Anmeldelse: Paris må vente

Francis Ford Coppolas hustru, Eleanor Coppola, har i en alder af 81 år sat sig godt til rette i instruktørstolen og hygget sig i selskab med et par middelmådige skuespillere og klassisk fransk mad. Sammen har de så kørt af sted med et filmhold og nydt det franske landskab og nogle museer på en langtrukken tur fra det solbeskinnede Cannes til landets smukke og historiske hovedstad, Paris. Nogenlunde sådan er nemlig hendes instruktørdebut, som meget passende hedder "Paris må vente".

Anne (Diane Lane), der er lykkeligt gift med en travl filmproducer, tager en køretur med sin mands kollega – fra Cannes i det sydlige Frankrig til Paris i landets midte. Så simpelt er plottet faktisk i "Paris må vente". Titlen siger næsten det hele. Men filmen varer trods alt 92 minutter, så der sker selvfølgelig lidt mere end dét. For da Anne kommer på tur gennem Frankrig med den jævnaldrende og charmerende franskmand Jacques, mærker hun livet. 

Det går op for hende, hvad hun har manglet; at hun slet ikke har levet livet fuldt ud og nydt de små ting. Lysten vækkes, og den ellers simple køretur på nogle timer bliver hurtigt forvandlet til nogle bekymringsfrie og magiske dage. I selskabet med de to ses det gentagne gange, hvordan Anne fylder sig med god vin, og hendes følgesvend forsøger at lokke den ene franske specialitet efter den anden i hendes allerede godt mætte mave.

Anne står i skyggen af sin succesfulde mand Michael (Alec Baldwin), og det er derfor hendes oplevelse af frihed, fordybelse og nydelse, der er filmens fokus og omdrejningspunkt. Eller det burde det i hvert fald være. For hver gang det lige nærmer sig noget magisk, afbrydes Anne enten af en museumsvagt, telefon, tjener eller sin snakkesalige og selskabssøgende franske følgesvend. Stakkels Anne. Men hun møder en skillevej i sit liv, trods alt.

Enhver der har rejst bare lidt i Frankrig og oplevet dét, landet har at byde på af smuk natur, vin, mad og kulturoplevelser, kender følelsen, og ellers kan der let relateres til oplevelserne. Men vi kommer altså igennem rigtig mange retter mad, museer og vin, således at biografen næsten kan efterlades både mæt, træt og småfuld. Hvis altså vore øjne kunne spise og drikke.

Måske er fortællingen om Annes frigørelse en selvbiografi af den ældre fru Coppola? Eller blot en hyldest til det land, Frankrig indeholder og er? Tvivlen kan melde sig. Ikke desto mindre minder "Paris må vente" mest af alt om "A Trip to"-filmene – blot med vordende pensionister og noget mindre humor. Dog er den et ganske flot, kulørt og farverigt portræt af fransk kultur. Og i den virkelige verden kan Paris selvfølgelig aldrig vente, men det kan filmen derimod godt.