Anmeldelse: On the Basis of Sex

Det er ærgerligt, at fortællingen bliver holdt tilbage af Hollywood-klichéer.

Sidste måned bød på den Oscar-nominerede dokumentar "RBG", der omhandlede højesteretsdommeren Ruth Bader Ginsburgs liv og karriere. Nu er The Notorious R.B.G. atter i biografen i form af spillefilmen "On the Basis of Sex". Ligesom sin søster-udgivelse fra februar er det et velment værk, der ikke altid virker.

Vi møder Ginsburg (Felicity Jones) i 50'erne. Som en af få kvinder har hun fået tilladelse til at læse på den prestigefulde Harvard Law School, hvor hendes mand Marty (Armie Hammer) også studerer. Den unge studerende kæmper dog med at være kvinde i et mandsdomineret juridisk system. Trods opbakning fra husbonden har hun svært ved at udvikle sin karriere, hvorefter hun starter med at kæmpe for lighed mellem køn.

Filmens første fejl er. at den begår en typisk biopic-fejl: at dække forskellige perioder inden for kort tid. Dette skader Martys sygdomshistorie, hvordan Ginsburg måtte være mor, passe sin mand og stadig følge med i undervisningen. Efter noget tid finder "On the Basis of Sex" sit fokus, hvorfra oplevelsen forbedres markant.

Ligesom i "RBG" er her humor og inspirerende øjeblikke, der gør, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet. Meget af dette skyldes samspillet mellem Jones og Hammer, der ikke bare er veloplagte til deres roller, men har den perfekte kemi. Deres kærlighed til hinanden – og engagement til deres arbejde med loven – smitter af på publikum. Dertil skal det også roses, at filmen forholder sig neutral i sin skildring af Ginsburg. Der prædikes aldrig kønspolitiske budskaber, men i stedet søges der at skabe forståelse for hendes holdninger og kampen for lighed mellem køn.

Hvilket gør det ærgerligt, at fortællingen bliver holdt tilbage af Hollywood-klichéer. "On the Basis of Sex" er ikke just beskeden med sit budskab, der skæres ud i pap via taler og metaforer. Til tider er det for tydeligt, at folkene bag kameraet har kæmpet hårdt for at høste Oscar-anerkendelse. Filmen og dens skuespillere fortjener bedre, selvom det ikke udtrykkes så voldsomt som med netop "RBG". Spillefilmsudgaven om Ruth Bader Ginsburg slipper afsted som kompetent med veloplagt humor og energi samt en solid rollebesætning. Men forsøget på at høste Oscar-statuetter mislykkedes.

Vi bliver dog stadig tilbudt to underholdende og inspirerende timer, der fortæller en god historie og efterlader én med et smil på læben. Kvaliteten er på niveau med dokumentaren fra sidste måned, men af andre årsager. Den ufokuserede start og klichéerne koster desværre stjerner, men "On the Basis of Sex" er stadigvæk værd at se. Alt i alt lærerig underholdning, der ligesom "RBG" fortjener ens respekt for Ruth Bader Ginsburg.

On the Basis of Sex