Anmeldelse: Sådan træner du din drage (2025)

Det var godt, Tandløs. Det var godt.

Dragerne er tilbage! Dem, der følger mine ofte ret personlige filmanmeldelser, vil vide, at den originale film, som denne live-action-adaptation bygger på – How to Train Your Dragon fra 2010 – er en af mine tre absolutte yndlingsanimationsfilm. Har du læst mine anmeldelser grundigt nok til at regne de to andre ud? Hint: Jeg er stor fan af Chris Sanders.

Det var historien om vikingedrengen Hiccup, og hvordan hans empati, venlighed og generelt ikke-så-vikingeagtige egenskaber blev hans styrke blandt de store, stærke, øksekastende vikinger, som havde en tradition – nej, en besættelse – med at jage de vilde drager i vildmarken, som konstant angreb deres lille vikingelandsby for at stjæle deres får.

At være søn af den største, mest muskuløse og mest øksesvingende viking af dem alle, høvding Stoick the Vast – dengang, og nu igen i live-action-udgaven spillet af manden, myten, legenden, Gerard "This is Sparta!!" Butler – ja, det gjorde ikke livet nemt for den lille fyr.

En lille omvej, før jeg fortsætter: Lige efter jeg havde skrevet de første tre afsnit, blev jeg ramt af voldsomme mavesmerter og måtte en tur på det lokale akutmodtagelse. Lang historie kort: Jeg fik en dejlig, morfinfyldt tur til hospitalet i Oslo. To dage senere var jeg hjemme igen – én betændt galdeblære og én gigantisk galdesten lettere. 

Om det påvirker, hvordan jeg skriver denne anmeldelse? Det ved jeg ikke. Forvent i det mindste lidt ekstra smertestillende-brændstof. Min redaktør (som i dette tilfælde også er mig selv) foreslår dog, at jeg stopper her… og undgår flere galde-relaterede vittigheder. For helt ærligt, jeg kender ingen sjove galdejokes på dansk. Kender du nogen?

Nå, hvor var vi? Jo, Hiccup – her spillet af Mason Thames. På den lokale ø bliver landsbyen angrebet af drager næsten hver anden nat, og de robuste vikinger, komplet med hornede hjelme, gør deres bedste for at forsvare fårene mod rovdyrene. Derfor forventes det, at enhver rask viking vokser op og bliver en frygtindgydende dragelægger. Og hvis de allerede har nået højden, så vokser de vel i bredden!

Ikke for Hiccup, dog. Han har bare ikke det der vikinge-gen, som alle omkring ham bliver ved med at minde ham om, så han må arbejde som assistent for smeden Gobber – her spillet af Nick Frost. Og hvis du kigger på den animerede film og undrer dig over, hvorfor hans karakter mangler det modsatte ben i denne version, så ja, Nick Frost gennemgik en knæoperation lige inden optagelserne. Man arbejder med det, man har, og ændrer det, man må, ikke? Så blev vi alle lidt klogere.

Men under det seneste voldsomme drageangreb triller Hiccup – til stor frustration for sin far, høvding Stoick the Vast, sin smedementor Gobber og alle de andre vikinger, inklusive de andre unge dragedræber-aspiranter (dem vender jeg tilbage til om lidt) – sin nyeste opfindelse ud: en dobbelt bola-affyrer. Eller, sagt med lidt mindre nørdede ord, en slags kanon der skyder to sæt af tre kugler forbundet med kraftigt reb, i håb om at vælte eller fange enhver drage, den rammer.

Og da den nærmest mytiske "Nightfury" – den farligste og mest dødbringende drage nogensinde – dukker op, ser Hiccup sit øjeblik… han skyder og rammer. Og i modsætning til mange af sine medvikinger, tænker han først – og handler bagefter.

Mens de andre vikinger sejler ud i deres langskibe på endnu en søgen efter dragenes rede, bliver Hiccup overladt til Gobbers opsyn for at træne med de andre vikingebørn og forberede sig på at blive dragedræber. Men hvad de ikke ved, er, at Hiccup – efter det afgørende skud – selv tog ud for at finde den nedskudte drage. Han finder en såret Nightfury. Og hurtigt vinder empatien over tradition og frygt, og et smukt – og hemmeligt – venskab opstår.

Han deler nu sin tid mellem at blive venner med Nightfury’en (som han kalder Toothless på grund af dens tilbagetrækkelige tænder) og at træne til at blive dragedræber – med brug af ikke-dødelige tricks, han lærer gennem sine hemmelige møder med dragen. Det gør ham hurtigt til en af Gobbers bedste elever.

De andre børn ser forundrede til, mens gamle vikingetraditioner – som oftest drejer sig om skjolde, kampøkser og at skrige fjenden ind i ansigtet – stille og roligt bliver afmonteret for øjnene af dem.

Hans medstuderende i den subtile kunst at dræbe drager, spørger du? De er den selvudnævnte A-elever og Hiccups crush, Astrid (spillet af Nico Parker), den runde og nørdede Fishlegs (Julian Dennison), den selvudnævnte prins-charming i vikingeverdenen, Snotlout (Gabriel Howell), og de slet ikke ens tvillinger Ruffnut (Bronwyn James) og Tuffnutt (Harry Trevaldwyn).

Efterhånden som Hiccup bliver venner med Toothless, konstruerer han i hemmelighed en protese til hans halefinne, og de to bliver ét – med Hiccup som rytter. Og hvis du har set originalen, så ved du, hvor episke de første flyvescener er – og de er perfekt gengivet i denne nye live-action-adaptation.

Og jeg tror, det er tid til at tage fat på det, mange opfatter som elefanten i rummet, ikke? Live-action-adaptationer. Der er mange meninger om dem – fra "grådige cash grabs, der ødelægger barndommen" til "en ny måde at opleve elskede animationsfilm på." Jeg plejer som regel at lægge mig et sted midt imellem: forsigtigt optimistisk.

Den seneste såkaldte "cash grab", jeg så, var Lilo & Stitch – den oprindelige af mine tre yndlingsanimationsfilm nogensinde. Filmen var ganske vist underholdende, men der blev foretaget ændringer, som både ændrede scener og karakterer, hvilket gjorde, at meget af den oprindelige stemning gik tabt. Der var følelser, selvfølgelig, men slet ikke i samme grad som i originalen.

Med How to Train Your Dragon ønskede instruktør Dean DeBlois at gå en anden vej. Efter at have instrueret originalen fra 2010 sammen med Chris Sanders, havde DeBlois tidligere udtrykt sin modvilje mod live-action-adaptationer, og da han blev spurgt, om han ville lave den, sagde han hurtigt ja – fordi han mente, at hvis nogen skulle gøre det, så skulle det være ham. Og hans tilgang var at lave en næsten scene-for-scene genskabelse, med opdateringer og tilpasninger hvor nødvendigt, men med en klar målsætning om at bevare historiens kerne, humoren og følelserne fra originalen så intakt som muligt.

Lykkedes det for ham? Altså, originalen er måske min yndlingsanimationsfilm nogensinde. Vikingeånd er jo i mit blod, så at sige – jeg er nordmand. Ligesom mine danske venner lærte jeg alt det her i folkeskolen, trods alt. Min storebror er endda en moderne neo-viking influencer (seriøst, søg på Bjørn Andreas Bull-Hansen på YouTube). Hvor han er den mere gnavne og alvorlige type viking, har jeg altid foretrukket mine med et strejf af Monty Python-humor – og horn i hjelmen! Underligt, ikke?

Nej, ikke så underligt egentlig. Jeg voksede op med at tilbringe mere tid i Dungeons & Dragons end de fleste andre børn. Drager var altid mine favoritter. Jeg ville være en dragerytter. Så da jeg så den nye How to Train Your Dragon, svingede jeg følelsesmæssigt fra at være en kynisk, armskorsende skeptiker, der mumlede "det her genskaber aldrig magien", til en tårevædet fan, der hviskede "Ja! Tandløs! Min ven er tilbage!" som om jeg netop havde genforenet mig med et barndomskæledyr.

Nej, ikke så underligt egentlig. Jeg voksede op med at tilbringe mere tid i Dungeons & Dragons end de fleste andre børn. Drager var altid mine favoritter. Jeg ville være en dragerytter. Så da jeg så den nye How to Train Your Dragon, svingede jeg følelsesmæssigt fra at være en kynisk, armskorsende skeptiker, der mumlede "det her genskaber aldrig magien", til en tårevædet fan, der hviskede "Ja! Tandløs! Min ven er tilbage!" som om jeg netop havde genforenet mig med et barndomskæledyr.

Og da Hiccup og Toothless begyndte at flyve, græd jeg. Jeg græd faktisk. Det var perfekt. Og jeg tænkte: sådan her laver man en live-action-adaptation. Man præsenterer den for et nyt publikum, men bevarer magien, bevarer scenerne og ændrer ikke på karakterer og følelsesmæssige øjeblikke bare for at opdatere det hele eller følge den nuværende tidsånd.

Der vil være dem, der hader dette bare fordi det er en live-action-adaptation – men jeg er sikker på, at der vil være mange flere, der elsker den. Folk som mig vil sidde og smile som idioter, mens Hiccup og Toothless stiger til vejrs i en fortælling, der handler om empati, venskab og om at kaste både fordomme og gamle traditioner fra sig.

Så, lad os komme til konklusionen, før denne anmeldelse udvikler sig til en fuldgyldig vikingesaga. How to Train Your Dragon er, efter min mening, den bedste live-action-adaptation af en animationsfilm, jeg nogensinde har set. Det er som om Dean DeBlois kiggede på Disneys seneste forsøg, sagde "Hold min mjød!" og viste dem, hvordan man gør – med en sund portion skepsis over for denne nye-ish genre. Jeg mener, at man ikke behøver at lave en masse voldsomme ændringer i kildematerialet – dets karakterer, humor, følelser og historie – for at få det til at lette!

---

Disclaimer: Skrevet af en groggy norsk filmjournalist, høj på smertestillende og fyldt med antibiotika, på engelsk og derefter oversat til dansk med hjælp fra en avanceret ChatGPT-model. Indsæt selv din "Fear and Loathing in Las Vegas"-vittighed herunder.