Anmeldelse: Når det bliver morgen
"Når det bliver morgen" kommer rigtig flot fra start med en sympatisk problemstilling.
Naomi Kawase ved, om nogen anden, hvordan det er at have familieproblemer. Såsom i dokumentarfilmen "Embracing", hvor instruktøren ledte efter sin far der forlod hende, mens hun var barn. Og "Katatsumori", hvor hun udforskede forholdet mellem hende selv og hendes bedstemor, som opdragede Kawasa. Derfor lyder det lovende, når den japanske instruktør tackler emnet om adoption med "Når det bliver morgen". Selvom idéerne er på de rigtige steder, forbliver filmen dog uforløst.
Satoko (Hiromi Nagasku) og Kiyokazu (Arata Lura) er lykkeligt gift, og begge har succes med deres karrierer. De kan dog ikke få børn, da Kiyokazu får konstateret Aspermi. De opdager dog adoptionshjemmet Baby Baton, hvor de adopterer Asato (Reo Sato). Seks år senere har ægteparret fået det liv, som de altid har drømt om. Lejlighed, arbejde og en dejlig lille knægt, der går i børnehave. En dag dukker en kvinde op, der hævder at være Asatos biologiske mor – og hun gerne vil have sit bortadopterede barn tilbage.
Præmissen er interessant, hvor der i starten søges at undersøge hvordan livet som ufrivillig barnløs er og hvordan det påvirker et ægtepar. "Når det bliver morgen" kommer rigtig flot fra start med en sympatisk problemstilling, hvor muligheden for adoption virker som et mirakel.
Efter den vellykkede start løber Naomi Kawase ind i problemer. Fortællingen efterlader Satoko og Kiyokazu til fordel for kvinden udefra. Denne del har i sig selv nogle interessante idéer, men harmonerer aldrig ordentligt. Karaktere introduceres blot for et par sceners skyld. Det samme med problemstillinger, der er løst fem minutter senere. Såsom et sent sideplot, der involverer en gæld til den lokale yakuza. Præmissen og den første time er stærk, men der er for mange idéer i spil. Og det kan spilletiden på 140 minutter ikke bære.
Det er en skam, da Kawase ellers skaber medrivende, socialrealistiske øjeblikke. Men "Når det bliver morgen" vil for meget. Hvilket resulterer i en slutning der ikke blot falder til jorden, men som også føles en anelse billigt sluppet. Især når fortællingen giver interessante hints om den angivelige biologiske mor. For blot at underbygge, at disse var distraktioner, der ikke fører til noget.
"Når det bliver morgen" starter medrivende med en interessant præmis, der bugner af socialrealisme og flotte billeder. Desværre mister filmen sit fokus, hvor der bliver kastet flere idéer på det store lærred end de 140 minutter kan bære. Naomi Kawases seneste er en velmenende film, der har noget på hjertet. Men oplevelsen som at vente på en pointe, der aldrig opstår. Og som derfor glemmes hurtigt.