Anmeldelse: Novocaine
Jack Quaid smadrer løs i en smertefri underholdende actionkomedie, der ikke holder igen med blodet.
Det er den klassiske historie: Dreng møder pige. Kærligheden blomstrer. Pige bliver kidnappet, og dreng smadrer de onde skurke sønder og sammen. Vi har set det talrige gange før. Vores helt vil gøre alt for at få sin livs øjesten tilbage, og intet skal bremse ham. "Novacaine" har dog lige den ekstra bonus, at vores hovedperson ikke kan føle smerte – men det kan vores skurke. Det er der kommet en konventionel, men topunderholdende actionkomedie ud af.
Nathan arbejder i en bank. Hans liv er trivielt og mangler i den grad spænding. Han har dog et godt øje til bankens nye medarbejder, Sherry, som det heldigvis også viser sig har et godt øje til ham. Amorinerne blomstrer, men da banken bliver udsat for et røveri, og Sherry bliver kidnappet, sætter Nathan sig for at befri hende. Heldigvis har han en særlig evne, der kan gøre livet surt for kidnapperne. Han kan ikke føle smerte og kan derfor modstå alverdens torturmetoder.
Jack Quaid viste med sin rolle i serien "The Boys", at han havde det, der skulle til for at være hovedrolleindehaver. Samtidig er han fuld af karisma, som han klart har arvet fra sine forældre, Dennis Quaid og Meg Ryan. Dog skulle han igennem nogle roller, hvor hans karisma stadig brændte igennem, men hvor den usympatiske side af ham skulle frem. I film som "Scream" fra 2022 og i årets "Companion" fremviste han den mørke side af sit skuespil. Nu har han endelig fået en hovedrolle som Novacaine, en sympatisk karakter, som man som publikum virkelig holder af og med.
Selve filmens plot er trivielt og set tonsvis af gange før. Det er selve idéen med, at Nathan ikke kan føle smerte, originaliteten ligger i. Han er ikke en superhelt, men på en måde har han en superheltekraft. Det minder næsten om Deadpool, som dog godt kunne føle smerte. Efter de første 30 minutter, der faktisk er en overraskende velskrevet romcom i stil med en mumblecore-indiefilm, træder filmen speederen i bund og slipper den stort set aldrig.
Actionscenerne bliver aldrig kedelige eller ensformige. Der er hele tiden en form for overraskelse til publikum, hvor blodet fosser ud, og der er ikke sparet på noget. De praktiske effekter er vellavede, som da Nathan stikker sin hånd i en friturekoger eller bliver fingernegletortureret. Idéen med nul smertetolerance er sjov, men historien er tynd som en pandekage, og både skurkene og politiet er så klichéfyldte, at det gør helt ondt. De bliver aldrig mere end tomme, endimensionelle dukker på en manuskriptside.
Amber Midthunder, som vi så i den fremragende Predator-film "Prey", er både sød og sårbar som Sherry, og hendes karakterark leverer et velplaceret twist, som ikke mange vil se komme. Ray Nicholson slægter sin berømte far på og har en fest i rollen som skurk, men han har ikke meget at arbejde med. Man kan mærke, at han gerne vil ud over scenekanten, men selvom han tydeligvis har det sjovt, er han ikke interessant nok for os som seere. Hans to håndlangere er store brød, der kan slå en proper næve, men heller ikke mere end det.
"Novacaine" skal ses for Jack Quaids sympatiske hovedrolle, nogle vellavede actionscener og en sjov idé med "nul smertelidelsen", som Nathan selv kalder det. Historien er tynd som en pandekage, og udover en velskrevet første akt og et udmærket twist midtvejs har den ikke meget at byde på. Det hele er set tusind gange før, og selvom Nicholson gerne vil gøre farmand kunsten efter i skurkerollen, bliver han aldrig interessant eller mindeværdig. Men vil man have masser af action, så er det bestemt ikke noget dumt bud at stifte bekendtskab med Nathan "Novacaine" Caine.
"Novacaine" har dansk biografpremiere 20. marts. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.