Anmeldelse: Perfect Strangers

Vi lever i et teknologisk samfund, hvor mobiltelefonen er blevet en fast følgesvend og måske dén, der ved mest om os. Spørgsmålet er, om du ville være tryg ved at indvilge dine nærmeste i alle beskeder og samtaler, eller om mobilen bærer på for mange hemmeligheder. Ifølge Paolo Geneovese har vi alle tre liv – et offentligt, et privat og et hemmeligt. Det er den dynamik, der er omdrejningspunktet i hans seneste film, "Perfect Strangers".

I filmen mødes en gruppe gamle venner til en middag, hvor samtalen spores ind på mobiltelefoner. Vennerne bliver enige om, at de ikke har meget at skjule for hinanden, så de beslutter, at alle beskeder og opkalder, der kommer ind i løbet af middagen, skal læses/høres af alle. En uskyldig leg, der viser sig at medføre mere end bare sjov. 

På papiret er "Perfect Strangers" en meget simpel historie, der mere eller mindre udfolder sig på samme sted og udelukkende igennem dialog. Det er et dristigt forsøg, som mange andre filminstruktører har knækket halsen på. Den fejl, der oftest begås, er, at personerne og deres reaktioner virker for urealistiske, at dialogen er for unaturlig og kunstig, og at selve historien eller samtaleemnet simpelthen er for uinteressant. Denne fejl begår Geneovese heldigvis ikke. I stedet får den italienske instruktør noget så enkelt som mobiltelefoner ved et middagsselskab til at være fængslende dramatik.

Filmen kan betegnes som en dramakomedie – en svær kombination, som eksekveres med bravour i "Perfect Strangers". Humoren er ironisk og underspillet og fremstår i en perfekt symbiose med dramaet, der langsomt eskalerer og åbner op for alt fra parforhold til fordomme. Dialogen er velskrevet og fremført med stor overbevisning af et skuespillerensemble, hvor alle bidrager til at føre filmen op på det høje niveau.

Manuskriptet er ikke kun overlegent i form af den nuancerede dialog, men også gennem dets struktur og introduktion til de forskellige personer. De veludførte forvarsler i filmen, der løbende giver små hints til plottet, tilfører en ekstra dybde, da de ikke er gennemskuelige, men ej heller er for prætentiøse. Slutteligt bliver filmens hovedtema om det skjulte så fint og ukompliceret formidlet gennem en symbolsk måneformørkelse.

Grunden til at filmen ikke scorer fuld plade er dens brug af stemningsmusik og den lidt malplacerede slutning. Musikken fylder ikke meget, men i de intime følelsesladede scener bliver den for overdøvende kvalmende og påtaget. Slutningen går ikke helt i tråd med alt, hvad der er gået forud – hvilket er synd, da filmen ellers havde været noget nær perfekt. Dog er dette småting og bør ikke afholde nogen fra at se denne perle.