Anmeldelse: Renfield
Nicolas Cage giver nyt liv til Dracula i stilforvirret - og blodfattig - splatterfest.
Bela Lugosi, Christopher Lee, Gary Oldman…og Nicolas Cage. Der findes vel næppe et mere legendarisk og genkendeligt monster end Grev Dracula. Den blege blodsuger er blevet udødeliggjort i utallige film lige siden mediets fødsel og karakteren behøver ingen nærmere introduktion. Det samme kan vel nærmest siges om én af Hollywoods største nulevende legender, Nicolas Cage. Derfor er det kun passende, at Cage langt om længe får lov til at prøve kræfter med rollen. Nicolas Cage er som skabt til at spille Dracula. Det er rollen alle os Cage-apologeter har ventet på, siden han tilbage i slutfirserne spillede en bimlende skør yuppie, der troede, at han var vampyr i "Vampire’s Kiss" – med den suveræne danske titel "Hvem har taget mine tænder?".
"Renfield" fungerer som en slags åndelig fortsættelse til "Dracula" fra 1931. Her, små halvfems senere, har Renfield (Nicholas Hoult) og hans krævende arbejdsgiver, Dracula (Cage), slået sig ned i New Orleans, hvor Renfield bruger tiden på at skaffe føde (læs: ofre) til sin chef. Renfield er dog kørt mere eller mindre sur i det hele. Derfor er han begyndt i en støttegruppe for mennesker der bliver udsat for misbrug og psykisk vold i deres forhold. Først for at finde ofre blandt gruppens medlemmers krænkere, men sidenhen for at finde støtte til at komme ud af sit eget usunde forhold til sin arbejdsgiver. Dracula er nemlig verdens værste chef! Han er humørsyg, egoistisk og har storhedsvanvid. Og så har han ingen respekt til overs for sin tjener igennem næsten 100 år. Da Renfield møder den retskafne og rapkæftede betjent Quincy (spillet af rapperen Awkwafina), opstår der sød musik mellem dem. Renfield finder ud af, at det er meget sjovere at være en helt, end at være håndlanger for et monster. Quincy og Renfield tager derfor sammen kampen op mod New Orleans’ forbrydersyndikat, hvilket også sætter dem på direkte kollisionskurs med mørkets fyrste. Og han har absolut ikke tænkt sig bare sådan lige at lade sin undersåt slippe.
Den teatralske og gådefulde Cage er simpelthen født til at portrættere den teatralske og gådefulde Dracula. Nu er "Renfield" dog først og fremmest en film om Draculas tjener og håndlanger af samme navn. Så hvor meget undertegnede end kunne ønske sig 90 minutters non-stop Nicolas Cage på slap line, er vi nødt til at acceptere, at der er en hel film – med plot, handling og biroller – vi også er nødt til at forholde os til. Hvilket må siges ikke at være det, der trækker filmen op. Desværre
"Renfield" brager derudaf i et festfyrværkeri af blodbad og galskab. CGI-blodet flyder og der afrives hoveder og kropsdele i en lind strøm, mens jokes, absurditeter og actionsekvenser står i kø. Ikke ét sekund af filmens 93 minutter spildes på refleksion eller ro, i stedet afløses den ene absurde sekvens efter den anden. Hvilket er ganske underholdende, men desværre også en anelse trættende. "Renfield" virker nemlig bedst, når den spiller på gys og splat. Den er knap så vellykket, når den leverer den ene flade joke efter den næste. Eller når den forsøger at gå Marvel i bedene med slåskampe på superhelte-niveau. Desuden er selve historien om gangsterfamilier og korrupte politibetjente bare ikke særligt interessant. Heller ikke selvom Ben Schwartz leverer en ganske løjerlig præstation som gangstersønnen Teddy Lobo, der måske/måske ikke har en familiær tilknytning til et andet af Universals klassiske filmmonstre.
Filmen er et enormt stilforvirret miskmask af lidt af hvert og vil måske for meget på for kort tid. Hvad der fungerede for instruktør Chris McKays tidligere succeser som "Lego Batman Filmen", virker bare ikke, når det overføres til en gyserkomedie om mørkets fyrste. Nicholas Hoult leverer ellers en sympatisk portrættering som den samvittighedsplagede Renfield, mens Awkwafina som altid er et maskingevær af rappe replikker og højoktan energi. Men der er ingen vej uden om. Cage der bærer filmen. Nicolas Cage bider sig fast i alle scener. Mens der trækkes på tidligere tiders legendariske præstationer af Christopher Lee, Max Schreck og selvfølgelig Bela Lugosi, leverer han en hyperteatralsk boullionterning kogt på klassisk Cage og bragende karisma. Selvom Dracula i denne omgang "bare" er en bifigur, er det stadig hans film. Uden Dracula, ingen Renfield. Uden Cage, ingen film.
Det kan godt være, at "Renfield" byder på halvanden times underholdende og bloddryppende galskab, men det er stadig en aldeles letfordøjelig omgang. Filmen reddes på målstregen af Nicolas Cage, der insisterer på at være Nicolas Cage. Men i stedet for at levere et solidt skud frisk blod til biografmørket, ender "Renfield" samlet set som en noget anæmisk biografoplevelse.