Anmeldelse: Oscuro Animal

"Oscuro Animal" er en bogstaveligt talt stille film om tre colombianske kvinder, der hver især er blevet vildledt af livet og nu gør op med deres egen skæbne. Det gør de ved at forlade deres liv og tage ud i junglen for at lede efter en dannet verden uden brutalitet og en evig trussel i form af de mænd, der hver især styrer deres liv.

Én er fanget med soldater, som det er hendes job at varte op, hvad end det gælder mad til at stille sulten eller finde sig i uønskede seksuelle tilnærmelser. Sidstnævnte er ikke det eneste, en anden kvinde bliver nødt til at udstå, når hun bliver kørt fra hus til hus for at ydmyges af fedladne mænd, der ynder at se på hendes nøgne form. Sidste kvinde er et offer for volden i sin krigshærgede landsby, som hun beslutter at flygte fra, inden volden kommer igen.

Der er tre historier i "Oscuro Animal", men sammen danner de et samlet billede, der skaber én enkelt fortælling. Dette gør instruktør Felipe Guerrero ved at lade sine tre kvinder bevæge sig i ens huse, den samme store jungle for at ende i samme metropol. Det handler ikke om den enkelte, men om hvad de gennemlever. Også derfor vælger han ikke at lade dem tale – det er netop deres detaljeskabende ord, der ikke er brug for i en film som denne.

Der er mange måder at se en film som "Oscuro Animal", der ikke bruger sproget, da det er billederne, ansigterne og bevægelserne, der her skal fortælle en historie om kvinder. Kvinder generelt. Ikke nødvendigvis dem, vi ser på lærredet, men de mange, der har gennemlevet samme følelser og derfor er målgruppen for årets måske mest misforstået feministiske film fra Sydamerika. "Oscura Animal" er på mange måder problematisk, da den på sin egen måde giver en unuanceret skildring af kønsroller. Hvad der burde være et seriøst bud på kvinder set gennem feminismens nåleøje, er desværre i stedet en sort og hvid skildring af de onde mænd og gode frelsende kvinder.  

Som en limbo foregår det meste af "Oscuro Animal" i junglen og kan dermed tydeligt opdeles i tre dele: før limbo, limbo og efter limbo. En forhadt fortid, en angstfuld nutid og en håbefuld fremtid, hvor den enkelte kvinde ikke længere skal kæmpe alene mod dem, der kun vil hende ondt. Mændene er skurkene her, men ikke partout fordi de bruger deres magt, men fordi de er den integrerede del af samfundet, der underminerer og diskriminerer kvinder. Der er smukke billeder og skjult symbolisme overalt i "Oscuro Animal", men det er alligevel svært at se gennem fingrene med den overdrevne frelsermani overfor det svage køn.

Men er det underholdende midt i alt den smukke symbolik og mangel på ord? Nej. Felipe Guerrero er i stand til at fremme optimale skuespillerpræstationer og at indramme billeder til at yde alt, de har i sig. Men underholdende er "Oscuro Animal" ikke, så det er de akademiske briller, der skal på inden en tur i biografen her. Derimod kan man her sagtens redde sig en lille skraber. Der er ingen dialog til at vække, og det værste, der kan ske, er, at du går glip af en unuanceret skildring af krig og køn.

Oscuro Animal