Det er desværre hvad man hører fra de fleste kanter. Ærgerligt.
Anmeldelse: Passengers
Nordmænd er ikke kun blevet in i Danmark, efter "Skam" har taget os med storm. Også i Hollywood er de blevet glade for nordmænd, specifikt én nordmand, nemlig Morten Tyldum, der rigtig er kommet ind i Hollywood-varmen, efter han slog igennem med den prisbelønnede "The Imitation Game". Hans seneste bud på en film i de amerikanske kredse er en stor og larmende sci-fi-blockbuster. "Passengers" prøver på at være et melodrama, en romantisk komedie og en sci-fi-actionthriller på én og samme tid, hvilket resulterer i ét stort kosmisk kaos.
Et rumfartøj med kurs mod en fjern planet fragter tusindvis af mennesker, der er klar til at starte et nyt intergalaktisk liv. Alle menneskerne ligger i søvnkamre og er skemalagt til at vågne lige før ankomst til endestationen. Ved en fejl vågner mekanikeren Jim Preston (Chris Pratt) og journalisten Aurora Lane (Jennifer Lawrence) 90 år for tidligt og er nu fanget i skærsilden på rumskibet. Dette starter både en psykisk og fysisk kamp om overlevelse i en form for fremtidig fortolkning af Syndefaldet.
Visuelt er "Passengers" godt skruet sammen. Rumskibet, som Pratt og Lawrence befinder sig på, er sofistikeret og optimistisk designet med lyse farver og glatte overflader. Kulisserne ligger nærmere i boldgade med "Star Trek" eller "Rumrejsen år 2001" frem for mere beskidte sci-fi-miljøer som i "Blade Runner" eller "Star Wars". Et klinisk look, der undgår at se sterilt ud.
Sterilitet findes derimod i handlingsforløb og dialog. Der er ikke meget kød på hverken Jim eller Aurora som karakterer, der til trods for deres gode kemi (takket været skuespillerne) er dybt uinteressante. Pratt og Lawrences charme og karisma dækker ikke over de overfladiske skikkelser, de portrætterer. Aurora er en narcissistisk journalist, der kun går op i sine værkers eftermæle, og Jim viser på intet tidspunkt seriøs refleksion over sine ellers tvivlsomme handlinger. Den stærkeste karakter er ironisk nok den uempatiske robot-bartender, Arthur (Michael Sheen), som byder på filmens absolutte højdepunkter.
Men en kæk robot-bartender kan ikke redde de resterende scener. Det sukkersøde melodrama, som fylder det meste af filmen, er direkte kvalmende. Med kiksede replikker som "Hvis du dør, dør jeg også" prøver manuskriptforfatter Jon Spaihts at fremme situationens alvor, men replikkerne ender med at gøre det hele til en tåkrummende oplevelse. Ikke alene er karaktererne og manuskriptet noget sjusk, men filmens tone roder også. Skizofrent veksler den mellem seriøs og sørgelig og morsom og letsindet – altid forstærket af et pompøst soundtrack, der aldrig tillader et stille øjeblik.
"Passengers" er en fortælling, der ud fra traileren lover et stort mysterium, som i sidste ende virker fuldkommen ligegyldigt. To Hollywood A-listers og en dygtig produktionsdesigner kan ikke løfte dette overfladiske sæbeopera-lignende handlingsforløb. Man kan kun forestille sig, at Morten Tyldum er blevet kvalt i produktionsselskabets faste greb, siden ingen kunstneriske ambitioner kan ses. Gense hellere "Skam", hvis du vil se norsk kvalitet.