Anmeldelse: Pjuske flyver fra reden

Trods fin animation skratter det med karakterer og fortællingens fantasi.

Det er med at spærre øjnene op, når der udkommer skandinaviske animationsfilms, som oftest kommer fra en hel anden verden end den forretning, vores mægtige mus hos Disney driver. Vor egen Anders "Anden" Matthesen er aktuel med billetslugeren "Ternet Ninja", mens norsk animationsfilm for evigt har cementeret sin status med legendariske "Bjergkøbing Grandprix". Nu er det Islands tur til at byde ind i animationspuljen med "Pjuske flyver fra reden", og det har resulteret i en film, der bruger skandinavisk særegenhed, men mangler fortælleevne.

Da Pjuske og fugleflokkens andre nyfødte unger udklækker, begynder forældrene straks at oplære børnene i at flyve. Det kræver nemlig luft under vingerne, når turen snart går sydpå mod Paradisdalen, før den iskolde vinter rammer. Men ude i horisonten lurer den stygge ørn Skygge, som jagter føde blandt flokken, og så er det med at undslippe i en fart. Pjuske døjer desværre med at mestre flyvekundskabens ædle teknikker, og efter et drabeligt angreb fra Skygge bliver Pjuskes familie nødt til at flygte – uden Pjuske selv! Det betyder, at Pjuske må rejse mod dalen alene, mens turen over de islandske fjelde byder på mange farer.

Med en flyvetur mod store eventyr lægger "Pjuske flyver fra reden" sig lunt i luften som klassisk børnefilm, der flyver lige i målgruppens øjenhøjde. Islandske Árni Ásgeirsson og resten af produktionsholdet hos Saga Film slipper helskindet igennem deres første fuldlængdes animationsfilm, der både har en tilforladelig uskyld og mere kantet alvor til forældrene. Især den fine animation, der gør flittigt brug af plyssede karakterdesign og store øjne, viser fin tekstur. Selvom det ikke fremstår lige elegant i alle scener, kan animatorerne godt klappe sig selv på skuldrene.

Trods fin animation skratter det ellers med karakterer og fortællingens fantasi i "Pjuske flyver fra reden". Først og fremmest er det en kende uambitiøst at kalde sin skurk for Skygge og en venlig mus, som Pjuske møder på sin rejse, for ja, Musse. Hvis fantasien ikke rækker længere, er der et grundlæggende problem, og det står da også tydeligt, at den islandske produktion har svært ved at finde sin egen stemme. Der er blevet kigget lige rigeligt mod den almægtige storebror Disney, og det er umuligt ikke at lede tankerne hen mod klassikere som "Løvernes konge" eller "Bjørnebrødre". Hvad end det er, når Pjuskes far deler visdomsord som en anden Mufasa, eller når nordlyset symbolsk agerer vejviser.

I virkeligheden er det faktisk især den danske oversættelse, som ender med at holde "Pjuske flyver fra reden" fra at blive for højtflyvende. Udover de fantasiløse karakterer halter det nemlig også med de danske stemmer. Danmark har ellers et særdeles godt ry for at levere god dubbing, som især netop Disney og lillebror Pixar har nydt godt af. Det samme kan ikke siges i dette tilfælde. Stemmeskuespil er en kunst i sig selv, og det mærkes, når helt unge talenter endnu ikke har rutinen. Heriblandt stemmen til Pjuske, der har svært ved at ramme de mest dramatiske tangenter. Og når først hovedkarakteren halter i indlevelsen, bliver det ikke lettere at overbevise, når altid gode Torben Sekov modsat går fuld Shakespeare som Skygge.

Fin animation og nuttede karakterer gør, at "Pjuske flyver fra reden" lige nøjagtigt rent faktisk får lettet fra reden. Desværre halter det i fortælleevnen og den store fantasi, der flere gange reduceres til en billig Disney-kopi. Det er ikke sikkert, at Pjuske får lov til at flyve igen, men som skandinavisk animation kan den godt være bekendt at have fløjet fra tegnebrættet.

Pjuske flyver fra reden