Anmeldelse: Motherless Brooklyn

Det er dejligt endelig at se Norton tilbage i en central hovedrolle med masser af kød på.

Siden udgivelsen i 1999 har det taget Edward Norton 20 år at få filmatiseret Jonathan Lethems kritikerroste detektivroman "Motherless Brooklyn". Norton er endt med både at producere, instruere, skrive manuskriptet og spille hovedrollen, og selvom filmen er lige lovligt lang i spyttet, så har han fået en enormt stemningsfuld og swingende film noir ud af det.

Romanen er sat i sin skrivende samtid, mens Edward Norton har valgt at rykke handlingen i filmen til 50'ernes New York. Her kommer den Tourettes-ramte detektiv Lionel Esrogg (Norton) på sporet af en indviklet og speget affære, da hans chef bliver skudt. Sporene fører Lionel til Harlems jazz-buler, hvor et storpolitisk plot, der involverer gentrificering af de sorte ghettoer, så småt tager form. Her forelsker han sig også i Laura Rose, der er datter til en af natklubejerne. Den unge kvinde er engageret i kampen mod byfornyelsen, der truer med at smide alle fattige minoriteter ud af nabolaget. Med hendes hjælp afdækker Lionel en korruptionsskandale blandt bystyrets høje herrer og stikker samtidig hånden ind i en ordentlig hvepserede, der kan ende med at koste ham dyrt.

Her er tale om en hårdkogt detektivhistorie i ånden fra Dashiell Hammett, James Ellroy eller Dennis Lehane, men med en mere eftertænksom tone og et underliggende realpolitisk plot, der snarere leder tankerne hen på en film som "Chinatown". Det er dog stadig et på mange måder klassisk film noir-univers med 50'ernes privatdetektiver og deres hurtige, gadesmarte dialog. Her er lyssky mænd i skumle gyder og klædt i lange frakker og bløde hatte. Og så er der Lionels fortællerstemme, en arketypisk noir-voiceover, der er med til at sætte den melankolske og fortættede stemning.

Netop Nortons Lionel er filmens anker. Han er en karakter med stort K – en, der fylder meget, og som hurtigt kunne ende med at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Men detektiven er spillet tilpas afdæmpet på trods af Tourette-syndromet, der gør, at han konstant udbryder i upassende tirader og finurlige remser. Norton finder en fin balance mellem Lionels skavanker, der gør ham til en outsider og lidt af et misfoster i andres øjne, men som også har givet ham en fotografisk hukommelse og et blændende, lynhurtigt vid. Det er dejligt endelig at se Norton tilbage i en central hovedrolle med masser af kød på. Det minder én om, hvor fantastisk og nuanceret en skuespiller han kan være – især bevist med rollerne i "American History X", "25th Hour" og "Primal Fear".

Rundt om Norton er der solide præstationer fra kendte ansigter som Alec Baldwin (i diabolsk storform ikke set siden "Glengarry Glen Ross"), Willem Dafoe, Bobby Cannavale og Michael Kenneth Williams fra "The Wire". Men skal man rose nogen for den her film, så må det være komponisten Daniel Pemberton og hans jazzede score. Sammen med jazzmusikeren Wynton Marsalis og Radioheads Thom Yorke har han skabt en eminent lydside, der fanger filmens både dvælende og kaotiske rytme, som igen spejles i Lionels splintrede sind.

Selvom det kun er Edward Nortons anden film i instruktørstolen efter debuten "Imellem venner" fra 2000, så slipper han hæderligt fra det. Et ambitiøst projekt, og spilletiden på knap to en halv time er også lige i overkanten – og får desværre filmen til at tabe pusten her og der, hvor hvilepulsen bliver lovlig lav. Kombineret med et temmelig indviklet plot om byggetilladelser, genhusninger og racisme, så er det lige ved, at vi ikke kan klemme det hele ned. Men trods ujævnheder ender "Motherless Brooklyn" alligevel med at være et overbevisende genrestykke.