Det skulle forestille at være en gyser. Havde glædet mig. Den første halve time faldt jeg i søvn 2 gange, og kun min datters albue i siden holdt mig vågen resten af tiden til denne ægte B-film, det intet overlod til fantasien. Filmen var brygget på den gamle historie om Dracula , åbenbart efter opskriften, der mener, at jo mere blod man viser, jo bedre er det. Gaaab, siger jeg. Den var virkelig ikke pengene værd.
Anmeldelse: Nosferatu
Robert Eggers' nyfortolkning af stumfilmsklassiker er et gotisk mareridt, der er lige så langtrukkent, som det er flot.
Der er stadig liv i den gammel blodsuger. Selv efter mere end hundrede år, bliver vampyrmyten og fortællingen om giftig kærlighed, der er næsten lige så gammel som filmkunsten, ved med at betage og tiltrække. Vampyren der lurer i mørket. Frygten for det ukendte. Begær der bliver til besættelse. Bram Stokers "Dracula" og F. W. Murnaus "Nosferatu" har dannet grobund for utallige fortolkninger og fortællinger gennem tiden. Nu har instruktør Robert Eggers prøvet kræfter med myten.
Robert Eggers har etableret sig som en af de mest markante stemmer inden for moderne horrorfilm, kendt for sin sans for atmosfære og detaljerede, historisk forankrede visuelle stil. Med "The VVitch", "The Lighthouse" og "The Northman" i bagagen, tænder Eggers’ navn julelys i øjnene hos mangt en filmnørd. Derfor vil det næppe være en underdrivelse at kalde "Nosferatu" en af de mest hypede horrorfilm i nyere tid. Spørgsmålet er så bare, om den kan leve op til hypen, eller om den fortaber sig i æstetisk overflod.
Den oprindelige "Nosferatu" fra 1922, instrueret af F.W. Murnau, er et af filmhistoriens første mesterværker og en af de tidligste vampyrhistorier, som har sat sit præg på både genren og kulturen. Murnaus film var en uofficiel og forvrænget version af Bram Stokers "Dracula", som han ikke havde rettighederne til. For netop at undgå ballade ændrede Murnau navne og steder. Dracula blev til Grev Orlok, og vampyren blev til Nosferatu, mens handlingen blev rykket til Tyskland. En praktisk og juridisk nødvendighed. Men også et kunstnerisk valg, der skulle vise sig at danne rammen om filmhistoriens mørkeste, mest gotiske fortælling.
Historien, som efterhånden er så velkendt, at den næppe kræver gentagelse, følger den unge ejendomsmægler Thomas Hutter, der sendes til Grev Orloks slot, for at afslutte en handel. Orlok viser sig dog at være mere end blot en excentrisk adelsmand. Han er udødelig ondskab. Drevet af umættelig tørst og fascination af Hutters kone, Ellen. En fascination, der nok på overfladen ligner en syg afart af kærlighed, men som er drevet af besættelse og ejerskab. Som en sygdom, driver Orlok ind over den tyske landsby Wisborg, mens elendighed og død følger i vampyrens fodspor.
Der er ingen tvivl om at "Nosferatu" er et kærlighedsprojekt for instruktøren. Alt hvad Robert Eggers er kendt for, er tydeligt til stede i filmen, der fra starten emmer af ondskab. Æstetisk set er Eggers version af "Nosferatu" et uforligneligt gotisk mareridt, der fra starten griber fat i struben. Og holder dig fanget i en fortælling om at kærlighed så ond, at du kan mærke det i knoglerne. De første tre kvarter af filmen er du fuldstændig hensat til filmens uhyggelige atmosfære, de sorte skygger og Robert Eggers’ svævende, kunstneriske præcision. Du er fanget i mørket og der er ingen vej ud. Filmen ligner et mesterværk og man tror næsten det er lykkedes.
Men så, efter små 45 minutter, er det som om plottet bliver blodfattig. Visuelt er filmen stadig dragende, men fortællingen, der lægger sig voldsomt nært op ad kildematerialet, begynder at gå i tomgang. Kender man historien, begynder det at føles som noget, man har set før. Flere gange. Og er man først nået til dette stadie, er det som om filmens nok så prangende visuelle side ikke helt formår at fastholde interessen. Man begynder at kradse i filmens overflade, og alle de små ujævnheder og spørgsmål frem. Overspiller Lily-Rose Depp ikke lige lidt for meget? Virker Aaron Taylor-Johnson ikke en smule karikeret i sin mimik? Ser den der paryk ikke lige lovlig kunstig ud? Spørgsmål, der er som dagslys for "Nosferatu". For er man først taget ud af universet, er det svært at vende tilbage igen og se filmen som et seriøst værk.
Det hjælper ikke på det at filmens version af Grev Orlok, spillet af en uigenkendelig Bill Skarsgård, fungerer bedst, når han ikke er til stede på lærredet. Da vampyren endelig dukker op, taler han med en så tyk og karikeret dialekt, at undertegnede blev i tvivl om, hvorvidt det var meningen, at man skulle grine. Der er ikke skyggen af uhygge i stemmen. Helt slemt bliver det, da han træder ud af skyggerne og nu står der i al sin pragt. Som en syfilisramt udgave af Super Mario-skurken Wario.
Robert Eggers og Bill Skarsgård har uden tvivl næret et ønske om, at bringe noget nyt til karakteren. Det er tydeligt, at der bliver trækkes på østeuropæisk mytologi og æstetik, samt gamle portrætteringer af den oprindelige Vlad Dracula. Desværre virker det ikke efter hensigten. Grev Orlok ender med at fremstå mere komisk end skræmmende. Især med sin teatralske fremtoning, som underminerer karakterens potentiale som en truende skikkelse. I sidste ende medfører det, at "Nosferatu" så småt ændrer karakter fra det prangende til det prætentiøse.
"Nosferatu" er en film, der i al sin visuelle pragt næsten formår at skjule hvor formålsløs en film det er. For hvad er egentlig værdien af en genindspilning, der ikke formår at tilføje noget, vi ikke allerede har set? I modsætning til Werner Herzogs udgave af "Nosferatu" fra 1979, formår Robert Eggers ikke at give os mere kød på myten. I Herzogs version endte vi næsten med at ynke den ensomme greves jagt på kærligheden. I Eggers’ version er vampyren hverken ynkelig eller skræmmende. Han er mest af alt bare ligegyldig.
En vellykket genfortolkning af et ældre værk kan fungere som dialog mellem fortid og nutid. En måde at vække nyt liv i en fortælling, der stadig har sin relevans. Det kræver dog, at man ved, hvad det er man vil fortælle. Og i hvert fald for undertegnede er det uvist, hvad det er Robert Eggers prøver på, andet end at han virkelig elsker vampyrmyten. I sidste ende er "Nosferatu" et visuelt imponerende værk. Men uden den substans som nyfortolkning, der kunne gøre den relevant i dag. Flot, men tom – som et sminket lig tømt for blod.
"Nosferatu" har dansk biografpremiere 2. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
