Anmeldelse: Prey (Disney+)

Klassikeren fra 1987 kan aldrig overgås, men "Prey" giver "Predator" kamp til stregen.

Det er efterhånden 35 år siden, at John McTiernan introducerede biografpublikummet for predator-væsenet i Arnold Schwarzenegger-klassikeren af samme navn. Siden da har Hollywood forsøgt sig med fire fortsættelser og to spin-offs, der ikke har været i nærheden af den første films høje kvalitet. Nu har Dan Trachtenberg ("10 Cloverfield Lane") meldt sig på banen med forløberen "Prey", der nu er ude på Disney+. Og selvom niveauet fra Schwarzeneggers kronede dage nok aldrig nås igen i denne franchise, så er denne prequel-fortsættelse nok det tætteste, vi nogensinde kommer!

I 1719 møder vi comanche-kvinden Naru (Amber Midthunder). Hun er en trænet healer, der drømmer om at blive jæger ligesom sin bror, Taabe (Dakota Beavers). Men trods gåpåmod og anseelige evner har hun lidt vej endnu for at opnå den hæderkronede position, der primært udfyldes af stammens mænd. Men da hun en dag kommer på sporet af et mystisk væsen, der viser sig at være en predator, bliver hun for alvor sat på prøve. For hvem er i sidste ende den stærkeste jæger?

Det første kloge træk, "Prey" laver, er at skrue tiden tilbage til det 18. århundrede, hvor Naru tvinges til at være kreativ grundet fraværet af moderne våben og teknologi – især når hun sættes op mod et rumvæsen, hvis arsenal er lysår foran vores heltindes ditto (i tråd med 1987-udgaven). Her er der ingen maskingevær til at pløkke junglen i stykker med. Næste træk er predatoren selv. I filmens første halvdel optræder rumvæsnet kun sjældent, mens der hentydes til jægerens styrke og arsenal. Hvilket kun gør det endnu mere virkningsfuldt, når monsteret endelig går amok og jager sit bytte. Som Schwarzenegger sagde det bedst, så er monsteret stadig en ugly motherfucker.

Brugen af monstret og opbygning af suspense kommer især til udtryk i filmens actionscener. De er effektive, brutale og intense, og de gør plads til kreative dødsfald og gennemarbejdet koreografi. En scene i en udbrændt skov står som en af de bedste actionscener i 2022, der både er legesyg, blodig og en anelse frygtindgydende. Trachtenberg har lavet den suverænt bedste "Predator"-film siden 1987, og "Prey" bliver endvidere løftet af Jeff Cutters fotografering og Sarah Schachner effektive musik – hvilket gør det kriminelt, at "Prey" ikke udkom i biografen.

Den blodige jagt bliver dog også hjulpet godt på vej af historien. Fortællingen er ikke just original, men Naru er let at holde af, hvilket især skyldes Amber Midthunders optræden. Hun er god som en badass, en alt for ivrig jæger, og alligevel en kløgtig og følsom person. Alle disse elementer gør, at filmens fejl kan tilgives. Såsom når logikken mangler og CGI'en til tider skuffer – netop predatorens camouflage ser glimtvis falsk ud.

Disse minusser spænder desværre ben for en topkarakter. Men tag ikke fejl: "Prey" er som sagt den bedste "Predator"- fortsættelse hidtil. Actionsekvenserne er underholdende og mindeværdige, musikken og billedsiden er i top, og den simple, men effektiv historie og Amber Midthunders skuespil tager kegler. Med blot sin anden spillefilm viser Dan Trachtenberg, at han besidder talent, mens han puster uventet liv i "Predator"-franchisen. 1987-klassikeren kan nok aldrig overgås, men "Prey" giver den kamp til stregen.