Anmeldelse: Onkel
Med fokus på morgen-, middag- og aftenkaffe dyrker René Frelle Petersen hverdagsritualerne i "Onkel", som bliver en hypnotisk filmoplevelse.
Udkantsdanmark har ofte været svigtet i dansk film. René Frelle Petersen har dog gjort sit for at levere fortællinger derude, hvor kragerne vender. Således debuterede filmskaberen, der indtil da havde været assisterende instruktør på værker som "Kunsten at græde i kor", "Hvidsten gruppen" og "R", som instruktør på far og datter-dramaet "Hundeliv" fra 2016. Filmen udspillede sig i et socialrealistisk Sønderjylland og gav liv til en del af Danmark, vi sjældent ser på film. Den tradition fortsætter 39-årige Frelle Petersen med lavbudgetfilmen "Onkel", der skruer helt op for autenticiteten ved at give liv til en hverdagsfortælling med amatørskuespillere, sønderjysk dialekt og leverpostejsmadder.
"Onkel" omhandler 27-årige Kris. Den unge kvinde driver en sønderjysk gård sammen med sin gamle halv-invalide onkel, som hun trofast tager sig af. Kris og onklen lever et roligt liv, som udformes af gentagne hverdagsritualer og gårdarbejde. Hver morgen ringer vækkeuret tidligt. Kris vækker onklen og serverer Nutella på morgenbrødet, mens der løses sudoku og ses nyheder, hvorefter køerne skal passes og gården plejes. Aftenkaffe følger – og derefter i seng. Igen, igen og igen. Men Kris bliver fascineret af dyrlægen Johannes' arbejde og får et godt øje til kirkesangeren Mike, hvilket betyder mere tid væk fra gårdlivet. Kris må langsomt overveje, om den ældre mand er afhængig af hendes hjælp, eller om hun i virkeligheden er afhængig af Onkels selskab.
Filmen kan betragtes som klassisk dansk socialrealisme, men René Frelle Petersen formår heldigvis at levere genren anderledes fra det, vi normalt kender. Her er der ingen tragiske skæbner, som må igennem ild og vand, eller nogen central konflikt som katalysator for historien. "Onkel" er ren hverdagspoesi og ægte sønderjysk stemning, der lavmælt observerer to menneskers mestendels begivenhedsløse liv og forholdet imellem dem. Der er intet større drama mellem Kris og hendes onkel, men blot en cirkel af repetitive handlinger, der langsomt sætter en udvikling i gang i deres tætknyttede forhold.
Som betragtere af deres liv sidder vi konstant og venter på, at hverdagsrytmen brydes. At der kommer et element, som vender op og ned på deres tilværelse. På et tidspunkt skal Kris i byen og stadser sig op til at gå ud, men straks klippes der til rengøring af traktor morgenen efter. "Onkel" skipper dramaet og luller os ind i en poetisk realisme, der med sin rytme af hverdagsritualer og gentagelser bliver en forunderlig hypnotisk oplevelse sjældent set i dansk film.
Som filmens trumfkort står de to amatørskuespillere Jette Søndergaard og Peter Hansen Tygesen, der spiller henholdsvis Kris og Onkel. De to har samme relation i virkeligheden og medvirker i deres første film nogensinde. Med autentiske mojn og knepkacher fører de to sønderjyder ægte, tiltrængt dialekt ind i dansk film. Et element, som ofte bliver lempet eller står til falds, når dansk films store skuespillere skal forsøge sig med karakterer med hjem i provinsen.
Ovenpå sin nylige sejr med hovedprisen på den prestigefyldte Tokyo Film Festival er der håb for "Onkel" som dansk indie-sensation. En lille, hyggelig film, der med et umiddelbart udtryk leverer en fortælling, som aldrig tyr til ophedet drama eller store konflikter.