Anmeldelse: Point Break (3D Blu-ray)

Lad mig sige det med det samme: Jeg har intet tilhørsforhold til den oprindelige "Point Break" fra 1991. Nogle betragter Kathryn Bigelows actionfilm som en af genrens hovedværker, men jeg husker ærlig talt kun én scene, hvor Keanu Reeves skyder mod himlen og samtidig skråler sin hals itu, fordi scenen blev parodieret i Edgar Wrights herlige actionkomedie "Hot Fuzz" fra 2007. Derfor anså jeg det bestemt ikke som helligbrøde, at man søsatte en genindspilning af "Point Break". Især fordi filmens centrale præmis (en ung undercoveragent infiltrerer en forbryderbande og udvikler Stockholm-syndrom) ikke er voldsomt original i sig selv.

Og hey... det var trods alt også den opskrift, der gav os den fornøjelige "The Fast and the Furious"-føljeton! Den splinternye "Point Break" vil dog næppe fostre en lang række fortsættelser – ikke blot fordi filmen floppede finansielt og blev revset af de fleste kritikere, men også fordi der simpelthen er så lidt kød på denne banale skrøne om bøller og betjente, at en fortsættelse næppe kan grille videre på de få, forkullede rester.

Det lyder måske som en sønderlemmende kritik, men faktisk var jeg relativt godt underholdt. Filmen bugner af vanvittigt flotte billeder – endda flere af de smukkeste, jeg har set i årevis – som forkæler øjnene i en sådan grad, at man indimellem glemmer, at ens ører samtidigt pines med rærlige replikker. Og skuespillernes karisma og kemien imellem dem er lige nøjagtigt så stærk, at man ofte velvilligt ser gennem fingre med flere åbenlyse "plottwists", endimensionale karakterer og ufrivillig komik på højt plan (eller bør det hedde "på lavt plan"?). Hvis du kan holde masken, når den førnævnte "skyd og skrål mod himlen"-scene atter gentages, så fortjener du stående applaus!

Den relativt ukendte australier Luke Bracey spiller Reeves' gamle rolle: politibetjenten Johnny Utah (kunne man dog ikke have givet karakteren et nyt navn, der var mindre fjollet?), som i sine yngre dage var en dumdristig YouTube-stjerne med vilde stunts som levebrød. I en tidlig scene mister Utah sin bedste ven under et hasarderet motorcykelræs. Efterfølgende går Utah ned i gear, og flere år senere er han en stjerneelev på FBI's skolebænk – vi får dog aldrig at vide, hvorfor en umiddelbart ubegavet vovehals pludseligt udvikler intellektet til at brillere hos FBI, eller hvordan dælen Utahs tærende trang til at fange forbrydere er opstået. Kausalitet og logik ligger tydeligvis ikke højt på dagsordenen hos manuskriptforfatter Kurt Wimmer.

Utahs første mission er at infiltrere en bande af kriminelle ekstremsportsudøvere anført af den slagkraftige Bodhi (Edgar Ramírez), som i 1991 blev spillet af en veloplagt Patrick Swayze. Ramírez er bestemt også veloplagt, og er du vimmer, hvor får han Wimmers ævl til at klinge godt. Ligesom Utah falder man for Bodhis enorme charme, og det er lige før, man tilmed køber slynglens manipulerende, Robin Hood-agtige retorik. Sammen slår Ramírez og Bracey masser af gnister foran kameraet, og actionsekvenserne er enormt virkelighedstro, veludførte og (undtagen mod slutningen) lykkeligvis blottede for ringe computergrafik. Men hvorom alting er... når filmen er slut, er det altså svært ikke at sidde og fundere: "what was the point?"

BILLEDE & LYD

Ganske vist havde jeg ikke vanvittigt høje forventninger til "Point Break", men efter at have set filmens trailer glædede jeg mig trods alt til at se actionsekvenserne i 3D. Jeg har altid været en stor fortaler for 3D i hjemmebiografen, og tanken om at se faldskærmsudspring, kæmpebølger og mægtige motorcykelstunts i 3D fik min indre drengerøv til at trippe forventningsfuldt. Men desværre må jeg konstatere, at "Point Break" er den absolut værste 3D-udgivelse, jeg nogensinde har haft i min afspiller – og jeg har vel at mærke gennemset godt 100 af slagsen i årenes løb.

Transferet mindede mig straks om de "kunstige" 3D-billedsider, der har oversvømmet det tyske hjemmevideomarked, hvor billedsiderne slet ikke er 3D-optimerede, men hvor man blot har taget 2D-billedsider og hurtigt kørt dem igennem noget 3D-software, som har "gættet sig til", hvordan dybden bør fungere – ligesom når man indstiller ens tv til selv at konvertere et 2D-signal til et 3D-signal. Det ser aldrig kønt ud, og det gør "Point Break" heller ikke. Dybden er helt hen i vejret, forgrunden og baggrunden smelter hyppigt sammen, og relativt hurtigt skiftede jeg simpelthen over til 2D-billedsiden for at undgå øjenbetændelse og migræne. Den amerikanske 3D-skive har dog fået gode anmeldelser online, så jeg forestiller mig, at det kun er den nordiske udgivelse, som er... "problematisk". Øv.

Til gengæld er 2D-transferet ganske hæderligt. Billedsiden er knivskarp, og detaljerigdommen er enorm. Farverne er enormt mættede og ikke vanvittigt virkelighedstro, men eftersom filmen i sig selv er vanvittigt overgearet, giver det god mening, at farvepaletten også er det. Kontrasten er fornem, og jeg bemærkede ingen støj eller glorier. En lille smule banding forekommer dog i undervandsscenerne. DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er desuden udmærket. Lavinerne, eksplosionerne og oceanets kæmpebølger tvinger subwooferen på overarbejde, og alle lydeffekter og replikker kommer klokkeklart igennem – det er dog indimellem forunderligt tydeligt, hvornår replikkerne er eftersynkroniserede. Baghøjtalerne måtte også gerne have deltaget lidt mere i løjerne.

EKSTRAMATERIALE

Her er absolut intet ekstramateriale. Derfor er det selvfølgelig slet ikke optimalt, at udgivelsens umiddelbart største salgsargument, 3D-billedsiden, er decideret defekt. Selvom jeg ikke ligefrem var ellevild med filmen, ville jeg faktisk gerne have hørt mere om, hvordan de sensationelle stunts blev udført. Suk.