner "Monsieur Chocolat" en rigtig feel good-historie: En dreng undslipper slaveriet i Cuba og tager til Frankrig, hvor han sammen med den kendte cirkusklovn George Foottit skaber duoen Foottit & Chocolat og bliver den første berømte sorte cirkusartist i Frankrig. "Monsieur Chocolat" har dog mere at byde på end blot feel good-underholdning. For selvom filmens første halvdel med højt humør og energifyldte montager viser Foottit & Chocolats vej fra et luset provinscirkus til Paris' fornemste manege, så er det den dystrere anden halvdel, der for alvor gør filmen anbefalelsesværdig. Her bliver Chocolat bevidst om, hvor mange der snarere griner af ham end med ham, hvilket fører ham til skuespilfaget. Her håber han endelig at kunne blive taget seriøst.

I filmens første halvdel bliver raceelementet ikke nævnt direkte, og det er en skam. Det er nu ellers ikke, fordi de muntre scener ikke har sine kvaliteter. Duoens slapstick-humor har måske ikke samme gennemslagskraft på nutidens biografpublikum som på cirkusgæsterne i år 1900, men man nyder alligevel at se Foottit & Chocolats vej til toppen. Det gør man, fordi Omar Sy og James Thierrée (Charlie Chaplins barnebarn), der spiller det berømte makkerpar, har en fantastisk kemi. Kontrasten mellem den impulsive storcharmør Chocolat og den alvorlige og punktlige Foottit skaber ganske enkelt en fremragende dynamik.

Problemet er bare, at forskellen mellem den første og anden halvdel er så stor, at man næsten føler, man er vidne til to forskellige film. Hvor den ene halvdel næsten accepterer overklassens fremmedfjendske fordomme, har den anden et antiracistisk budskab. Intentionen har helt sikkert været at lade filmens tone følge Chocolats politiske bevidsthed, som han først udvikler undervejs, men desværre fremstår den første halvdel ikke helt så neutral, som den gerne vil være.

Den anden halvdel, der viser Chocolat gøre oprør mod fordommene om sin hudfarve, som han ellers hidtil har været blind over for, er heldigvis stærk. Faktisk er den så interessant, at man ville ønske, at problematikken havde fyldt endnu mere. Det er måske ikke dybdeborende samfundskritik, filmen kommer med: For det er ikke specielt nuanceret at se, hvordan den franske overklasse kun bryder sig om Monsieur Chocolat, når han bliver ydmyget i cirkusmanegen. Men det giver alligevel fortællingen noget pondus, at den rører ved en problemstilling om fordomme og stereotyper, der stadig er højaktuel den dag i dag.

"Monsieur Chocolat" er fortællingen om Frankrigs første sorte cirkusartist, der går fra at blive berømt på grund af fordommene om sin hudfarve til at gøre oprør mod disse fordomme. Desværre er det langt fra hele filmen, der fokuserer på denne sprængfarlige problematik. Men når raceelementet får plads, og når Omar Sy og James Thierrée får lov til at folde sig ud, er "Monsieur Chocolat" en både underholdende og forbavsende slagkraftig biopic.