Anmeldelse: Mortal Engines

Effektmæssigt er vi på et helt andet niveau end tidligere set i young adult-regi.

Nej, "The Darkest Minds" var ikke nok til at udbrænde samlebåndsfilmatiseringerne af young adult-genren. "Mortal Engines" er over os som næste forsøg på at skabe en franchise. Fortællingens afsæt i nyeste skud på stammen er derfor bestemt ikke overraskende. Som alle andre young adult-film udspiller "Mortal Engines" sig i en postapokalyptisk fremtid, som ikke udbygges nærmere. Men vi kender jo grundfortællingen, så hvorfor ikke blot acceptere præmissen?

Denne gang finder begivenhederne sted tusind år efter en altudslettende krig. Storbyer er bogstaveligt talt forvandlet til bystater på hjul, der imperialistisk opsluger mindre uafhængige byer og udtømmer deres ressourcer. I London, en af de største rullende byer, har vi unge Tom (Robert Sheehan) – tidligere pilot, nu historiker-spire. Under et mislykket attentat på byens mand Thaddeus Valentine (Hugo Weaving) – forsøgt af Hester Shaw (Hera Hilmar) – kommer Tom på sporet af en mørk fortid og en endnu mørkere hemmelighed, der naturligvis ændrer alt.

Rækken af young adult-film over det sidste årti har været overvældende til trods for at være grotesk generisk. Teenagere må da for fanden snart være trætte af at blive talt ned til, når stort set samme kalkulerede ego-heltefortælling genfortælles år efter år i nye CGI-klæder. Alligevel er det umuligt ikke at spidse ører, når Peter Jackson (som producent) er inde over filmatiseringen af Philip Reeves "Mortal Engines"-bøger. Effektmæssigt er vi på et helt andet niveau end set tidligere i YA-regi, når Christian Rivers, Jacksons faste makker siden "Braindead"-dagene, debuterer som instruktør med en af årets visuelt mest iøjnefaldende CGI-film.  

For "Mortal Engines" er fantastisk flot. Rivers har som rutineret storyboard-artist og special effects-mager – på blandt andet "Ringenes herre" – greb i og talent for, at murbrokkerne stables højt i højdynamiske popcorn-flicks. Og den 44-årige newzealænder er en kreativ arkitekt, der tydeligvis har fået rum til at byplanlægge efter eget hjerte. Universet – der bedst kan beskrives som en steampunket Legoborg med byggeklodser fra retrospillet "Chaos Engine" og designperler som "Dishonored" – ser sig ikke blegt for at stjæle med arme og ben fra popkulturel ikonografi og referencer. Sidstnævnte er også filmens svaghed.

Christian Rivers kaster os ud i masser af æstetisk skæg og ballade, der er lige så lineær som et platformspil fra 80'erne. Vores helt løber fra venstre mod højre og møder et par end of level-monstre, alt mens uret tikker afsted. I sig selv underholdende, men aldrig nervepirrende til trods for altoverskyggende forudsigelighed. Dog kollapser fortællingen fatalt i sidste akt. Bestræbelserne på at være en "Star Wars"-film med Dødsstjerne og tilhørende er ét ord fra at være unødvendig "I'm your father, Luke"-dialog-tyveri af allerværste skuffe, når generationsdramaet endeligt folder sig ud. De bagvedliggende anti-vestlige politiske temaer er interessante, særligt da helgendyrkelsen af østlige good guys er påfaldende, men det falder til jords som curlingbørnenes Babelstårn i bestræbelserne på for alt i verden ikke at stå på egne ben.

Desværre er "Mortal Engines" en dårligt skrevet wannabe "Star Wars"-film pakket ind i årets måske flotteste CGI-ramme. På overfladen er der positive elementer at tage med fra filmens to første tredjedele. Til gengæld træder og snubler Rivers og Jackson i deres eget legetøj, der om noget understreger, at ingen af dem har taget ved lære af "Hobbitten"-trilogiens sidste tredjedel.