Anmeldelse: Quislings sidste dage
Endnu et mørkt kapitel i norsk historie vækkes til live af "Utøya 22. juli"-instruktør.
Historier fra 2. verdenskrig går aldrig af mode. Det er nærmest en standard i ethvert lands filmindustri, at der skal produceres mindst én film om året om emnet. Af nyere tid kan nævnes Jonathan Glazers Oscar-vindende "The Zone of Interest" og den fremragende tyske thriller "Flugten fra Østtyskland". Erik Poppes film om den tidligere norske ministerpræsident går den historiske vej og leverer et portræt af et mørkt menneske, der alligevel rammer på visse punkter.
Vi befinder os i maj 1945 i Oslo. Norge er befriet fra den tyske besættelse. Landets ministerpræsident Vidkun Quisling bliver arresteret, da ingen var i tvivl om, at manden er nazistsympatisør. Han stilles for en domstol og dømt til døden. Dog vil der gå et par måneder, før det skal finde sted. I fængslet møder Vidkun den unge præst Peder Olsen, som den dømte kan komme af med sine skyldfølelser til, hvis han dog har nogle.
Den norske instruktør Erik Poppe har aldrig været bange for at dykke ned i den mørkere norske historie og giver et råt og usødet indblik i historiens vingesus. Hans mest kendte film i Danmark er formentlig "Kongens valg" med vores egen Jesper Christensen i hovedrollen, og senest kunne man se den flotte genfortolkning af "Udvandrerne". Men imellem de to film lavede Poppe nok den mest rystende norske film i nyere tid, "Utøya 22. juli", en hårdtslående skildring af Anders Breiviks massakre på den norske ø, hvor 69 mennesker blev dræbt. Poppe er en stærk stemme i norsk film, og historien om Quisling er ingen undtagelse.
Tidsskildringen er fremragende, og kameraarbejdet upåklageligt. Man er slet ikke i tvivl om, at vi befinder os i Norge i slutningen af 1940’erne. Men i bund og grund er filmen et kammerspil mellem to mennesker i en fængselscelle. Der er interessante konfrontationer for Quisling i løbet af filmen, som han bliver stillet til ansvar for. Men filmens primære fokus er samtalerne mellem den dømte minister og den unge præst. Det er også her, filmens største problem ligger.
Der er intet galt med skuespillet. Anders Danielsen Lie spiller sårbart og rørende som Peder Olsen. Han gennemgår en interessant udvikling i løbet af historien, som gør ham til en mere tredimensionel karakter. Filmens klare stjerne er Gard B. Eidsvold som Vidkun Quisling. Han leverer en prisværdig præstation. Det er svært at få sympati med en nazisympatisør, men det er heller ikke filmens fokus.
Alligevel kan man ikke undgå at komme ind under huden på Vidkun Quisling. Og det er takket være Eidsvolds spil. Hans rynkede ansigt og kropssprog fortæller nærmest en hel historie i sig selv. Det er flot skuespil, og især de stille passager er både intense og rørende på sin egen måde.
Det største problem i filmen er, at samtalerne mellem de to skuespillere desværre aldrig bliver interessante nok til at skabe en spændende fortælling. Hvis man er interesseret i norsk historie, vil man nok kunne finde spændende anekdoter. Men selvom manuskriptet er baseret på den virkelige Peder Olsens notater, er der ikke substans nok til en fængende fortælling. Filmen vil gerne være autentisk, men den bliver også tung og på sigt uinteressant. Hvis den var skåret ned med 30 minutter, havde historien været det mere intens. Dog skal det siges, at de sidste ti minutter slår et stærkt punktum.
"Quislings sidste dage" er en velproduceret 2. verdenskrigshistorie, der mere er et kammerspil end en episk fortælling. Dog fortæller skuespiller Gard B. Eidsvold en episk fortælling med sit kropssprog og ansigtsudtryk. Han er perfekt castet, og hans samspil med Anders Danielsen Lie er godt. Desværre mangler manuskriptet en skarpere pen, og det bliver en smule uinteressant i længden. Men slutningen slår hårdt, og hvis man har interesse i norsk historie, er den bestemt en biograftur værd.
"Quislings sidste dage" har dansk biografpremiere 14. november. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.