Anmeldelse: Panserkrydseren Potemkin

Tegnes en tidslinje op filmhistorien over de mest betydningsfulde nedslag, vil særligt én titel være komplet uomgængelig. Her er naturligvis tale om Sergej Eisensteins stumfilmklassiker "Panserkrydseren Potemkin" fra 1925 – en film, der vendte op og ned på filmmediet. Oprindeligt en kommunistisk propagandafilm, bestilt som en hyldest af den russiske revolutions spæde begyndelse, er siden da blevet et filmteknisk referenceværk. Eisensteins filmsprog ud i montageklipning og mindeværdigt dramatiske sekvenser fremstår næsten et århundrede senere stadig altopslugende medrivende. Med soundtrack af Panser – et elektronica-band bestående af Peter Peter, Christian Rønn og Freddie Pedersen – skydes der igen med skarpt fra den rustne, men aldrig forældede, skude.

På Potemkin, én af Sortehavsflådens krigsskibe, opstår der mytteri. Matroserne ombord bliver spist af med råddent kød, hvilket de ikke længere vil finde sig i. Matrosen Vakulinchuk samler sine kammerater og overtager kontrollen efter væbnet kamp, hvorefter de sejler til Odessa – hvor gerningerne hyldes. Zaren er dog langt fra tilfreds med de revolutionære røster. Kosakkerne sættes ind mod civilbefolkningen i en blodig massakre på Odessa-trappen, som bliver et skelsættende vendepunkt for kommunisternes kamp mod tyranniet.   

Fortællingen om den russiske revolutions oprindelseshistorie er selvsagt, i hænderne på Eisenstein, svøbet ind i ræverød revolutionær retorik. "Panserkrydseren Potemkin" forbliver stadig en stålknusende effektiv magtdemonstration. Især med et moderne soundtrack er udgaven anno 2016 et unikt rendezvous med ét af filmhistoriens absolutte hovedværker.

90 år er lang tid i filmens verden. Selvfølgeligt kan alderen ses på den slidte billedkvalitet, som dog er blevet nydeligt restaureret. Dét er en del af charmen, nærmest uanset hvilken stumfilm der støves af. Altafgørende for den visuelle indledelse er derimod den forrygende klipning. Dynamisk og rytmisk rives publikum rundt i en malstrøm af scener, hvor pågående sekvenser af forpinte ansigter og maddikebefængt kød sammenfattes til et mentalt helhedsbillede. Sammenhængen mellem billederne fremkalder i kontekst en helt særlig følelsesmæssig reaktion, hvilket er essensen i Eisensteins montageteori. Som udgangspunkt en simpel teknik – teorien bag er dog alt andet end simpel og var dengang revolutionært nyskabende – som til stadighed er et uhørt bombardement. Selv uden lyd. Berømte scener såsom Eduard Tisses eminent filmede massakre på Odessa-trappen, der et utal af gange er blevet genbrugt og hyldet i nyere popkulturelle sammenhæng, vidner til stadighed om Potemkins enorme indflydelse.

Med "nyt" dansk soundtrack – en udgave af filmen med samme soundtrack havde premiere i 2007, hvor der nu er pyntet til med forbedringer ud i nyrestaurering af billede og lyd – intensiveres filmen som en sanselig totaloplevelse. Pansers energiske lydbillede, som i øvrigt er anbefalelsesværdigt i sig selv, er nøje tilpasset Eisensteins dramaturgi og sammensmelter derfor som en naturlig del af den 65 minutter lange stumfilm. "Panserkrydseren Potemkin" er ikke kun en af filmhistoriens tungeste drenge. Det er også en udødelig mastodont trods støvkorn og uden tale, som fremstår frisk og anderledes – gensyn på gensyn.

Stumfilms-aficionado eller ej vil det være umuligt ikke at lade sig rive med af Potemkins krydsild. Se eller gense den på det store lærred. Se bort fra at Eisensteins mesterværk er et filmhistorisk vingesus, og nyd den for at være et stykke helt fantastisk og effektiv filmhåndværk, selv de færreste nutidige film kan efterleve.   

Panserkrydseren Potemkin

Kommentarer

Panserkrydseren Potemkin

  • 0

    For vi så også mere Leni Riefenstahl?

    Hun var vel en "rimelig" dygtig instruktør og endda kvinde!? = WIN år 2016!??

    OT:     og/eller "spøg til side"?

    Et mesterværk enig. Men stadig kuns 5 af de 6 herfra.

    Gasivodo28-09-16 21:04

  • ★★★0

    Sagde mig ikke det fjerneste denne her klassiker. Den er sikkert vigtig og alt det her, men.....står mig ikke nært. 

    Babo28-09-16 21:41

  • ★★★1

    Sagde mig ikke det fjerneste denne her klassiker. Den er sikkert vigtig og alt det her, men.....står mig ikke nært. 

    Det gør en enorm forskel at se den med Pansers soundtrack, giv den en chance til. :)

    Dolphinfriendly28-09-16 22:18

  • ★★★0

    Jeg er ikke helt oppe på fuld hus, men bestemt en fremragende film.

    Kruse28-09-16 22:41

  • ★★★1

    Det er en af de ejendommelige klassikere, der så absolut gør indtryk på mig.

    The Insider28-09-16 22:41

  • ★★★★1

    Jeg så den i biografen tilbage i 2007 i Odense og blev overrasket over, hvor fremragende den rent faktisk var. Jeg var ligeledes imponeret over musikken, som fingerede ret godt til. Jeg er ellers skeptisk med ny musik til gamle film, da jeg ofte synes det kan virke som vil det modarbejde hinanden og ødelægge illusionen. Men ikke her!

    T. Nielsen28-09-16 23:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen