Anmeldelse: Nøgle hus spejl

Talentfulde Michael Noer er så småt ved at være en moden filmskaber. Efter at have stået en smule i skyggen af "storebror", Tobias Lindholm, (de delte instruktørstolen på det rå spjældsturs-drama "R") viser han med sin tredje spillefilm, "Nøgle hus spejl", at hverdagens barske realiteter ikke kun eksisterer blandt hårdkogte rødder og banditter. Noer skaber stadig sin filmiske ramme gennem klaustrofobisk miljøskildring, men fængsler og betændte bydele er erstattet af noget så tilbagelænet og voksent som – plejehjemmet.

Lily (Ghita Nørby) har nået en alder, hvor der inden længe ringes til sidste omgang. I alt for mange år har hun tilsidesat sig selv for at passe sin syge ægtefælle, Max, der efter flere hjerneblødninger er bundet til en seng på et plejehjem i det indre København. Den omsorgsfulde Lily har valgt at flytte ind på plejehjemmet, så hun bedre kan passe sin apatiske mand. Da den livsglade, jævnaldrende charmør Erik (Sven Wollter) flytter ind på værelset ved siden af, vendes Lilys hverdag på hovedet.

I Michael Noers forrige værk, "Nordvest", fik vi en autentisk skildring af underklassens marginale eksistenser. En skildring gennemsyret af afmagt og fastlåste roller i et ubarmhjertigt miljø. Afmagt og fastlåste roller er igen et bærende element i "Nøgle hus spejl", og selvom vi ikke længere befinder os i samfundets rendesten, føles de menneskelige udfordringer mindst lige så hjerteskærende. Hvad vil det sige at have levet sit liv til fulde? Er det nogensinde for sent at ændre kurs og følge sine drømme? Noer og manuskriptforfatter Anders Frithiof August ("Dirch", "Sommeren '92") behandler disse spørgsmål med emotionel elegance.

Filmens helt store attraktion er uden tvivl Ghita Nørby og Sven Wollter. Med en nærværende og følelsesmæssig autenticitet bringes deres roller og forhold til live med lige dele smil og tårer. Tankerne ledes i retning af Michael Hanekes mesterlige "Amour" – og det kan sjældent være negativt. Begge aldrende aktører ville hæve ethvert halvskidt projekt til et kvalitetsprodukt. Præstationen er her så gennemtrængende og knus ærlig, at det konsoliderer deres velfortjente plads i toppen af skandinavisk filmhistorie. Alderdommens fysiske og mentale udfordringer behøver ikke at være en kedsommelig affære. Længslen efter at leve ophører ikke, selvom lysene efterhånden fylder hele lagkagen, og med to fænomenale præstationer af de filmiske giganter mærkes den længsel helt op på bagerste række.

"Nøgle hus spejl" er ikke et halvskidt projekt, men der kæmpes en anelse med at holde fokus. Er det en kærlighedshistorie, eller er det en fortælling om alderdommens snigende konsekvenser på egen krop og i forholdet til sine nærmeste? Det ender som tematisk spredehagl, og det er en smule ærgerligt. Der bygges op til, at Lily og Erik genopdager en kærlighed, der synes borte, men tråden samles ikke op. I stedet får vi sporadiske kommentarer af plejehjemmets fastlåste effekt og eksistentielle udfordringer ved tab af forstand. Det føles som et manuskript, der ikke helt ved, hvilken historie der skal fortælles.

Michael Noer har med sit varme plejehjemsdrama dog placeret sig selv i det gode selskab. Et selskab af talentfulde instruktører, der har noget på hjerte. "Nøgle hus spejl" er en opmuntrende og rørende beretning om håb og kærlighed tæt på livets slutning med to sublime hovedroller. Et af budskaberne synes at være at bringe mennesker tættere sammen og nyde hinanden – uanset alder og tilstand. Kan filmen her bidrage til bare en lille bevægelse i den retning, er det lidt rodede manus tilgivet. Det lover godt for dansk drama.