Anmeldelse: Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band
Kan en personlig fortælling om et band og et liv i musikkens tegn blive for ensidet?
Når en rockgruppe består af fem medlemmer, men historien primært fortælles fra ét af medlemmernes synspunkt, så kan man vel næppe forvente den fulde historie. "Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band" forsøger dog ikke blot at tegne et portræt af The Band. Det er også fortællingen om en af gruppens grundlæggere; Sanger, sangskriver og guitarist Robbie Robertson og rejsen fra Toronto i Canada til toppen af klassisk rock-historie.
Som dokumentarfilm er der intet nyt under solen. Vi får en rig mængde af rynker og gråt hår på hovederne af aldrende rockkoryfæer, der lystigt og nostalgisk fortæller så godt, som hukommelsen holder til. Der, hvor "Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band" især kommer til sin egen ret, er i den tætte, personlige fortælling om Robbie Robertsons eget liv og opvækst. Hvordan han som 10-årig første gang samler guitaren op. Og hvordan han allerede som 16-årig bliver professionel musiker som en del af The Hawks, der spiller op til dans med rockabilly-stjernen Ronnie Hawk. Fortællingen tager yderligere fart, da selvsamme gruppe på få år tager springet helt op i sværvægterligaen som backing-gruppe for Bob Dylan i 1965 og 66, før gruppen herefter står på egne ben under navnet "The Band" og udgiver tre fremragende plader i slut-60'erne.
Rockbandet The Band går igennem en tumultarisk periode med stoffer og biluheld, før de sætter et stort fedt punktum på karrieren med koncerten "The Last Waltz", som filmskaber og fanboy Martin Scorsese fik lov til at udødeliggøre med et brag af en koncertfilm. Scorsese har ligeledes bidraget som producer på "Once Were Brothers", ligesom han også byder ind med enkelte historiske anekdoter undervejs.
Historien om, hvordan en ung knægt fra Canada med rødder i Six Nations-indianerreservatet lynhurtigt bevæger sig op på toppen af musikscenen, er en overraskende varm fortælling, primært fortalt af Robertson selv, der fremstår dejligt nærværende og fri for rockstjernenykker. Robertsons hukommelse fejler absolut ingenting, og han beretter levende om, hvordan han og resten af bandet nærmest blev buhet af scenen under turneen med Bob Dylan, fordi folk-musikeren Dylan pludseligt havde valgt at sætte strøm til sin guitar og omfavne rockmusikken. Robbie Robertsons egen fortælling er krydret med arkivoptagelser og ældre interviews med de andre medlemmer af The Band. Tre af gruppens fem medlemmer har været døde i en årrække. Derfor er det primært op til Robertson selv at stykke historien sammen. Derudover bidrager stjerner som Bruce Springsteen og Van Morrison med anekdoter, hvor især Springsteen formår at cementere gruppens legendestatus. Ikke mindst ved at påstå, at The Band havde rockhistoriens – på det tidspunkt – tre bedste vokalister. I samme gruppe.
"Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band" ender en smule forjaget hen mod slutningen. Der dedikeres for lidt tid til at fortælle historien om gruppens medlemmer efter "The Last Waltz". Det er egentlig ærgerligt, for i årene efter bandets opløsning opstod der gnidninger mellem sanger og trommeslager Levon Helm og Robertson. Gnidninger, der opstod i kølvandet på, at Helm ikke følte, at opløsningen af The Band havde været en fælles beslutning – og at fordelingen af royalties ikke var fair for gruppens andre sangskrivere. Selvom Robertson begræder fejden mellem ham og hans tidligere band-kammerat, står Robertsons egne ord uimodsagt. Helm døde i 2012 og kommer udelukkende til orde gennem nøje velvalgte arkivoptagelser. Ikke just noget, der giver en større forståelse for den langvarige fejde mellem de to. Den personlige fortælling, som er filmens styrke, ender derfor også som dens akilleshæl, da vi aldrig får det komplette billede af gruppens fem forskellige personligheder.
"Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band" er en fin og ganske underholdende fortælling om et liv i musikkens tegn. For inkarnerede fans af The Band vil der næppe være meget nyt under solen, men for musikinteresserede er filmen en solid, omend til tider formularisk bid af rockhistorien.