Wow, den tror jeg sgu jeg skal i biffen og se :D
Anmeldelse: One Battle After Another
Paul Thomas Andersons seneste opus er en 161 minutters rutsjebanetur af rendyrket intensitet.
Der er altid en vis ærefrygt forbundet med annonceringen af en ny Paul Thomas Anderson-film. Instruktøren bag "Boogie Nights", "Magnolia" og "There Will Be Blood" har gjort det til en vane at skabe storslåede og komplekse portrætter af mennesker og magtrelationer. Som moderne Hollywood-auteur er han et navn, der vækker anerkendelse og beundring blandt både film bros og filmskabere. Om man så er til det eller ej, er en anden sag. Hos undertegnede er Andersons filmografi en blandet landhandel - fra de førnævnte mesterværker til film, der kan føles som langtrukne fejlskud.
Instruktørens seneste værk, "Licorice Pizza" fra 2021, var mesterligt udført, men sært undervældende, og det er tydeligt, at man aldrig på forhånd kan vide, hvad man får fra Paul Thomas Andersons hånd. Nu er hans seneste opus klar i biograferne: "One Battle After Another". Instruktørens til dato dyreste produktion med en rolleliste bestående af prominente navne som Leonardo DiCaprio, Sean Penn og Benicio Del Toro. Spørgsmålet er så bare, hvor vi er henne på Anderson-skalaen denne gang.
"One Battle After Another" er Paul Thomas Andersons anden film baseret på en roman af Thomas Pynchon. Hvor filmen "Inherent Vice" i højere grad var tro mod romanforlægget, er der i tilfældet med "One Battle After Another" tale om en meget – meget – fri fortolkning af romanen "Vineland". Hvor romanens omdrejningspunkt er en gruppe ex-hippier i Reagan-tidens Amerika, tager filmen i stedet livtag med Trumps USA, massedeportationer og bragende racisme.
Oprørsgruppen French 75 ledes af den visionære, voldelige og karismatiske Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor). Gruppen specialiserer sig i samfundsundergravende angreb på bærende institutioner samt befrielsesaktioner på interneringslejre for immigranter. Da Perfidia dog fanges under en fejlslagen aktion og vælger at stikke alle medlemmer af gruppen, må hendes partner, bombeeksperten Bob (DiCaprio), tage flugten med parrets lille datter, inden en gal og hævngerrig oberst får fingrene i dem. Seksten år senere lever Bob og datteren Willa (Chase Infiniti) under radaren, uden mobiltelefon og uden kontakt til den gamle oprørsgruppe. Bob bruger tiden på at drikke, ryge hash og se tv, mens Willa forsøger at have et nogenlunde normalt teenage-liv. Desværre for dem kommer oberst Steven L. Jockjaw (Penn) på sporet af dem, og nu må de tage flugten med både det lokale politi og hele den amerikanske immigrationsmyndighed i hælene.
"One Battle After Another" er en hæsblæsende, tempofyldt film. Under hele filmens næsten tre timer lange spilletid er jagten i gang, og tempoet sænkes meget sjældent. Det er et vanvidsridt og en konstant katten-efter-musen-leg, som i hænderne på andre instruktører kunne blive anstrengende - men ikke i Paul Thomas Andersons hænder. Filmen fanger dig i et jerngreb og holder dig klinet til lærredet fra start til slut. Sjældent er to timer og 40 minutter fløjet så hurtigt af sted, og ikke et minut føles overflødigt. DiCaprio er fremragende som den umanerligt stenede eks-rebel, der nu drives af kærlighed til sin datter, og Chase Infiniti er i sin spillefilmsdebut allerede et stortalent, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til. Men det er Sean Penn i rollen som Steven L. Lockjaw, der virkelig brænder igennem. Lockjaw er en selvhøjtidelig, hadefuld og socialt inkompetent sadist med en ustyrlig fetish for mørke kvinder og måske en af de mest vanvittige og dysfunktionelle karakterer, der længe har prydet et biograflærred. Rollelisten er så skarp og velfungerende, at når Benicio Del Toro dukker op, er det bare kirsebærret på toppen af en allerede velserveret isdessert.
Hele vejen igennem bæres filmens handlinger af en teknisk uforlignelig filmoplevelse. Kameraføringen trækker seeren helt ind i handlingen, og arbejdet er så veludført, at en biljagt hen imod filmens slutning decideret føles som en rutsjebanetur, der var lige ved at give denne anmelder køresyge.
Selvom filmen på overfladen ligner et stort, revolutionært actionbrag, overrasker den alligevel ved at være jordnær i sin fortælling om en far, der vil gå uendeligt langt for at beskytte sin datter. "One Battle After Another" er både en kæmpe film og en meget lille film på samme tid - et portræt af et Amerika i opløsning og en både kynisk, satirisk og humoristisk kommentar på et autoritært styre, der måske lurer i en meget nær fremtid. Humoren i filmen er både bidsk og næsten vred, og når en überracistisk undergrundsgruppe ved navn Juleeventyrernes Klub (!) dukker op, virker det så bizart, at det værste er, at det slet ikke virker særligt urealistisk i disse tider.
At kalde "One Battle After Another" en actionkomedie er ikke decideret forkert. Det ville dog være en kraftig forsimpling af en film, der mesterligt balancerer følelser og kynisme og skaber en fortælling, der taler både til det jordnære og tidsånden. "One Battle After Another" er et ufortyndet skud rent adrenalin med masser af hjerte - og en af årets absolut bedste biografoplevelser.
