Anmeldelse: Nancy
"Nancy", der er optaget på et minimalt budget og med en gennemsyret melankolsk stemning, er en rejse ind i psyken på en fortabt kvinde, der blot vil holdes af.
Tænk, hvis du kunne blive en helt anden – bare fordi du lignede den anden. Sove i den andens seng, spise sammen med den andens forældre. Helt igennem leve den andens liv, selv hvis både du og den andens familie ikke var hundrede procent sikre på, at sandheden lå åbent fremme på spisebordet. Debutfilmen "Nancy", som vandt manuskript-prisen på årets Sundance-filmfestival, tager denne problemstilling op.
Nancy bor sammen med sin handicappede mor, som har forsømt vores hovedperson hele livet. Vores hovedperson er meget ensom, men kan heller ikke rigtig få sig selv til at gøre noget ved det. Efter moderens død ser vores protagonist en nyhedsudsendelse om et par, hvor deres datter er forsvundet. Titelkarakteren opdager, at ligheden mellem den bortkomne pige og hende selv er meget slående. Filmens nøgleperson opsøger parret, som bliver mere og mere sikre på, at Nancy er deres datter. Den moderlige kærlighed og familiære omsorg bliver til virkelighed, men hvor længe kan man leve på en løgn? For jo mere Nancy lever efter sin usandheder, des mere tror hun på dem.
"Nancy", der er optaget på et minimalt budget og med en gennemsyret melankolsk stemning, er en rejse ind i psyken på en fortabt kvinde, der blot vil holdes af. Udover portrættet af hungren efter kærlighed beskrives et billede af fortabte mennesker, der mangler et skub for at komme videre i livet. De stærke budskaber er bestemt på plads. Instruktør og manusforfatter Christina Choe har imidlertid problemer med at holde én kurs og kan ikke helt bestemme sig for, hvilken historie der egentlig skal fortælles. Det svæver i luften, hvor fortællingen ender henne. Choe fik manusprisen ved Sundance, men jeg forstår ikke hvorfor. Fortællingen mangler i den grad fokus og indflydelsesrige karakterer for at kunne fungere som følelsesladet fortælling.
Andrea Riseborough, der kendes fra "Birdman" og "Oblivion", er usentimental og kold som vores protagonist. Dermed ikke sagt, at der ikke mærkes kærlighed i hendes væsen, men som publikum bliver vi aldrig rigtig involveret i hendes historie og skæbne. Distancen bliver simpelthen for lang og kringlet til, at det overhovedet føles relevant at følge med i hendes fodspor.
Det er en modig rolle at tage på sig, men Riseborough mangler kærlighed og indlevelse til sin karakter. Altid interessante aktører som Steve Buscemi, John Leguizamo og især Ann Dowd misbruges og kastes væk som visne blomster. Et lyspunkt er J. Smith-Cameron som Nancys "nye" mor. Smith-Camerons spil er rørende og stærkt og giver noget indlevelse, som publikum kan identificere sig med.
"Nancy" kunne have været interessant at følge. Desværre ved instruktøren ikke, hvilken vej hun vil gå med hvilke elementer, og det endelige resultat bliver en rodet omgang om ensomhed, forsømt kærlighed og jagten på lykke. Skuespillet er acceptabelt, men de fleste af karaktererne smides ud til siden for at gøre plads til vores hovedpersons historie, der ikke er særlig interessant. Til trods for enkelte lyspunkter er filmen i sig selv heller ikke et bemærkelsesværdigt bekendtskab.