Anmeldelse: Psykosia

Marie Grahtø Sørensens "Psykosia" er formentlig glemt det øjeblik, man træder ud af biografsalen.

Den Super16-uddannede instruktør Marie Grahtø Sørensen forsøger med sin spillefilmsdebut at være rørende, realistisk og uhyggelig. Desværre ender "Psykosia" som en uinteressant og ufokuseret fortælling, der ikke er nogen af delene.

Viktoria (Lisa Carlehed), der forsker i selvmord, ansættes af Dr. Klein (Trine Dyrholm) på en psykiatrisk afdeling, hvor førstnævnte får til opgave at behandle den unge, suicidale og grænsesøgende Jenny (Victoria Carmen Sonne). Gennem samtaler om både liv og død opbygger de to kvinder et nært forhold. Jo tættere de kommer på hinanden, des tydeligere bliver det, at intet er, som det ser ud til at være.

På papiret er der lagt i ovnen til en film, der har opskriften til at være overraskende og skræmmende realistisk. Desværre rodes det hele sammen. I forsøget på at være realistisk forsvinder uhyggen, og når uhyggen tager over, er realismen ikke-eksisterende. Heller ikke tunge emner som selvmord, erotik og venskab gøres der synderligt meget ud af. "Psykosia" har en masse på hjerte. Men i forsøget på at ramme bredt ender den med ikke at ramme overhovedet. Instruktør Grahtø springer umotiveret rundt mellem de mange temaer og strejfer dem kun kort, så de aldrig sætter sig fast.

Én af dansk films største skuespillerinder, Trine Dyrholm, ses i sin karrieres måske kedeligste rolle. Det er dog ikke hendes skyld, men skyldes en på papiret ualmindelig kedelig karakter, som ikke engang dygtige Dyrholm formår at gøre spændende. Victoria Carmen Sonne, der tidligere på året vandt Bodilprisen for sin birolle i dramaet "Holiday", leverer til tider stærkt skuespil, hvor der gives alt for puste liv og sjæl i psykotiske Jenny. Desværre er manuskriptet imod den unge skuespillerinde, som efterlades uden chance for at skabe en bare nogenlunde interessant personage. Samme problem står svenske Lisa Carlehed overfor, og det ellers talentfulde trekløver ender som en knastør stueplante, der aldrig folder sig ud.

Én ting er skuespillerinderne. Noget andet er, at "Psykosia" er fyldt med symbolske og overdramatiske scener og intense close-ups uden anden effekt end at dække over den svage historie. Derudover proppes moralerne ned i halsen, så det nærmest bliver kvalmende, og flere af instruktørens valg virker umotiverede i den overordnede fortælling. Alt dette understreges af den idéforladte udførelse ud i kameraføring, billeder og klipning. Der bydes ikke på noget som helst kreativt, og der bidrages derfor kun til filmens mange klichéer og manglende evne til at komme ind under huden på sit publikum.

Marie Grahtø Sørensens "Psykosia" er formentlig glemt det øjeblik, man træder ud af biografsalen. Det sindssvage manuskript efterlader ikke noget som helst til eftertanke, mens de vanvittigt klichéfyldte moraler skæres ud i pap via symboler, billeder og kluntet dialog, som blev der talt til en femårig.