Anmeldelse: Retfærdighed for Emmett Till

Borgerretsfilm sætter et ulækkert nærværende ansigt på den historiske amerikanske racisme.

Det er umuligt at sætte sig ind i den overvældende frygt, frustration og overgivelse til netop de følelser, og hadet mod dem, som afroamerikanere har oplevet i forhold til racismen i nationens forholdsvis korte levetid. Med "Retfærdighed for Emmett Till" formår instruktør Chinonye Chukwu at skabe omridset af en tung sindsstemning, der ellers ikke er til at formidle i et historisk portræt.

Den 14-årige dreng, Emmett Till (Jalyn Hall), blev i 1955 brutalt lynchet af Ku Klux Klan, mens han besøgte sine fætre i Mississippi. Emmetts mor, Mamie Till-Mobley (Danielle Deadwyler), oplever efterfølgende både berøringsangst og tavshed om hændelsen. Hun beslutter derfor at tage sagen i egen hånd. Resten er bogstaveligt talt historie, da Till-Mobleys krav om retfærdighed for hendes søns død bliver startskuddet til sortes borgerretskamp i USA. 

"Retfærdighed for Emmett Till" er en på mange måder slagkraftig beretning om racismens rødder i USA. Og om de historiske begivenheder, der førte til de afgørende mentalitetsændringer i det amerikanske samfund. For det er en dybt foruroligende fortælling, som instruktør Chinonye Chukwu fortæller. Uden at forfalde til storladen og aktivistisk følelsesporno, som traditionen typisk foreskriver i denne type film. Men ikke uden sin andel af fodfejl.

Fokus er på Mamie Till-Mobley og Emmett Till, der sættes i scene med som personlig baggrundsfortælling. Selvfølgeligt, fristes man til at sige. Den følelsesmæssige involvering etableres og Emmetts død føles som det mere uretfærdig.Til trods for et effektiv retssagsdrama, udvikler historien sig til en heltefortælling af Spielbergske dimensioner. "Retfærdighed for Emmett Till" dykker ikke dybt nok ned i nuancerne og de bagvedliggende årsager til hadet og de lokale hvide racisters logik. Andet end de bare er onde, dumme og hadfulde. Det er bare ikke nok.

Til trods for en fantastisk præstation af Danielle Deadwyler forbliver Chukwus film et portræt af fortidens grusomheder, uden at få én op af sædet. Og dermed ikke som den nødvendige kickstarter til en nutidig debat på baggrund de stadig store strukturelle racismeproblemer i USA, som filmen også er tilsigtet. Opfattelsen af budskabet vil uden tvivl ramme dét hårdere hos det amerikanske end det danske publikum. Uretfærdighedsfølelsen går simpelthen ikke i mellemgulvet som tilsigtet, den tungsindige stemning til trods. Dét klarer film som "Mississippi Burning" og "If Beale Street Could Talk" et nøk bedre. 

Alt i alt er "Retfærdighed for Emmett Till" en nødvendig fortælling om en tragisk del af den amerikanske historie. Virkemidlerne som historisk portrætfilm har dog sine begrænsninger, og havde stået det stærkere i en dybere analyse af de samfundsmæssige problematikker og løsninger, trods en særdeles urovækkende skildring af frygten bag racisme.

Retfærdighed for Emmett Till

Kommentarer

Retfærdighed for Emmett Till

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen