Anmeldelse: Pigen med nålen

Dansk Oscar-håb drukner autenticiteten i visuelt imponerende seriemorderportræt.

I skyggerne af 1. verdenskrigs sult, sorg og splittelse trådte den københavnske seriemorderen Dagmar Overbye frem. Som uhyggeligt symbol på en verden, hvor fattigdom og moralsk forfald blødte som åbne sår. Denne dystre virkelighed danner bagtæppet for "Pigen med nålen". En dansk-svensk-polsk co-produktion, der havde verdenspremiere på Cannes sidste år og nu står som Danmarks Oscar-kandidat.

Selvom "Pigen med nålen" tager afsæt i Dagmar Overbyes grusomme handlinger, er hun ikke historiens hovedperson. Instruktør Magnus von Horn ("Sweat") vælger i stedet at lade fortællingen kredse om den unge fabriksarbejder Karoline (Vic Carmen Sonne) – en kvinde, vi møder på sit laveste, da hun er ved at blive smidt ud af sin lejlighed efter ikke at have betalt husleje i flere uger. Og hvor skal hun gå hen?

Vi befinder os i de sidste dage af 1. verdenskrig. Karolines mand (Besir Zeciri) drog i krig, og hun ikke har hørt fra ham længe. Hendes lykke ser ud til at vende, da hun indleder en affære med sin chef, Jørgen (Joachim Fjelstrup), som kan give hende et liv i overflod. Han forlader hende, da hans velhavende, kontrollerende mor (Benedikte Hansen) truer med at afskære ham økonomisk, hvis de gifter sig. Karoline ender tilbage på gaden. Nu gravid og mere alene end nogensinde. Den alvorlige situation får Karoline til at forsøge at abortere sit eget barn med en nål. Herfra udvikler fortællingen mere foruroligende.

På skuespilsiden leverer Vic Carmen Sonne en nuanceret, frygtløs præstation, og Trine Dyrholm formår at matche hende med sin udfordrende intensitet i rollen som Dagmar Overbye. Desværre formår de stærke præstationer ikke at kompensere for filmens narrative svagheder. Karaktererne mangler tydelige mål, og deres relationer forbliver uforklarligt flade. Der er glimt af potentiale i filmens absurditet, men som helhed føles det som tre forskellige fortællinger presset ind i én, hvilket gør filmen fragmenteret og klaustrofobisk uden et reelt payoff.

På det tekniske plan er "Pigen med nålen" forrygende. Filmfotograf Michał Dymek leverer smukke og visuelt forførende billeder. Filmen trækker samtidig på Weimar-periodens filmiske æstetik med mørke kontraster og sort-hvid billedside, som skaber en stemning af dyster tidløshed. De krystalklare moderne og polerede billeder skaber dog en distance til den historiske periode, filmen forsøger at skildre.

"Pigen med nålen" tilfører Dagmar Overbye en menneskelig dimension, men det sker på en måde, der efterlader en ubehagelig smag i munden. Dette forværres af brugen af visuelle gimmicks som mælkesprøjtende bryster, der føles mere som en unødvendig provokation – en light-udgave af Quentin Tarantinos fodfetish – end som et meningsfuldt bidrag til fortællingen. Mens udenlandske seere måske vil finde det vovet, er det danske publikum hærdet af film som Lars von Triers "Idioterne" (1998) og 70’ernes sengekantsfilm, hvad angår eksponeringen af pik og patter. Den påtrængende arthouse-pornografi drukner filmens stærkere øjeblikke. I forsøget på at være artsy falder det til jorden og tvinger filmen over i noget, den ikke rigtig er. Absurditeten gør ikke filmen mere sensationel. Nok snarere mere ensformig, end den behøver.

Særligt slående, er, at bi-karaktererne er så velfortalte, at de bliver mere interessante at følge frem for vores hovedkarakter, der mest af alt forbliver en observant i det store billede. Sidehistorien om Karolines mand, der vender såret hjem fra krigen og ender i et freakshow, trækker filmen ud i et dystert og drømmende David Lynch-univers, som en indirekte hyldest til "Elefantmanden" (1980) og især Tod Brownings kultklassiker "Freaks" (1932). Desværre får dette univers kun få øjeblikke på skærmen. Som et nøglehul, vi kun lige får lov at kigge ind ad. Det efterlader en følelse af uforløst potentiale.

Filmens univers lider af et markant fravær af København. Kulisserne, der mere minder om en østeuropæisk forstad, mangler den autenticitet, der kunne forankre fortællingens tid og sted. Selv en tarvelig VFX-skyline uden spir og tårne i byens silhuet formår ikke at sælge illusionen. Havde man bare dubbet filmen på polsk, havde det givet langt mere tyngde. Fortællingen forbliver én lang seance af elendigheder uden håb. Filmen flirter med Søren Kierkegaards idé om troens spring – den eksistentielle handling, hvor der brydes med det rationelle for at finde mening i troen. Efter to timers dvælen ved meningsløshedens lidelse og elendighed fremstår springet mere som en vag undskyldning for at afslutte fortællingen prompte, uden den tyngde, der kunne have gjort filmen mindeværdig.

Magnus von Horns seriemorderfilm er en modig og visuelt forførende film, der fortjener at blive oplevet på det store lærred, hvor de tekniske kvaliteter virkelig kommer til deres ret. Men "Pigen med nålen" vil jeg ikke ligefrem vende tilbage til. For bag den dragende overflade gemmer sig en film, der lover mere, end den leverer. Den fascinerer i øjeblikket, men falmer hurtigt i erindringen. Lidt som et tvivlsomt engangsknald, hvor det nok bare er bedst at tage det som en oplevelse og bagefter være glad for, at det ikke blev til mere.

"Pigen med nålen" har dansk biografpremiere 23 januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.

Pigen med nålen

Kommentarer

Pigen med nålen

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen