Anmeldelse: Music for Black Pigeons

Jazzens sjæl har aldrig før føltes så levende og nærværende på film.

Afdækningen af musikkens væsen, og hvad den giver os som mennesker, synes naturlig at lade fortælle af musikerne selv. Og hvad bedre end at portrættere musikken med øjne fra to generationer, der trods en aldersforskel på 42 år forenes af kærligheden til værket og skaberværket bag? Den idé er i sig selv blevet et værk, i form af "Music for Black Pigeons", som Jørgen Leth og Andreas Koefoed står bag.

I "Music for Black Pigeons" har Leth og Koefoed de sidste 15 år fulgt nogle af verdens bedste jazzmusikere, heriblandt Bill Frisell, Lee Konitz, Palle Mikkelborg, Midori Takada og Jakob Bro. Sidstnævnte er også filmens røde tråd. Både som én af verdens allerbedste guitarister og fortæller, men også som bandleder, da han spiller sammen med de bedste i branchen. Med på rejsen inddrages vi i indspilningssessioner, koncerter og livet derimellem, men også refleksionsrækker om hvad musikken betyder for de verdenskendte musikerne. 

Det hvilket viser sig at være enormt svært at svare på. Måske fordi, musikken ikke kun er musik for dem, men alt fra en dybere meditativ tilstand til en søgen på mening med livet. Alt imens tilværelsen passerer forbi. Samtidigt med, at der knyttes venskaber, de medvirkende ældes og udvikler sig. Nogle af dem forlader undervejs livets scene.

"Music for Black Pigeons" emmer langt væk af ét eller andet fundamentalt smukt og livsbekræftende. Liv og død er på spil, når vi tager med på en opslugende rejse ind i skabertrangens pulserende hjerte, alt imens musikken summer melankolsk i baggrunden eller overtager podiet i fantastisk inspirerende kreativitets-boost. Skabertrangen er flydende improvisation, ligesom livets kerne er. Jazzens sjæl har aldrig før føltes så levende og nærværende på film. Og man behøver ikke at være kender for at besmittes. Mennesker og musik smelter sammen i al det, der kan være så mange meninger om og udgange fra. Tankerækkerne folder sig ud i rørende, opmuntrende og  inspirerende samspil med musikkens helt særlige kraft, som måske ikke kan sættes helt præcise ord på hvad egentligt er. For den betyder og gør noget udefinerbart helt forskelligt, for hvem end der hører, eller skaber dét, i lige netop dét tid og rum, hvor det tager sted. 

Og så har vi to generationer af de allerbedste danske dokumentarister, som mødes i et dragende portræt af skabertrang. Vel at mærke ét, der har taget femten år at lave. Omdrejningspunktet i "Music for Black Pigeons" er ganske vist jazz, som Jørgen Leth ved en hel del om og dertil har en lang række portrætfilm bag sig. Som altid er det dog mest af alt kunsten og kreativiteten bag, at den 85-årige og stadig aktive filmskaber er interesseret i at se nærmere på. Sidste gang han lavede en film med en decideret medinstruktør var "De fem benspænd" med Lars von Trier. Denne gang er Andreas Koefoed med bag kameraet. Den 43-årige københavner har i rasende tempo etableret sig som én af mest produktive dokumentarfilmskabere de sidste tyve år. Alene på under ét år har Koefoed udsendt tre fabelagtige produktioner, tælles sidste års "The Lost Leonardo" og "Faldet" med. Det viser sig, at Leth og Koefoed er den perfekte duo til at slå tonerne an.

"Music for Black Pigeons" er en fænomenal dokumentarfilm om skabertrang på tværs af tid og rum. Generationer og landegrænser krydses, mens søgen efter jazzens inderste væsen forsøges kortlægges. På bedste jazzede vis er ingen svar konkrete, rigtige eller forkerte. I stedet opfordres indirekte til, at man skaber sine egne svar.

Music for Black Pigeons