Anmeldelse: No Escape (Blu-ray)

Fængselsfilm har længe været en favoritgenre hos mig. Tænk sig at skulle indordne sig i et samfund i samfundet med nogle fundamentalt anderledes spilleregler. "No Escape" tager skridtet videre og forestiller sig, hvordan det må være at være fanget i et samfund, der pludselig går i opløsning, og hvordan uskyldige mennesker ryger på guerillaernes most wanted-liste. Ligesom de bedste fængselsfilm er det svært at regne ud, hvordan man selv ville agere i en lignende situation. Det er en fascinerende tanke, som "No Escape" skulle have leget meget mere med - fremfor blot at lade den ene spændingsscene afløse den anden.

Jack Dwyer (Owen Wilson) rejser med sin kone og to døtre til Sydøstasien i forbindelse med sit arbejde. Dog er de knap nok ankommet, før premierministeren myrdes, og landet er i oprør. Udlændinge bliver henrettet på åben gade, og snart bliver Jack og hans familie blandt de mest eftertragtede mål.

"No Escape" foregår i et unavngivet sydøstasiatisk land. Man ville nok ikke træde nogen over tæerne med filmen her, selvom Cambodja faktisk har forbudt filmen, da masser af detaljer peger i deres retning. Filmen kritiserer dog i langt højere grad bagmændene, som i dette tilfælde er USA. Moralen bliver dog hurtigt tilsidesat for sentimentalisme, men heldigvis er der også blevet gjort plads til både action og spænding. Dette er ikke en film, der vil det helt store, andet end at underholde. Det lykkes da også - til dels.

At placere Owen Wilson i en spændingsfilm virker som et spøjst valg. Wilson har større roller i film flere gange om året, typisk i komedier - de dramatiske roller kan vist tælles på en enkelt hånd. Det faktum er heller ikke til at abstrahere fra længere tid ad gangen i "No Escape". Jacks små vittigheder for at løsne stemningen undervejs er da også de tidspunkter, hvor Wilson fungerer allerbedst. Heldigvis kan instruktøren John Erick Dowdle (manden bag den glimrende gyser "As Above, So Below") få os til at glemme alt om Wilson, hver gang han igangsætter en spændingsscene - og det sker ikke så sjældent i "No Escape". Faktisk bliver den lille familie kastet fra den ene umulige situation ud i en anden, og hér har Dowdle virkelig styr på sine filmtekniske virkemidler. Musikken bliver dæmpet, dialogen forsvinder, og kameraet giver begrænset udsyn, mens familien gemmer sig eller forsøger at overmande guerillaerne. Det er knugende og velfungerende spænding. Desværre bliver man en smule immun over for action, efterhånden som filmen skrider frem, da det allerede halvvejs igennem bliver en anelse for ensformigt.

Pierce Brosnan som karikeret playboy med actionhelte-egenskaber er naturligvis en overdreven udgave af hans egen James Bond - det virker nærmest satirisk, når han rigtigt træder i karakter. Brosnan letter en smule på den ellers meget seriøse stemning, og samspillet mellem ham og Wilson er klart et højdepunkt. Filmens anden halvdel bliver dog hurtigt meget uinteressant, da udviklingen går i stå, og udfaldet bliver mere og mere forudsigeligt.

Billede & Lyd

Billedet er generelt klart og skarpt, selvom detaljerne er mere talrige i dagscenerne end i nattescenerne. De mørke billeder kæmper lidt med kontrasten, imens de lyse billeder er svære at sætte en finger på. Lyden består af mange fine detaljer, hvor især musikken, lydeffekter og bas bidrager en del til stemningen. Desværre er dialogen meget lav og drukner en smule i det samlede lydbillede.

Ekstramateriale

Intet andet end et par trailers.

No Escape (Blu-ray)

Kommentarer

No Escape (Blu-ray)

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen