Anmeldelse: Nocturama

"Det måtte jo ske," siger en ung Fransk kvinde til David en sen nattetime i Paris' gader. Kvinden refererer til den kaskade af eksplosioner, der tidligere på dagen har hærget byen. Det kvinden ikke ved er, at det er David og hans venner, der står bag angrebene.

De otte hovedpersoner i dette ensemble-drama har en minutiøst lagt plan. Først skal de montere og detonere en række bomber ved nøje udvalgte landemærker. Derefter planlægger de at slippe afsted med det hele ved at gemme sig i et lukket stormagasin natten over, for så at forsvinde i mængden efter butikkerne åbner næste morgen.

Rent filmisk er "Nocturama" en sjælden nydelse. Filmens intense første halvdel leveres med minimal dialog og et selvsikkert dynamisk billedsprog. Efter mørkets frembrud ændrer filmens tempo og billedekompositioner sig til noget langt mere afdæmpet – men leveres fortsat effektivt og stilfuldt.

Instruktør Bertrand Bonello har begået en dybt provokerende film, der tør sætte spørgsmålstegn ved den måde, Vesten – og ikke mindst vores politikere og medier – reagerer på den tilbagevendende terrortrussel. Bonello fik ideen til "Nocturama", allerede inden Frankrig blev ramt af skyderierne mod "Charlie Hebdo"-magasinet tilbage  i 2015 – den første prominente terrorhandling på fransk jord siden 11. september-angrebet i USA. Således er filmen mere en kommentar på den utryghed og ubehag, der ulmede i luften, inden det forfærdelige til sidst skete, snarere end en udforskning af, hvorfor og hvem der udfører den slags gerninger – omend filmen lægger op til en opsplittelse af, hvad der kan betegnes som protest i forhold til terror. Blandt andet deri ligger det provokerende.

Der er truffet et valg om at lade gruppen af terrorister være spredt på tværs af alder, køn, etnicitet og social status – formentligt for at understrege, hvilke diskurser filmen ikke handler om. De lader ikke til at være forenet om en decideret sag, men snarere en generel utilpassethed ved den samfundsstruktur, de er en del af. Der leges konstant med at vende publikums sympatier for og imod gruppen. Kan deres handlinger forstås og tilgives, og hvem er egentlig filmens største skurke? Ensemblets karakterer er alle klart defineret, på trods af at der er så mange hovedpersoner – en svær balancegang, som Bonello og hans hold af (herhjemme) forholdsvist ukendte skuespillere til fulde mestrer.

I kraft af sine fravalg af krimi-elementer, melodrama og simple svar på det komplekse emne filmen omhandler, vil "Nocturama" givetvis ikke være en film for alle. Det være sagt, så er de spørgsmål, filmen tvinger publikum til at stille sig selv, så essentielle, at det er en film, alle bør se. Især når håndværket er så sublimt udført, som det er tilfældet her.

Nocturama