En nydelig mand står foran spejlet og forsøger at se sig selv, men ser kun de roller, han har spillet. En far, en ven, en elsker, en jogainstruktør, en læge. Ingen af dem er ham, men alle har betalt for hans tilstedeværelse. "Påfuglen", en østrigsk-tyske debutfilm af den 31-årige instruktør Bernhard Wenger, er en absurd, sylespids og sært rørende rejse ind i identitetens hule refleksioner – og ind i et satirisk kludetæppe af det moderne mennesket og det samfund, der udhuler samtiden, i forsøget på at hækle det sammen.
I centrum står den 39-årige tyske skuespiller Albrecht Schuch. Med sin evne til at lade karaktererne folde sig ekstremt alsidigt ud, har "Intet nyt fra Vestfronten"-skuespilleren det seneste årti markeret sig som blandt nyere tysk films allerbedste skuespillere sammen med Franz Rogowski og Paula Beer. I "Påfuglen" spiller han Matthias, en såkaldt "companion" – en slags professionel social kamæleon, der gennem et bureau hyrer sig selv ud til mennesker, som mangler selskab, nærhed eller bekræftelse. Rollen som terapeutisk stand-in er blevet en livsstil, der også overføres til privatlivet og langsomt opløses i egne konstruktioner.
Bernhard Wenger iscenesætter fortællingen med absurditet, der minder om Yorgos Lanthimos’ groteske universer ("Poor Things"), Ruben Östlunds sociale eksperimenter ("Triangle of Sadness") og Luis Buñuels surrealistiske sorte komik ("Borgerskabets diskrete charme"). Det visuelle sprog er underspillet og på overflade blottet for humor, men bevæger sig i en knivskarp gråzone mellem melankoli og samfundssatire. Latteren sidder på spring, men afmonteres med groteske indfald, der gør "Påfuglen" endnu sjovere på en undertrykt måde. For bag det hyper-teatralske setup og de små punchlines om moderne menneskers følelsesmæssige outsourcing titter en eksistentiel uro frem, som sætter sig i haserne som gnavende, nye sko.
Matthias’ rolle- og identitetsforvirring er en uhyggelig skarp diagnose af samtiden. Ikke kun om individets krise i et perfekthedssamfund, men i portrættet af kultur, hvor det ægte forveksles med det performative, og hvor nærvær har forvandlet sig til noget, man betaler sig til at lade elementer udefra optegne for sig. Wenger prikker til forestillingen om, at vi er frie individer – men lever som produkter i andres drømme. Det er civilisationskritik forklædt som karakterdrevet komedie: præcis, foruroligende og samtidig dybt menneskelig.
Albrecht Schuchs præstation bygger videre på den psykologiske dybde og finesse, tyskeren tidligere har demonstreret i film som "Berlin Alexanderplatz" og "Systembryder". I sidstnævnte spillede han Micha, en sympatisk pædagog og støttelærer, der med ro og empati forsøger at hjælpe en kaotisk, traumatiseret pige gennem et fragmenteret socialsystem. I "Påfuglen" bærer Schuchs ikke alene sin egen byrde, men bliver konstrueret – og dekonstrueret – af andres forventninger. Med små forskydninger i mimik, stemmeføring og tempo, fremstår Matthias både som et spejl og en rungende advarsel: for han er en mand, der er blevet ekspert i at være, hvad andre vil have – men ikke længere ved, hvem han selv er.
"Påfuglen" er et subtilt, intelligent og insisterende råb om hjælp. Fra en samtid i opbrud, der har glemt at mærke sig selv – og som konstant er i tvivl om, hvem "man" egentlig er.
"Påfuglen" har dansk biografpremiere 4. juni.
0“det samfund, der udhuler samtiden, i forsøget på at hækle det sammen.”. Må jeg spørge ind til hvad der mere præcist menes med dette? Er det den evige kritik af os mennesker, for at dyrke det overfladiske (altså hule), som det ser ud som vi gør mere og mere des mere vi burde blive bevidste om ikke at gøre det?
Tror desværre ofte kunstnere lever med hovedet så langt oppe i skyen at de ikke helt forstår at det nok bare sådan mennesker er.