Det var vist en bjørnetjeneste, at sende Paddington på rejse

Anmeldelse: Paddington i Peru
Vores allesammens marmeladeelskende bjørn actionmættes til ukendelighed i skuffende opfølger til tidens bedste børnefilm.
De to første filmatiseringer af Michael Bonds "Paddington"-bøger er måske de to bedste børnefilm det seneste årti. "Paddington 2" er efter min mening én af de bedste børnefilm nogensinde. Alene af den grund er det i sig selv en fornøjelse at se den elskeligt klodsede og diplomatiske bjørn tilbage på det store lærred. Den karakteristiske duffelcoat er stadig blå, og hatten er som altid fuld af marmelademadder. Smagen er denne gang forsødet til det beske.
Paddington står over for en af sine største udfordringer. Bjørnemor Tante Lucy er forsvundet fra et pensionat for ældre bjørne i Peru, drevet af en distræt abbedisse (Olivia Colman). Snart kastes Paddington, Mr. Brown (Hugh Bonneville), Mrs. Brown (nu spillet af Emily Mortimer) og resten af familien ud i et hektisk jungleeventyr med faretruende vandfald, flykatastrofer og en excentrisk kaptajn (Antonio Banderas), der kæmper med både sit skib og manuskript.
For "Paddington i Peru" er på dybt vand. På vej mod nye og mere kulørte kyster, anført af den spillefilmsdebuterende reklame- og musikvideoinstruktør Dougal Wilson. Den nye retning er tydelig efter filmens alt for lange første optrin, hvor Paddington usjovt klovner rundt i en fotoboks. Ja, du læste rigtigt. Paddington. Usjov.
Med Dougal Wilson bag roret er der den type fart over feltet, som vi kender fra de store Hollywood-producenter hos Disney, DreamWorks og Illumination. "Paddington i Peru" er mere "Toy Story" end "Paddington". Mere konventionel end de to første film, der med elegant præcision balancerede perfekt timet komik, britisk charme og visuel kreativitet.
Den helt særegne, vittige og hjertelige London-magi ses i brudstykker, som når altid fremragende Olivia Colman folder sig ud i gakkede "Sound of Music"-sekvenser. Sulten efter referencer overfodres med Buster Keaton-slapstick og Sacha Baron Cohen-deadpan samt popkulturelle parodier, der indimellem får én til at klukke lidt påtaget fra biografsædet. For man vil så gerne have, at et nyt "Paddington"-kapitel lykkes. Det gør det bare ikke.
Og så er der de danske stemmer. At dansk dubbing rammer helt ved siden af er blevet en sjældenhed, men det gør den i "Paddington i Peru". Ben Whishaws balance mellem høflighed og melankoli på engelsk er svær at genskabe på dansk, men Mikkel Lomborg, også kendt som Hr. Skæg fra Ramasjang, har alligevel klaret det hæderligt i de to foregående film. Denne gang kommer ingen af stemmerne ud over kanten.
Symptomatisk for "Paddington i Peru" synes charmen også at være fraværende på dansk. Selve produktionsniveauet er dog i top, og visse finurlige sekvenser kaster et strejf af den britiske absurdkomik og de lune familietemaer af sig, der gjorde de første film så uforglemmelige. Måske de allermindste finder det sjovt.
"Paddington" og "Paddington 2" mestrede den svære kunst at balancere enkel timing, relaterbare temaer for børn og voksne samt fysisk og kirurgisk veltimet komik. "Paddington i Peru" er for overskruet. Den ene vilde actionsekvens afløser den næste på bekostning af det nænsomme, uforudsigelige og opfindsomme. Reklamefilminstruktør Dougal Wilson pelser den elskelige bjørn til ukendelighed. Manglen på finessen er som den samlebåndsmarmelade, der bør sættes allerbagerst i køleskabet.
"Paddington i Peru" har dansk biografpremiere 16. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.