Anmeldelse: Reminiscence

"Reminiscence" er ikke en dårlig film, men en frustrerende oplevelse.

Lisa Joy har længe arbejdet med serier, hvor hun blandt andet har skrevet afsnit til "Burn Notice" og "Pushing Daisies". Hendes mest kendte bedrift er dog HBO-serien "Westworld", skabt sammen med husbonden Jonathan Nolan. Nu har Joy valgt at prøve noget nyt og står nu klar med sin debut som spillefilmsinstruktør med "Reminiscence".

I en nær fremtid har klimaforandringer fået vandstanden til at stige i sådan en grad, at flere storbyer er oversvømmet, mens ekstreme dagstemperaturer har fået folk til at leve om natten. Her møder vi Nick (Hugh Jackman), der sammen med Watts (Thandiwe Newton) tjener penge på at lade folk genleve deres minder. En dag dukker kvinden Mae (Rebecca Ferguson) op, som Nick forelsker sig i. Da hun pludselig forsvinder, begynder han at lede efter hende. Undervejs opdager han, at Mae ikke var den, han troede, hun var.

Universet i "Reminiscence" er interessant. Til tider er det en smuk film, selvom æstetikken nogle gange minder lidt for meget om "Westworld". Selve årsagen til, at Nick og Watts lever af folks minder, er tankevækkende i en klimakrise-tid, hvor folk ikke har noget godt at se frem til og derfor søger trøst i gamle minder. Lisa Joy er ambitiøs og præsenterer idéerne dragende og eftertænksomt.

Desværre falder de interessante aspekter i baggrunden, og publikum må tage til takke med et kedeligt mysterie. Ligesom i anden sæson af "Westworld" gør Joy alt for, at plottet ikke gennemskues, hvilket resulterer i alt for mange plot twists, der kun eksisterer for at gå imod publikums forventninger. Det hjælper heller ikke, at "Reminiscence" ofte hopper fra A til C uden et B-stykke. I sidste ende burde det have været en tv-serie med plads til at udforske verdenen og uddybe mysteriet. Spilletiden på 116 minutter er alt for begrænset til at rumme ambitionerne, og resultatet er, at elementerne kvæler hinanden. Og selvom hun ihærdigt prøver at kopiere "leg med virkeligheden"-stilen, er Lisa Joy ingen Christopher Nolan.

Det er frustrerende, da "Reminiscence" har hjertet på det rette sted. Især med et veloplagt cast, der gør deres bedste. Alle som én er gode i deres roller, men især Hugh Jackman viser sit værd. Han er overbevisende som en forelsket mand i vildrede, og australieren ved, hvordan der skal spilles på de store følelser. Han havde fortjent et bedre og mere fokuseret manuskript.

"Reminiscence" er ikke en dårlig film, men en frustrerende oplevelse. Ingen tvivl om, at Lisa Joy har mange spændende idéer, men den rutinerede serieskaber vil mere, end hvad spillefilmsformatet tillader. De færreste starter på toppen, og forhåbentligt tager Joy ved lære af erfaringen. De rigtige byggesten er til stede, bragt til live med flotte billeder og den helt rette skuespillerbesætning. Men mere fokus på sit ærinde – frem for at søge at overraske for overraskelsens skyld – er at foretrække. Det er altid ærgerligt at se gode idéer og en vision gå til spilde.

Reminiscence

Kommentarer

Reminiscence

  • ★★★★0

    Den ligner også et opkog af Inception. Så endda en plakat af filmen som mindede meget om Inception. Men tror alligevel jeg ser den hjemme på et tidspunkt. 

    Babo 2-09-21 16:55

  • 1

    Den ligner også et opkog af Inception. Så endda en plakat af filmen som mindede meget om Inception. Men tror alligevel jeg ser den hjemme på et tidspunkt. 

    Den minder så på ingen måder om Inception. Teknologien i denne film er at man kan genskabe gamle minder, ikke at man kan trænge ind i andres drømme som i Inception. Og ja, så er historien en helt anden. Fik ikke en eneste tanke om Inception undervejs.

    Nagash 2-09-21 21:17

  • ★★★★0

    Den blev solgt på som en film, der gav Inception vibes. Du kan bare tjekke lidt online. Se også filmens plakat med Jackman mellem to bygninger i vand og pistol i hånden. Har ikke set filmen og selvom plottet ikke er 100% identisk, kan den stadig minde om en anden film. 

    Babo 2-09-21 21:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen