Anmeldelse: Pet Sematary
Mange garnbolde kastes op i luften, men giver ikke kattepote.
Udødelig eller ej, Stephen King forbliver toneangivende. Selvom den amerikanske forfatter er alsidig ud i genrer, må det omfattende gyserlitteratur-katalog siges at være omdrejningspunktet i en karriere, der – siden debuten i 60'erne – har kastet over 350 millioner solgte bøger af sig. Siden Brian De Palmas "Carrie" fra 1976 har filmatiseringer også været synonyme med den Maine-fødte King of Horror. Endda så populære, at der produceres genfortolkninger med jævne mellemrum. Såsom "Pet Sematary", der første gang så dagens lys i 1989 som "Ondskabens kirkegård" og nu er tilbage – tre årtier senere.
Doktor Louis Creed (Jason Clarke) og kernefamilie er rykket fra Chicago til naturskønne Maine. Springet fra storbyen er taget i forventning om at samle familien langt væk fra stress og jag – og et stort træhus i landlige omgivelser skaber indledningsvis de perfekte rammer for familien. Grundens 50 hektar store areal leder også op til et af områdets pejlemærker: en velbesøgt dyrekirkegård. Hyggen forsvinder dog, da familiens elskede Maine Coon-kat (no pun intended) begraves i et mystisk og knapt så besøgt område af kirkegården.
"Pet Sematary" er på papiret svær at filmatisere. Præmissen er i sig selv en kødfattig gyserfortælling om frygten for tab, hvor der i lange passager i den 36-årige roman vitterligt ikke sker meget på overfladen. Under overfladen lurer en snigende og subtil slowburner, båret af bagvedliggende okkultisme med et drys indianer-mytologi. Det underspillede gys fra bog til film vækkes dog ikke helt til live.
Tredive år efter første "Pet Sematary"-filmatisering lykkes det med en delvis vellykket versionering af én af Kings favoritter ud i egne litterære værker. Delvist da første halvdel fungerer som stemningsfuldt og vellykket 80'er-retrogys. Solide præstationer af Jason Clarke og urovækkende katte, der efterlader popcorn-publikummet på kanten af sædet. Anden halvdel tabes på skizofren vis ned i et sort hul. Overhældt med mudrede plothuller, trådt ned med manglende indre logik, druknet i jump scares og run n' chase horror-action.
Jeff Buhler omskriver "Pet Sematary"-forlægget overraskende kreativt og åbner vitterligt op for et oprigtigt uhyggeligt univers. Modsat filmatiseringen fra 1989 fanger Kevin Kölschs og Dennis Widmyers umiddelbart forfriskende nyfortolkning fra start en tungsindig atmosfære og ikke mindst lurende lovecraftian horror. Mange garnbolde kastes op i luften, men giver ikke kattepote. Til gengæld begraves de gode takter i ufrivillig komik, og da filmen så vitterligt knækker over særligt de sidste tyve minutter, føles det forspildte potentiale derfor dét mere frustrerende.
Undervejs går det grueligt galt med nyfortolkningen af "Pet Sematary". Selvom filmens tagline, Nogle gange er døden at foretrække, ikke gør sig helt gældende ved Kevin Kölschs og Dennis Widmyers filmatisering af én af Stephen Kings mest berømte romaner, hører det til sjældenhederne med et så markant kvalitetsmæssigt fald midtvejs i en ellers overraskende lovende gyser. Om hensigten er at ramme et ungt publikum, kan der gisnes om, mens fuldblods King-fans muligvis også vil hænge ved fra start til slut. Overordnet set udligner de to halvdele hinanden for at havne på en middelkarakter. Hvem ved – måske genoplives potentialet i en Director’s Cut-udgave.