Anmeldelse: Once Upon a Time... in Hollywood

Tarantino tager nostalgien til uanede højder i sin nye film – og introducerer os samtidig for en filmkarakter, vi aldrig glemmer.

Han har været i felten under 2. verdenskrig, han har redet afsted i det vilde vesten, og han har taget os med rundt i slæden i Los Angeles' gader i 1990'erne. Nu prøver Quentin Tarantino så at træde i sine egne fodspor, og han har med sin nyeste film lavet et værk, der foregår på barndomskvarterets boulevarder i Englenes By. Hvor drømmefabrikkerne hver dag tog livtag med virkeligheden.

1969. Efter kronede dage som heltemodig tv-cowboy i de glade 50'ere sidder skuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) tilbage med en aktiv, men falmende karriere og et galoperende alkoholproblem. Tilsyneladende takket være sin stuntmand og moralske støtte, Cliff Booth (Brad Pitt), knokler Rick frustreret videre i håbet om, at comeback-rollen ligger lige om hjørnet. Imens flytter den europæiske filminstruktør Roman Polanski og hans hustru, skuespillerinden Sharon Tate (Margot Robbie), ind i huset lige ved siden af.

Igen og igen har Tarantino på presseturen erklæret sin nye film for et kærlighedsbrev til tiden, han voksede op i. For filmen er en nostalgisk tidsmaskine – men det er hans nostalgi, lagret i andres eddike, men altid med en ny unik smag, når låget skrues af. Spørgsmålet er så, om autodidaktikeren fra Tennessee kan møde de tårnhøje forventninger, der i sagens natur må være til det "egoistiske" setup – og mulige benspænd – der denne gang er lavet. Men slottene i sandkassen er sjældent set flottere og mere omhyggeligt bygget op. Quentin leverer. Vi får den tidslomme, vi blev lovet, og den er svimlende god. Brad Pitt har været ude og fortælle, at bossen ikke bare genskabte gadens gamle butikker, men at han wrestlede nostalgien i gulvet med benhvide knoer – helt ned til brochuren i butiksvinduet. Det her er ren forkælelse, og filmens nostalgiske vinger, marineret i en konstant vibrerende start-70'er-stemning, rækker denne gang ud af lærredet. Eventyr og fabel blandes med krystalklare genskabelser af dybe minder. Halvt drømmende, halvt huskende går vi sammen med Quentin lige der, hvor han satte sine hvalpeskridt, inden han pudsede hundene på Hollywood med "Reservoir Dogs".

Cirkler sluttes, og brande slukkes i "Once Upon a Time... in Hollywood", der excellerer ved både at være en ekstremt personlig film, men også en mere generel fortælling om illusioner og om en industris inderside. Men med en prikkende naivitet over sig, der får det hele til at glide ned som en gammeldags isvaffel. Hårde kritikere vil nok revse det vandede plot, men det hele flyder som en bæk. Filmen er så mange ting. Det er både Tarantinos mest personlige film, det er hans mest konsekvente film, det er hans mest modne film, og det er helt afgjort hans flotteste. Strukturen er vignette-præget, og overgangene glidende og autentiske. En sang i radioen er både et sceneskift, og musikken fungerer lidt som en datidens smartphone, der forbinder karaktererne, men samtidig også som en strålende fortælleteknisk medspiller i filmens brug af realtid. Og så tjener det som råstof til, hvad der må være årets soundtrack.

Som stjernen med alt på spil er der stjernespil fra DiCaprio. Leo er forrygende her, men vi ved også, at han altid lægger sig i selen. Næh, lad os lige snakke lidt om ham der Brad Pitt. Han er fantastisk. Jeg har sjældent set en skuespiller befinde sig så meget som blommen i et æg, som Pitt gør i denne rolle. Han er Cliff Booth med sin lidt lade, reserverede coolness, og det bliver et anker i hele filmen. En nødvendig ventil til at tage toppen af den Manson-aura og Summer of Love-mystik, som simrer i træerne. Her er filmen Hollywood. Vaskeægte gammeldags filmstjerne-karisma gavmildt drysset ud med en sjælden stoisk ro fra Pitt.

Der var engang i Hollywood en filminstruktør, der lavede film som ingen andre. Som forstod, at en filmskabers vigtigste opgave er at være personlig. At lave så personlige film, som man kan. Han var den bedste til det.

Once Upon a Time... in Hollywood

Kommentarer

Once Upon a Time... in Hollywood

  • 0

    Fuck i helvede jeg glæder mig bare endnu mere nu...!!!

    MadMartigan15-08-19 00:18

  • 0

    Sidder i South Lake Tahoe og læser det her , og tak til dig Emil, er jeg helt høj over anmeldelsen.

    MadMartigan15-08-19 00:26

  • ★★★★0

    Det lyder jo.........awesome Emil! 

    T. Nielsen15-08-19 03:44

  • ★★★0

    Vi må se, hvor godt det bliver, personlig film eller ej. Alene det kan jo ikke gøre det. 

    Babo15-08-19 07:01

  • ★★★0

    Generelt gode anmeldelser herhjemme selvom JP ender på 3/6. 

    Babo15-08-19 07:53

  • ★★★★1

    Generelt gode anmeldelser herhjemme selvom JP ender på 3/6. 

    Nu giver det jo heller ingen mening at rate kunst;-P

    T. Nielsen15-08-19 08:20

  • 0

    Jeg vil se den. NU!

    jarlen15-08-19 08:55

  • ★★★0

    Nu giver det jo heller ingen mening at rate kunst;-P

    Sandt. 

    Babo15-08-19 08:59

  • ★★★★0

    Jeg får syn for sagen på fredag, sammen med 17 andre. Det bliver lidt af en biograftur.

    Bruno15-08-19 10:12

  • 0

    Sidder i South Lake Tahoe og læser det her , og tak til dig Emil, er jeg helt høj over anmeldelsen.

    Dejligt at høre :-) Glæd dig!!

    Vi må se, hvor godt det bliver, personlig film eller ej. Alene det kan jo ikke gøre det.

    Som jeg skriver - filmen er så mange ting, så det er ikke alene det, der gør det. Tro mig :-)

    Det lyder jo.........awesome Emil! 

    Det VAR awesome, Thomas! :-)

    Jeg får syn for sagen på fredag, sammen med 17 andre. Det bliver lidt af en biograftur

    I får en fest.




    Oberst Kurtz15-08-19 13:33

  • ★★★★0

    wow

    Riqon15-08-19 14:24

  • ★★★★1

    I får en fest.

    Som den lokale formand for QT haterne, forholder jeg mig skeptisk. :)

    Bruno15-08-19 15:38

  • ★★0

    Så er den set og det var nærmest som om Tarantino selv var til stede og drillede os i salen.

    Elskede og blev provokeret som sikkert er hensigtet med alle de karakterer i filmen som sidder med bare fødder op i biografen eller i en bil, samt scenen hvor Leo sidder med en som jeg ikke lige kan huske i en bar, og døren bagved hele tiden bliver lukket op med lyd og lys som på en måde afbryder deres dialog ved at Leo bliver irriteret. 10 minutter inden det skete i filmen, var der en kvinde i salen som valgte at holde døren åben fordi hun ventede på en i kørestol som var på toilet, og det fik mig til at rejse mig og spurgte om hun ikke ville lukke døren eller vente udenfor, dog uden nogen effekt (5 minutter med åben dør imens der er baby bio inden ved siden af er ikke særlig sjovt), så den scene fik et højt grin fra mig. Også lige inden Brad Pitt løfter sin arm og slår ham hippien der skal lave hans bil, går strømmen i biografen :D

    MOVIE100015-08-19 16:16

  • ★★★0

    Jeg har lige kommet hjem fra biografen og er ret meget oppe at køre. Virkelig stærk film, som lige skal have plads til at synke ind. Jeg glæder mig allerede til et gensyn. Lige nu ligger jeg nok på en 9/10.

    Kruse15-08-19 17:52

  • ★★★0

    På et thumbs up/down system, så er det up. MEN! En problematisk film og jeg er faktisk et eller andet sted lettere skuffet :(

    Brad/Leo er fantastiske. Det er på alle måder en hænge ud film med disse stjerner. Når de ikke er på skærmen er filmen kedelig og Sharon Tate er fuldkommen overflødig karakter i filmen og tjener INTET formål. Det bringer mig så til filmens slutningen, som jeg absolut ikke nød. Og så synes jeg QT indimellem fornærmede mit intellekt med sine virkemidler. 

    Så altså, en blandet landhandel. Men meget langt fra topkarakter herfra ihvertfald. 

    Babo15-08-19 23:06

  • ★★★0

    Også lige kommet hjem fra bio'en af, elskede filmen, især den visuelle side er så imponeret over hvor godt han har ramt hele tidsånden, har vidst også været et massivt projekt så vidt jeg har læst, bare den køretur Brad Pitt tager ned gennem byen hvor man ser alle butikkerne og skiltene, så fantastisk ud. lydsiden er også fantastisk som altid self. musikken, men det fungerede også rigtig godt i biografen når der var lyd fra Rick eller Cliff, når de sad og så Tv (som vi så på hele lærredet) måden lyden høres som om den kom ude fra siden af, hvor de sad og snakkede om det de så fungerede rigtig godt. 

    Brad Pitt og Dicaprio, var forrygende i den, og synes det meget skæg lille detalje med Kurt Russels Rolle i den. Synes hele castet var veloplagt Mike Moh som Bruce Lee var så perfekt som Bruce Lee, elskede også alle de små fake movies undervejs. Der er måske ikke den hel store dybe historie i filmen i forhold til Tarantino's andre film, men for mig gjorde det intet det handler om Rick Dalton, og Cliff Booth.








    Hele dealen med Tate, Polanski og Manson (som vi også kun ser en gang) er mest af alt blot et backdrop som foregår på samme tid som Rick og Cliff's historie for mig personligt.

    Derfor har jeg heller intet imod slutningen det er for mig at se mere en slags what if scenarie tilsidst, en slags drøm, hel ned til at når indtrængerne er ordnet, så blir Rick Dalton mødt af en blid stemme (Sharon Tate) der byder ham indefor til en anden verden, nærmest en slags heaven af en art, med porten der åbner op, og byder ham velkommen til en slags drømmeverden, hvor han møder Sharon Tate og de andre, i live, men det hele er jo en drøm, som aldrig skete, men i filmens verden får den lov til at ehmm Blomstrer? sorry ku ikke lige finde andet ord for det, så i filmen her blir menneskerne mere mindet som de er som personer og ikke som offre for tragedigen. Slutningen overraskede også mig, fordi den jo netop havde de her personer der var så central for hele Charles Manson og hans folk, men jeg var nu glad for at det ikke blot blev en lang voldige scene, hvor man så mordene i Polanski huset.

    Og så synes jeg ikke lige jeg kan mindes en Tarantino film, hvor den velkendte "Tarantino" Vold kommer så sent i filmen ? måskedet blot mig.

    Og hvor var det fedt at se Luke Perry på det store lærred, tror faktisk aldrig jeg har set ham i nogen af de store film, han har mest været i tv film og serier.


    Ps. så jeg forkert i filmen eller lavede Tarantino numre med en? jeg ku sværge på at scenen hvor Timothy Olyphant hilser på Rick Dalton hvor han sidder på bænken, der laves der et klip hvor han pludselig har cowboyhatten på i samme scene, måske jeg blot bildte mig det ind, men jeg synes blot at ku huske det på den måde :)

    Elwood16-08-19 00:14

  • 0

    Gode input Elwood! Og mht. dit P.S. - intet er tilfældigt. Det er Tarantino :D

    Oberst Kurtz16-08-19 13:08

  • ★★★0

    Jeg sys nu der er en del tilfældigheder. Fx hele plottet om Sharon karakteren. Seriøst, kan nogen fortælle mig hvorfor hun er med? På forhånd tak :)

    Babo16-08-19 13:13

  • 0

    Jeg er ret enig med dig, Babo. Sharon Tates karakter er ret overflødig. Der er også nogle andre steder, der kunne barberes tættere. Jeg tænker Sally Menkens tilstedeværelse ville have hjulpet på det aspekt. Men mest pga. slutningen blev jeg tilfredsstillet. Jeg tænker, når den kommer ud, justerer/klipper jeg den lidt.

    Men flotte lokationer, super billedeside, skuespil osv.

    Bobby Long16-08-19 22:42

  • ★★★0

    Slutningen var for mig helt ude i hampen. Et er man ændrer på historien, men det fremstilles bare på en så romantiserende, Hollywood måde og det vil jeg muligvis også have ‘købt’, hvis Sharon Tate delen i det hele taget gav mening og var bedre flettet ind i plottet, så man gav en fuck for hende. Han virkede som en omvandrende kliché og lige før det er en mild betegnelse. Desværre er der også mange langtrukne scener, fx den hvor Pitt kommer til ranchen - for så ende ud i ingenting. Kunne man foretage en slags omvendt Kingdom of Heaven DC med 45 min pillet ud, så tror jeg det havde været en bedre film. 

    Babo16-08-19 23:18

  • 0

    Jeg gik godt nok skuffende ud af biografen, synes i ikke at handlingen var lidt kedeligt?

    Synes heller ikke dialogen var så skarp som den plejer at være i en QT film.

    Fc-andeby16-08-19 23:43

  • ★★★★1

    Fanme en nice film.

    Bruno17-08-19 01:43

  • 0

    Slutningen var for mig helt ude i hampen. Et er man ændrer på historien, men det fremstilles bare på en så romantiserende, Hollywood måde og det vil jeg muligvis også have ‘købt’, hvis Sharon Tate delen i det hele taget gav mening og var bedre flettet ind i plottet, så man gav en fuck for hende. Han virkede som en omvandrende kliché og lige før det er en mild betegnelse. Desværre er der også mange langtrukne scener, fx den hvor Pitt kommer til ranchen - for så ende ud i ingenting. Kunne man foretage en slags omvendt Kingdom of Heaven DC med 45 min pillet ud, så tror jeg det havde været en bedre film. 

    Jeg ville helt sikkert også have klippet skarpere, da Pitt er ude på ranchen, for som du siger, ender det ud i ingenting mht. mystikken/spændingen med den gamle herre.

    I grove træk bidrager Tate karakteren kun med at se godt ud, give feel-good-vibes, og så at man potentielt ser hende blive slagtet til sidst. Det er så her man skal 'købe' twistet: hvad hvis Mansons håndlangere istedet gik ind i nabohuset? Men man kan sagtens købe twistet, selvom hun ikke var med.

    Bobby Long17-08-19 08:10

  • ★★★0

    Bobby

    Hun så til gengæld også PISSE godt ud. Damn den kvinde er lækkert stykke kød :)

    Jeg sys slet ikke Tate skulle have været med i filmen. I bedste fald så måske blot været nævnt. Hun gives unødigt spillerum, for til sidst at smøre tykt på med violiner. Jeg havde fint købt hippierne blot angreb Dalton/Booth. En slags inspireret af virkelig begivenhed. 

    Tate var næsten en engel i filmen og Bruce Lee var arrogant skid. Ja okay, QT. 

    Så har jeg snart ikke tal på diverse kørescener i filmen som dræner tempoet. Og nåh ja. Voice-over. YES. En utrolig vigtig filmisk virkemiddel, QT. Jeg kunne faktisk blive ved over ting, der irriterede mig. Scenen hvor Leo flipper ud på sig selv og nærmest skærer ud i pap sine følelser. Eller læser åbenlyst en bog han identificerer sig med hovedpersonen. We got it, man. Der er så absolut intet overladt til fantasi, tværtimod virker QT utrolig påtrængende. Ja, en flot film. Jovist. Fed scenografi. Bingo. Men historien er sgu hul og værst af alt langtrukken. 

    Babo17-08-19 10:08

  • ★★★0

    Tror det er første gang siden Pulp jeg har været interesseret i at gense en QT film. Ikke samme klasse, men i denne rammer han en vibe, som hensætter mig lidt i samme stemning, som da jeg så Mad Men.

    Ikke at jeg affærdiger Babos kritikpunkter. QT sætter ny rekortd mht antal numre på et filmsoundtrack og det kræver mange skud af bilture og der kunne godt være klippet lidt hist og pist.

    Men jeg havde ikke samme irritation vedr. fortænkt dialog som i tidligere QT film.

    Jeg var ikke overvild i filmens første halvdel, men jeg nød den og jeg van godt li' homagen til den gamle mandetype af yesterday. Den såkaldte toxic masculinity, som pisser queer feminister af.

    Alene af den grund sutter jeg QT af og siger tak. Og jeg er over 18.

    8/10 og snarligt gensyn

    Bruce18-08-19 00:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen