Anmeldelse: Parasite

Med "Parasite" har Bong Joon-ho udtænkt en djævelsk plan, hvor klasseskel og magtkampe danner grundstenene for en af årets vildeste film.

Længe leve sydkoreanske film. Siden sluthalvfemsernes nybølge er vi blevet forkælet med den ene mesterlige film efter den anden. Fra Park Chan-wooks hævntørstige nyklassiker "Oldboy" til Kim Ki-duks poetiske værker er den koreanske idiosynkrasi skyllet ind over resten af verden med sit genremiks og sin stilsikre æstetik. For et år siden fik danskerne mulighed for at forene juledagene med mesterværket "Burning", og nu tyder noget på, at en sand juletradition er opstået i de danske biografer. I år er Bong Joon-hos "Parasite" nemlig på julemenuen – muligvis årets mest imødesete film.

I sine to seneste film, "Okja" og "Snowpiercer", forenede Bong Joon-ho det østlige med det vestlige. Men for første gang i ti år er filmskaberen med "Parasite" tilbage ved sine koreanske rødder. Filmen omhandler den fattige familien Kim, der kæmper for at skrabe penge sammen til dagen. Lykken begynder at vende, da sønnen Ki-woo får et tutor-job hos en velhavende, naiv familie. Efterfølgende begynder Ki-woo at lægge en snedig plan for, hvordan både mor, far og søster også kan få et job hos den rige familien Park. Herfra begynder en suspensefyldt magtkamp om ikke at blive blive afsløret i et hjem, som gemmer på store hemmeligheder.

Lyder ovenstående ikke som det banebrydende indhold, der bør forventes af Sydkoreas første Guldpalme-vinder, eller en film, internationale medier allerede har kåret til én af årtiets bedste, kan du tage det roligt. "Parasite" er den type film, hvor du bør vide så lidt som overhovedet muligt. For så lover Bong Joon-ho til gengæld at tage røven på dig – godt og grundigt. Bag hver dør i familien Parks arkitektoniske vidunderhus, hvor handlingen primært udspiller sig, gemmer der sig nemlig en overraskelse. Hvad end det er farlige ferskner, fødselsdagsspøgelser eller mystiske morsekoder (bare rolig, sætningen skal nok komme til at give mening!). 

Med "Parasite" har Bong Joon-ho udtænkt en djævelsk plan, hvor klasseskel og interne magtkampe danner grundstenene for en af årets vildeste film. Som var den koreanske ener blevet besat af Alfred Hitchcocks ånd, legenden, der med rette blev kaldt the master of suspense, har Bong placeret overraskelser i hvert et hjørne. Så mange, at bægeret næsten flyder over af ren suspense i sin konstruktion af påfund. For mens Hitchcock gjorde seeren opmærksom på, at bomben under bordet kunne eksplodere når som helst, uvidende for alle andre, placerer Bong Joon-ho bomben lige midt i stuen til skue for alle. Så bliver spørgsmålet, hvem der slipper levende ud.

Bong Joon-ho er en mester til at blande genrer. Det beviste han med blandingen af slapstick-flyvespark og morderjagt i storværket "Memories of Murder", mens "The Host" forenede gyselig kaiju med komisk familiedrama, og "Okja" økokritik med eventyr. "Parasite" er ingen undtagelse. Her er der ultimativ tragikomedie, mens gys og thriller antydes i ét væk. Når du skraldgriner af de to familiers umulige forening, overrasker Bong Joon-ho med en kniv i ryggen og dekonstruerer alle forventninger, en given genre lover.

Trods en følelsesmæssig rutsjebane med vilde sving og sublimt orkestreret spænding snubler "Parasite" dog lige nøjagtigt på målstregen som Sydkoreas nye, uforlignelige mesterværk. Bong Joon-ho har aldrig været subtil i sin symbolik eller samfundskritik, men "Parasite" bliver for udtalt. Bongs seneste værk er hans mest kritiske til dato, og selvom iscenesættelsen af rig versus fattig som parasitter, der nærer på hinandens ressourcer, er god, opnår det drabelige klimaks ikke den ønskede højde af dramatisk pondus. Det svækker desværre helhedsindtrykket og den symbolske mellemtekst.

Parasite