Anmeldelse: Ordets magt

Når en film om magten ved at overtale ikke kan overtale sit publikum på halvanden time, er der noget, der ikke er lykkedes.

Der er et udtryk på engelsk, der fortæller os, at pinde og sten kan brække vores knogler, men ord vil aldrig kunne skade. Der har ikke været et udtryk, der har været mere forkert, for som instruktør Yvan Attal i "Ordets magt" også beskriver, er ord magtfulde på en måde, som andet ikke kan komme på linje med. Det er netop denne filosofiske tilgang, der gør den interessant, mens fortællestilen generelt lader mange forventninger stå uforløste.

Neïla Salah er ny elev på jurastudiet, hvor hun hurtigt stifter bekendtskab med professoren Pierre Mazard, der ikke er alles kop te. Mazard holder af at underminere sine elever, og dette kommer i første time til at gå ud over Neïla, der udsættes for hans småracistiske holdninger. Men Mazard er heller ikke populær hos disciplinærrådet, så han tvinges derfor til at være mentor for Neïla op til en prestigefyldt konkurrence i retorik, hvor hun kommer til at lære ordets magt.

En film om retorik, hvor en scene lader en ældre kvinde citere Cæsar i metroen, kan kun stryge ind på førstepladsen i et land som Frankrig, hvor intellektuelle samtaler ikke kun er stimulerende for de åndelige sanser, men også øger underholdningsværdien. Det kan være svært for andre lande at sætte sig ind i, og når fortællerkurven alligevel er den samme som en romantisk komedie (denne gang med et platonisk forhold mellem lærer og elev i fokus), hvor modpoler mødes og sød musik opstår, inden de kommer i disputs, men ender i sød forening, kommer "Ordets magt" til at lande i klichéernes vold, som Frankrig ellers ikke er fortaler for.

"Ordets magt" minder på mange måder om Karyn Kusamas mesterlige debutfilm "Girlfight", hvor en drengepige skal lære at klare sig i en verden med mennesker, der ikke giver hende mange chancer. Men hvor "Girlfight" virkede rå og ægte, lider "Ordets magt" ofte af at være på grænsen af banaliteter. Vores hovedperson Neïla kommer ikke rigtigt ud over skabelonens rammer, mens Daniel Auteuil som Pierre Mazard er en mand, der prøver sit bedste, selvom det er svært for ham igen at stå overfor de samme ugidelige elever, han har undervist hele livet.

Racisme har længe været et hedt emne i Frankrig, men det er alligevel svært at tro på den aggressive adfærd, den unge Neïla udsættes for i mange af scenerne i "Ordets magt". Det er næsten som om, at Yvan Attal har abonneret kraftigt på tesen om, at overdrivelse fremmer forståelsen, og glemt, at selvsamme overdrivelse sommetider giver et utroværdigt præg. På den anden side er problemet måske et andet: måske er Neïla ikke den mest interessante person i "Ordets magt", og det ville have været mere interessant at følge den aldrende professor, mens han kæmper med sine indre frustrationer og skuffelser i livet.

I filmens sidste scene ser vi en samtale indenfor juraen, der skal give os mod på livet og glæde over den endelige sejr. Problemet er, at denne scene giver nogle andre dybt forstyrrende tanker om juraens idéer om moral, men det dvæler Yvan Attal ikke i. Det vigtige i "Ordets magt" er ikke at tænke, men at have den samme holdning som filmskaberne. Og når en film om magten at overtale og vinde en debat ikke kan overtale en skeptisk seer på halvanden time, er der noget, der ikke er lykkedes.

Ordets magt

Kommentarer

Ordets magt

  • ★★★0

    Det vigtige i "Ordets magt" er ikke at tænke, men at have den samme holdning som filmskaberne.

    Det er næsten den mest deprimerende sætning i anmeldelsen - og desværre alt for typisk. En god film om retorik med veltalende hovedpersoner ville ellers ellers interessant.

    Benway29-08-18 16:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen