Anmeldelse: Saint Omer
Fransk Oscar-kandidat har ambitioner, men mangler fokus.
Siden 2005 har franske Alice Diop lavet dokumentarfilm om flygtninge ("La permanence"), maskulinitet ("Vers la tendress") og det franske samfund ("Nous"). Sidste år sprang Diop ud som spillefilmsinstruktør med "Saint Omer". En film, baseret på hendes oplevelse som tilskuer til en retssag om en immigrant, der blev dømt for at dræbe sin egen datter. Og som nåede Oscar-akademiets shortlist for Bedste internationale film, dog uden at blive nomineret. Hvilket, til dels, kan forstås.
Professoren og forfatteren Rama (Kayije Kagame) arbejder på sin næste bog. Den omhandler retssagen om den senegalesiske kvinde, Laurence Cloy (Guslagie Malanda), der tilstod at have slået sin 15 måneder gamle datter ihjel. Rama rejser derfor fra Paris til Saint Omer, hvor sagen skal genfortælles som en moderne fortolkning af "Medea". Undervejs indser Rama dog, at hun har overraskende mange ting tilfælles med Cloy.
"Saint Omer" er en jordnær oplevelse. Størstedelen af filmen består af Cloy, der besvarer spørgsmål fra retten, med Rama som passiv hovedperson. Dette er Cloys fortælling, delvist på bekostning af Rama. Rama har sine egne scener, når hun processer retssagen og hendes fællestræk med den anklaget. Disse føles dog en smule overfladisk, da der ikke bores dybt nok i emnet.
Heldigvis er Cloys forklaringer spændende at følge, når hun fortæller om sin opvækst og sin oplevelse som en immigrant i et vestligt land. Diop tvinger os til at iagttage et mennesket, der har gjort en utilgivelig handling. Hér har "Saint Omer" har sine mest interessante øjeblikke. Dette, sammen med en veloplagt trup af skuespillere og god instruktion af Diop, der sørger for en, til tider, tankevækkende filmoplevelse.
Til tider, da filmen er indforstået. Udover oplevelsen som immigrant, trækker Diop også tråde til race, det at være mor, fransk postkolonialisme og mentalt helbred. Temaer, der klaskes på bordet i retssalen så hurtigt, som de bliver nævnt. Intentionen kan tydeligt mærkes, men filmen får ikke nok tid til at uddybe sine ideer og pointer. Overordnet set er det som at være vidne til en velmenende tankestrøm, som er indforstået og uden egentlige konklusioner. Hvilket er en del af pointen. Som fortælling efterlades den dog uforløst.
Tag ikke fejl. "Saint Omer" er en god og tankevækkende oplevelse. Alice Diop ved, hvad hun taler om, og retter spotlyset mod komplekse emner. Filmen er et godt eksempel på en instruktør, der har ambitionerne og de gode intentioner, men som er for indforstået.