Anmeldelse: Noma: My Perfect Storm

"Noma: My Perfect Storm" er en smuk dokumentarisk hyldest til den mindst lige så hyldede restaurant Noma - verdens bedste restaurant i årene 2010-2012 og 2014. Pierre Deschamps, instruktøren bag filmen, er en æstetiker, og det mærker man tydeligt i hans nyeste værk. Elegant og råt fortæller han historien om restaurantens tilblivelse, og det gør han rigtig godt.  

I dokumentaren følger vi manden bag den prestigefyldte og velrenommerede restaurant Noma, nemlig chefkok René Redzepi. Som en tidslinje over Nomas start, succeser og nedture får man et godt indblik i, hvad det er for en hverdag og ikke mindst mand, som står bag verdens bedste restaurant. Undervejs er der også bidrag fra folk som Claus Meyer, medejer af Noma, Tor Nørretranders, forfatter, og Philippe Houdet, Redzepis mentor og tidligere chef.  

Deschamps har selv udtalt, at han har en tendens til at dvæle ved det æstetiske og visuelle. Og gudskelov for det. For det tilføjer så meget mere til dokumentaren end bare fokusset på Redzepi og hans restaurant. Det gør også dokumentaren interessant for andre end såkaldte "foodies". Der er billeder fra den grønlandske Indlandsis, hvor Redzepi først fik sin klare idé om Noma, til det smukke, neon-grønne nordlys og de svenske skove, hvor urtesamlere dagligt finder ingredienserne til Redzepis små mesterværker. Lydsiden supplerer desuden fortrinligt de smukke billeder, vi ser. Lydsiden byder på både rock og klassisk musik. Tor Nørretranders sammenligner da også Redzepi med Mozart: En komponist og kreativ kilde af geniale dimensioner. Store ord, der også matcher det indtryk vi får af manden bag Noma.

Det hele er ikke lutter lagkage. Foruden den hårde opstart, hvor ingen troede at det var muligt at basere et helt køkken på nordiske råvarer ("sælknepperen" var restaurantens tilnavn) oplevede Noma i 2013 den hidtil største nedtur. Foruden den glippede titel som Verdens bedste restaurant, så blev 63 gæster også syge af at spise på Noma. Dårlige muslinger var årsagen, men alverdens medier forsøgte at beskylde personalet for dårlig hygiejne og ikke-sanitære køkkenforhold. I dokumentaren mærker man virkelig, hvilket knæk på stoltheden det er for personalet og ikke mindst Redzepi. Holdet fortsætter det hårde arbejde, og oprejsningen efter nedturen starter.

"Noma: My Perfect Storm" byder dog også på komiske indslag. For eksempel da den kræsne chefkok står og prøvesmager en drik serveret i et udhulet knudekål (anmelderens umiddelbare bedste bud på grøntsagen, tak Google!). Efter en længere opsang til personalet om, at smagen ikke er god nok, og det mest af alt minder om saftevand, får de besked på at prøve igen. Redzepi siger hertil slutteligt: "Men kan jeg få et glas mere?". Selvom Redzepi kan være virkelig hård overfor sit personale, så er man ikke et øjeblik i tvivl om det stærke sammenhold. Da en af de sidste rørende scener kører over lærredet, hvor Noma i 2014 igen vinder titlen "Verdens bedste restaurant", kigger Redzepi udelukkende på sit personale på scenen under takketalen. Han virker mere taknemmelig for sit hold end for titlen, og det er måske lige netop derfor, at manden er så succesfuld.       

Deschamps og Redzepis fælles talent for det kreative, men simple og smukke håndværk – det være sig på film eller i køkkenet – går op i en højere enhed i dokumentaren. Redzepi mener ikke at madlavning er en kunst, men det er lige præcis det indtryk man får: At Redzepi er en kunstner. Samtidig er han også en videnskabsmand. Muligvis en gal en af slagsen, men det fungerer som bekendt jo meget godt for ham. Kreativitet, galskab og hårdt arbejde synes at være hovedingredienserne i opskriften, og resultatet smager sgu' godt.  

Noma: My Perfect Storm

Kommentarer

Noma: My Perfect Storm

  • ★★★★★0

    Billede 1
    Det her blir mit livs værk.

    Billede 2
    ... Den usynlige bøf!

    Billede 3
    Prøv lige og se dens flotte røde farve, og strukturen i kødet, nu er det slut med at folk siger der ikke er nok på tallerken, nej self. kan du ikke se den, den er jo usynlig!

    Billede 4
    Og jeg tænker vi hertil skal server usynlig røræg

    Elwood18-11-15 09:39

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen