Anmeldelse: Radical – en klasse for sig
"Døde poeters klub" på spansk er blandt årets bedste og vigtigste film.
I en tid, hvor rækken af danske uddannelsesinstitutioner på bekymrende vis står over for reformer og nedlukninger, synes det oplagt at igen tage lærergerningens rolle under revision. Ikke som skydeskive, men som den positivt afgørende lærer, der kan få en betydningsfuld rolle for børns udvikling og videre færd i livet. I sig selv en banal betragtning, der også bør være åbenlys for magthaverne. "Radical – en klasse for sig" lander derfor i et politisk klima, hvor den mexicanske film må anses som obligatorisk pensum.
I den lille mexicanske grænseby Matamoros er den lokale folkeskole blandt landets allerværste. En idealistisk lærer tager dog udfordringen op. Sergio Juárez Correa (Eugenio Derbez) mener, at hans radikalt inddragende måde at undervise på kan skabe interesse og nysgerrighed hos eleverne. I en by præget af vold, inkompetence og korruption viser det sig at være mere end udfordrende.
Fortællingen om Sergio Juárez Correa og Matamoros er ganske vist en solstrålehistorie, men ikke desto mindre er den sandfærdig. Baseret på Joshua Davis’ WIRED-artikel, "A Radical Way of Unleashing a Generation of Geniuses", lykkedes det rent faktisk for den optimistiske lærer at løfte sin klasses faglige niveau markant. Ganske enkelt ved at bygge undervisningen op om motivation, leg og relationsdannelse.
Hvis det lyder som en mexicansk version af "Døde poeters klub" med et snas socialt bevidst "Half Nelson", indfanges grundessensen i "Radical – en klasse for sig". Instruktør og manuskriptforfatter Christopher Zalla skruer såmænd også op for samme patos, der gjorde Peter Weirs film med Robin Williams som rebelsk lærer så utroligt rørende.
Balancegangen mellem det gode budskab og opfordringen til læring i øjenhøjde frigør det sentimentale som et billigt Hollywood-trick. I stedet fungerer grebet som et følelsesmæssigt pondus, der kalder på forandring i udlevelsen af børns iboende potentiale og læreres daglige kamp for at lede elever på rette kurs i systemer, der ser regneark og ikke hele mennesker.
Bag om den sande beretning fra det mexicanske slum ligger en sydende kritik af forfejlede undervisningsstrukturer og misforståede reformer. Naturligvis kan der ikke trækkes en direkte linje mellem Matamoros og Danmarks skolevæsen. Alligevel er det umuligt ikke at spejle ti års forfejlet New Public Management omsat som den danske folkeskolereform i Christopher Zallas fortælling.
Eugenio Derbez er et fund i rollen som den menneskelige og energiske skolelærer, der vender bøtten og tager kampen op mod lokalsamfundets korruption og skolens snyd, der igen ikke tager elevernes parti. Den socio-økonomiske dimension fortælles primært gennem tre af klassens ludfattige børn, som alle slås med deres problemer uden for skolen. Overlappende som plotmekanismer understøtter de de overordnede temaer og rå portrætter af mennesker i bunden af samfundet. Fortællingerne fra Matamoros kædes sammen med stort overskud som kortlægning af menneskelige mekanismer under jammerlige vilkår. Men også, hvor stor en forskel bare én inspirationskilde kan gøre for børns spring ud i livet.
"Radical – en klasse for sig" er en rørende fortælling om livet på samfundets bund, samt et humanistisk vidnesbyrd om vigtigheden af rollemodeller og nødvendigheden af inspiration. Måske rammer filmen et blødt punkt, hvis man selv har haft en lærer afgørende tæt inde på livet og derfor genkender de mekanismer, som Christopher Zalla så fornemt portrætterer. Det har jeg, derfor sniger filmen sig op på en topkarakter.
"Radical – en klasse for sig" har dansk biografpremiere 31. oktober.