Anmeldelse: Mr. Mercedes – Sæson 1

Stephen King-serien "Mr. Mercedes" tager sin tid, indtil linjerne bliver kridtet effektivt op.

Når en Stephen King-roman overføres til levende billeder, er der en tendens til at tro, at der nu skal til at ske overnaturlige ting og sager. Dette er ikke altid tilfældet, og det er ikke tilfældet i "Mr. Mercedes", hvis første sæson netop har fået premiere på C More. Hvad vi bliver præsenteret for her, er ikke en overnaturlig tilstedeværelse. Derimod er kampen mellem det onde og gode – et andet af Stephen Kings yndlingstemaer – yderst til stede.

Den pensionerede detektiv Bill Hodges lever et stille liv i et godt kvarter, hvor han bliver anset som smågnaven, men vellidt trods alt. Men dæmonerne lurer bag overfladen, for den sidste sag i hans karriere var en, han ikke kunne løse. Den omhandlede Mr. Mercedes, der kørte sin bil ind i en menneskemængde foran et jobcenter. Nu er Mr. Mercedes, hvis rigtige navn er Brady Hartsfield, tilbage for at håne Hodges, indtil han finder på sin nyeste og mere gruopvækkende forbrydelse. Der er sat i stand til en leg, hvor katten jagter musen uden helt at vide, hvem der er hvem.

Begyndelsen af "Mr. Mercedes" gør det straks attraktivt at se videre. Foran et jobcenter møder vi to sympatiske mennesker, der har fortjent det gode i livet og bevarer optimismen, indtil en bil pløjer dem ned. En serie, der gør så meget ud af sine første karakterer, som udelukkende kommer til at ende som ofre udenfor et jobcenter, er parat til at gøre meget for de personer i galleriet, der skal skabe en skarp spændingskurve. Og gør den så det? Heldigvis er svaret ja, for det er det psykologiske plot, der er det vedrørende i "Mr. Mercedes".

Bill Hodges og Brady Hartsfield er de to modsætninger, der leger med hinanden i hver deres ende af det moralske spekter. Her er to mænd, som er forskellige i statur, i livsværdier, i alle de ting, der kan ses. Men det fine i "Mr. Mercedes" ligger i det, de har tilfælles, for det er svært ikke at have sympati med Brady, der er blevet tildelt de forkerte kort i livet, men nægter at give sig selv en offermentalitet. Ligeledes kæmper de begge med dæmoner, som kunne afhjælpes af en bedre forståelse for sig selv.

Når thriller møder psykologi, skal kanten gerne være skarp. I en serie om en seriemorder burde kanten være skarp som stålet på en nysleben kniv, men hverken Hodges' tilbagevendende dæmoner eller Bradys nuværende mareridt er hvast nok til at skabe et betydeligt ubehag indtil seriens midte, hvor linjerne bliver kridtet op langt mere effektivt. Noget af begyndelsens problematik kan ligge i den tid, "Mr. Mercedes" giver Hodges i stedet for Brady, som er den eneste kilde til seriens makabre underholdning.

"Mr. Mercedes" er bedst, når den fokuserer på to mænd, der burde kunne hjælpe hinanden, men i stedet kæmper mod sig selv. Derudover er "Mr. Mercedes" ikke en serie, der er indholdsmæssigt fremadstormende, men som samler sig sammen om det relevante i sin midte. Spørgsmålet er, om "Mr. Mercedes" går hen og bliver for gængs til rigtigt at kunne glæde dem, som håber på en serie, der undersøger den kringlede psyke hos både kat og mus. Løsningen til dette er ikke at opgive for hurtigt. "Mr. Mercedes" tager sin tid, men belønner også den tålmodige tilskuer.

Mr. Mercedes – Sæson 1

Kommentarer

Mr. Mercedes – Sæson 1

  • 0

    Tak for denne anmeldelse. Havde overhovedet ikke hørt om serien før, men jeg er nu 6 afsnit inde, og umiddelbart så ender jeg nok endda på en 5/6. Ellers skal de sidste 4 afsnit da virkelig trække ned. Virkelig godt skuespil hele vejen rundt. Eneste minus jeg umiddelbart kan finde, er at morderens karakter måske er lige rigelig karikeret. Han spiller ellers rigtig fint.

    Nagash15-05-18 03:48

Log ind for at deltage i diskussionen