Anmeldelse: Mufasa: Løvernes konge

Oscar-vinderen Barry Jenkins bringer Shakespeare tilbage til savannen i "Løvernes konge"-forhistorie.

"Løvernes konge" fra 1994 er en af Disneys største succeser nogensinde. Med premiere i 1994 var der flere højtstående chefer, som ikke troede på historien. De mente mere, at der skulle satses på en anden tegnefilm, nemlig "Pocahontas". Fortællingen som dyrenes konge overgik alle forventninger, der med to Oscars markerede dens klassikerstatus. Tilbage i 2019 fik vi så en fotorealistisk computergenererede genindspilning, og nu er forhistorien om hvordan Simbas far, Mufasa, blev til Løvernes konge landet i biograferne.

Forhistorien om Mufasa går langt tilbage. Mufasa blev på en tur med sine forældre taget af en flodstrøm. Han reddes af den livsglade løve Takas forældre, som tager Mufasa til sig. De to løver bliver venner og vokser op sammen. Da en gruppe løver udefra truer de to løver, må de stå sammen. Vi føres tilbage til solklippen, som vi blev introduceret til i den første "Løvernes konge"-film. Animationen er opgraderet i forhold til filmen fra 2019. Det gør det meget mere naturtro, selvom man godt ved, at det er computeranimation. 

Den største bedrift i dette nye eventyr er klart at have fået instruktør Barry Jenkins med på vognen. Den Oscar-vindende instruktør, der stod bag "Moonlight", giver os her en smuk og tragisk historie om to karakterer, der starter ud som bedste venner. Men lige meget hvor meget vi gerne vil have, at det hele skal ende godt, ved vi, hvor det ender. Det gør, at man under hele filmen sidder med både med et smil på læben og en klump i halsen.

Venskabet og broderskabet mellem Mufasa og Taka er medrivende fortalt. Man kan ikke lade være med at gynge med i sædet, når de to løveunger synger en af Lin-Manuel Mirandas mest sange, som virker som en klar forgænger til Simbas sange. Soundtracket er i det hele taget velkomponerede og er værd at have Disney-stemplet. Hvor animationen klarer sig selv, har Barry Jenkins været opsat på at fortælle den rette historie. Det var nok ikke mange, der havde forudset, at det var en animationsfilm, som den poetiske instruktør ville kaste sig over ovenpå filmatiseringen af James Baldwins "If Beale Street Could Talk" og serien "The Underground Railroad". Men man skal huske, at den originale film er baseret på Shakespeares "Hamlet". De store temaer er på plads, og Jenkins' aftryk mærkes på flere scener. Især de sidste tyve minutter er spændende og urovækkende.

Hele stemmecastet er velvalgt. Vores egen Mads Mikkelsen er lederen af de antagonistiske løver. Han gør, hvad han skal, men det er ikke sådan, at man bliver blæst bagover. Den mest iørefaldende stemmen er Kelvin Harrison Jr. som Taka. Skæbnefortællingen skal ikke afsløres, men Harrison Jr.’s stemme gør sit til, at den røde tråd til de andre film i "Løvernes konge"-universet føles troværdig.

"Mufasa: Løvernes Konge" er et flot og medrivende eventyr. Animationen har fået et nyk op ad, og Barry Jenkins har sat sit præg på den tragiske historie. Lin Manuel-Mirandas sange er vidunderlige og i klassisk Disney-ånd. Kelvin Harrison Jr. imponerer med sin stemme, der trækker tråden til de andre film. "Mufasa: Løvernes konge"er bedre end filmen fra 2019, og man bliver mindet om, hvor god originalen fra 1994 var.

"Mufasa: Løvernes konge" har dansk biografpremiere 19. december. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.