Læste lige anmeldelsen i Metroxpress,hvor anmelderen ikke var imponeret, og skrev at Tobey Maguire faldt igennem i hovedrollen og slet ikke formåede at være troværdig :)
Vil nu gerne se filmen...det bliver dog ikke i biografen.
Anmeldelse: Pawn Sacrifice - Sidste træk
Vi ser det også i dag - de kulturpolitiske spil under overfladen. Særligt indenfor sport. På overfladen fastholdes en adskillelse af sportens verden med det politiske for at fremme en fair og god sportsånd. Ofte handler sport ikke kun om sportsmanship - der er mere på spil. De olympiske lege i Sochi og fodboldkampene mellem Albanien og Serbien vidnede om, at der kan være meget andet investeret end blot de store følelser, blot for at tage et par nutidige eksempler. Vi skal imidlertid ikke mange år tilbage for at være vidne til en af de allerstørste magtpolitiske begivenheder i historien.
Under den kolde krig mellem USA og det forhenværende Sovjetunionen blev et af de mest markante storpolitiske opgør udspillet i 1972 - på et skakbræt i Reykjavik. "Århundredets kamp", som begivenheden hurtigt blev navngivet, var mellem den legendariske russiske stormester Boris Spassky (Liev Schreiber) og det kontroversielle amerikanske vidunderbarn Bobby Fischer (Tobey Maquire). Fischer er imidlertid mildest talt temmelig besværlig. Det på det tidspunkt 31-årige skakgeni er stædig og hysterisk og gør præcis, hvad der passer ham. Fischer er derudover dybt paranoid, forstærket af det enorme internationale pres og den isendende koldkrigsatmosfære.
Som konventionel biografifilm bliver "Pawn Sacrifice - Sidste træk" aldrig så uforudsigelig og impulsiv som Bobby Fischer selv. Fortællingen om historiens måske allerbedste skakspiller er dog tilpas fascinerende. Det er umuligt ikke at blive bare en smule opslugt af, hvad der er en visuel manifestering af paranoia. Ikke alene ud fra Fischers sindstilstand, men også som elegant portræt af en koldkrigstid, systematisk gennemsyret af mistænksomhed.
Helt overordnet både fejler og markerer "Pawn Sacrifice - Sidste træk" sig på præcis de parametre, som størstedelen af den lange række amerikanske biopics typisk gør. Filmen bæres af en blændende hovedrolleindehaver i form af Tobey Maguire som den egenrådige Bobby Fischer. Hvor de store dådyrøjne ellers har haft en særlig evne til at smelte Spider-Man-fans’ hjerter på stribe, er de anderledes intense som manisk skakgeni. Maguires imponerende tøbrud fra trikot-klædt superhelt til hysterisk excentriker står godt til Peter Sarsgaards sindige portræt af Fischers mentor, Fader Bill Lombardy. Scenerne mellem Maguire og Sarsgaard er i sig selv værd at se filmen for og vil formentlig blive bemærket i Oscar-sammenhæng.
Selvom filmen tager afsæt i, hvad der betragtes som den bedste skakturnering til dato, handler "Pawn Sacrifice - Sidste træk" påfaldende lidt om skak. Historiens fokus er tidens ånd og mennesket Bobby Fischer. Den rutinerede instruktør Edward Zwick (bl.a. "Blood Diamond" og "Glory") forsøger at forstærke det psykologiske portræt med et par flashbacks og et ligegyldigt sideplot om Fischers mor - hvilket slører hovedhistorien unødvendigt.
"Pawn Sacrifice - Sidste træk" er på flere niveauer en helt klassisk biopic. Fremragende bidrag fra Tobey Maguire og Peter Sarsgaard løfter en til tider ufokuseret historie, samtidig med at portrættet af tiden under den kolde krigs paranoia underbygger særligt Maguires Oscar-værdige præstation.
