Anmeldelse: Palm Springs
Eneste nævneværdige forskel på "Palm Springs" og "En ny dag truer" er deres forskellige måder at løse den identiske præmis.
Som det var tilfældet med sidste års romantiske komedier "Yesterday" og "Last Christmas", er tid en essentiel del af plottet i dette års alternative bud på genren. Desværre er der intet nyt under solen i "Palm Springs", instruktør Max Barbakows spillefilmsdebut. Skåret ind til benet er her ikke bare tale om inspiration, men et decideret rip-off af Harold Ramis' vellykkede "En ny dag truer" fra 1993 – måske bedre kendt med originaltitlen "Groundhog Day" – med Bill Murray og Andie MacDowell i hovedrollerne.
Afslappede Nyles (Andy Samberg) tager til bryllup hos sin kærestes veninde, hvor han møder brudepigen Sarah (Cristin Milioti). Som aftenen skrider frem, bliver de mere og mere interesserede i hinanden. På uventet vis ender de i en tidslomme, der ikke synes at give nogen mening. Igen og igen gennemgår de nemlig den samme bryllupsdag.
Med Murray og MacDowells eminente samspil i tankerne er en sammenligning af de to pars præstationer uundgåelig. En kamp, der ikke falder ud til Samberg og Miliotis fordel. At holde de to herrer op imod hinanden er måske ikke helt berettiget, da få mestrer underspillet, tør humor som Murray. Det sagt, fungerer samspillet mellem Samberg og Milioti glimrende. Hver for sig får de det bedste ud af deres charmerende karakterer. Og kemien mellem de to gør, at det aldrig er hyper-sentimentalt eller lårklaskende sjovt at følge deres jagt på en normal tilværelse i tidslommen. Denne balance skaber fokus på budskabet, hvilket er hovedårsagen til, at "Palm Springs" kommer i mål med sit projekt.
Tematisk er de to film identiske. Hverdagens trivialiteter og eksistentielle livskriser sættes i perspektiv. Hvor "Groundhog Day" bruger tidslommen symbolsk, forsøger "Palm Springs" at forklare sig ud af den ved brug af kvantefysik. Et overflødigt greb, filmens simple plot taget i betragtning. Livet skal ikke tages for givet, og hver dag skal leves, som var det den sidste. Klichéer, der er blevet fortalt til hudløshed i diverse film gennem tiden. Det ville derfor unægteligt have klædt "Palm Springs" med lidt originalitet og ikke et twist, der er 27 år gammelt. Ret skal dog være ret. "Palm Springs" byder på enkelte overraskelser, der gør, at den adskiller sig fra "Groundhog Day".
Historiernes kontrastfyldte setups, der er forskellige som sol og sne, giver "Palm Springs" mulighed for at benytte sig af nye vinkler på præmissen. Derudover bydes på gæsteoptræden fra altid veloplagte J.K. Simmons, der giver den som farlig galning. Han giver filmen et comic relief og bidrager med den spænding, en film som denne har brug for. Selvom moralerne i "Palm Springs" til tider udpensles med diverse kvalmende klichéer, er det aldrig kedeligt at overvære Nyles og Sarahs tidslomme-tilværelse. Under filmens overfladiske ydre, der hylder to menneskers kærlighed, gemmer de store temaer sig latent. Hvordan vil vi agere, hvis vi vidste, hvad morgendagen bringer? Hvis det, vi gør, intet betyder, hvad skal vi så stræbe efter? Interessant er det, og var det ikke for "Groundhog Day", ville "Palm Springs" have været et frisk pust i en til tider udskældt genre.
Uanset hvordan det vendes og drejes, er det umuligt ikke at drage paralleller mellem de to film. "Palm Springs" når bare ikke "Groundhog Day" til sokkeholderne. Vi har ikke at gøre med en decideret genindspilning, blot gammel vin på nye flasker. Filmens relevans er derfor til at overse.