Anmeldelse: Portræt af en kvinde i flammer
Subtil skildring af feminine skæbner og en brændende kærlighed, der gør blind.
Instruktør Céline Sciamma vandt fortjent prisen for bedste manuskript i Cannes sidste år for dette kærligheds- og periodedrama. På overfladen kan det måske virke som en tilknappet fransk opvisning i kvinder og snøreliv, men snart viser filmen sig at være et flammende feministisk kampskrift og et ærligt rørende skæbneportræt.
Vi befinder os i slutningen af 1700-tallet. Maleren Marianne (Noémie Merlant fra det oversete radikaliseringsdrama "Heaven Will Wait") får til opgave at portrættere den unge Héloïse (Adèle Haenel fra Dardenne-brødrenes "Kvinde, ukendt"). Man har før forgæves forsøgt at male Héloïses portræt, som skal stadfæste hendes giftermål med en milanesisk rigmand, men hun har gjort alt for at sabotere det. Marianne bliver bedt om at agere anstandsdame og i smug male portrættet, men det går hverken værre eller bedre, end at hun selvfølgelig forelsker sig i Héloïse. Tiltrækningen viser sig at være gensidig, men der er virkelig tale om uudsagt kærlighed og hemmelighedskræmmeri (for ikke at tale om hårdnakket benægtelse) af mest selvpineriske skuffe. Og tidens tendenser taget i betragtning, så er det selvfølgelig også et uløseligt tabu, der ikke borger for en lykkelig slutning for de to elskende.
Céline Sciamma markerer sig i sin fjerde spillefilm som rasende markant stemme i fransk film. Hun har altid kredset om kvindelige skæbner i sine film. Både med "Tomboy" om en pige, der ser sig selv som en dreng, eller i "Girlhood" om teenagetøser i Frankrigs forstæder. Med sin seneste film er instruktøren også ude i et feminint ærinde. "Portræt af en kvinde i flammer" er lige dele lavmælt kostumedrama og feministisk kampskrift.
Filmens lettere fodslæbende start sætter tålmodigheden på prøve. Selvfølgelig skal det hele ikke være fuld fart over feltet, men parringen af historisk drama og fransk forkærlighed for den langsomme fortælling kan godt spænde ben for engagementet. Heldigvis kommer "Portræt af en kvinde i flammer" snart til sin ret. Især i anden halvdel, hvor de to elskende efterhånden nærmer sig hinanden. De danner en slags hemmelig treenighed med Héloïses tjenestepige – en fælles søstersolidaritet, der nærmest udmønter sig i ren girl power, mens familiens overhoved er bortrejst. Der bliver danset, diskuteret, begæret, læst digte og udvekslet erfaringer. Her opnår de alle tre et opløftende helle fra en hverdag, hvor kvinder ellers er reduceret til ren staffage. Sciamma formår på eleganteste vis at ping-ponge mellem kærlighedshistorien og den kvindelige empowerment. De to ting væver sig på mest sømløse vis ind og ud mellem hinanden.
Skildring af fordums kvinderoller er højrelevant med stadige efterdønninger den dag i dag. Samtidig er det en forbudt og sensuel kærlighedshistorie i stil med "Brokeback Mountain", "Brief Encounter" eller "Call Me by Your Name". De to hovedrolleskuespillere hiver i høj grad det på overfladen bornerte kostumedrama i land og formår at gøre den lesbiske kærlighedshistorie universel – ikke ulig landskvinderne i "Adèles liv". Og så er det befriende at se Valeria Golino, nok mest kendt fra "Rain Man" og "Hot Shots"-filmene, i en markant rolle som den aldrende matriark og tungen på vægtskålen i forhold til Héloïses skæbne.
"Portræt af en kvinde i flammer" udmærker sig ved sit fravær af både underlægningsmusik og markante mandlige karakterer. Men det, som er filmens største styrke, er dens nære og ærlige kvindefokus fra en tid, hvor den slags var fuldstændig overset og underkendt. En subtil skildring af feminine skæbner og en brændende kærlighed, der gør blind – også i forhold til køn og konventioner.